Forelsket i min faldende engel.

Melanie er 16 år, og har en forfærdelig fortid, som hun helst bare vil glemme, men ikke kan. Da Xavier begynder i hendes klasse, føler hun sig stærk tiltrukket af ham, og føler sammentiddig at hun kender ham? Men hvordan kan det lade sig gøre? Og hvorfor kan sådan en smuk skabning overhovedet se noget i hende? Og ikke mindst, hvad er det for en hemmelighed han går rundt med?

18Likes
56Kommentarer
3189Visninger
AA

1. Prolog

En lille pige på omkring de 7-8 år løb hulkende igennem de mørklagte gader, imens sneen dalede ned. Hun havde set dem. Hun havde set det hele. Hun begyndte endnu mere at hulke, da hun begyndte at tænke på sine forældre. Hun faldt ned på sine blødende knæ, da hun havde faldet en del, da hun løb igennem den isnende sne, som gik hende til skinnebenet. ”Mor! Far!” Hun faldt forover på den kolde sne, og hendes varme saltede tårer fik sneen til at smelte, der hvor de ramte. ”Mor, far…” hviskede hun. ”Hvorfor har i forladt mig?” Hun skimtede ikke den mørke skikkelse som begyndte at gå lydløst hen imod hende. Hun hulkede og tårerne kunne bare ikke stoppe. Hun var så ulykkelig, at hun næsten ikke engang lagde mærke til at den mørke skikkelse var kommet hen til hende, og nu rakte en arm ned mod hende. Hun kiggede ulykkeligt og med tårerne rendende ned ad kinderne og snot ud af næsen, op mod den skikkelse som rakte hende en hånd. ”Hvad er der galt, mit barn.” sagde en tryggende og smuk stemme. ”M-min mor og f-far er død..” Og hun begyndte endnu en gang at hulke. ”Shh,så,så. Tag min hånd, og så skal jeg nok tage mig af dig.” sagde stemmen, og hun tog tøvende hans hånd og han trak hende blidt op at stå. Han tørrede hendes tårer væk med en finger, og smilede blidt til hende. Hun gispede da hun kiggede op på hans ansigt. ”Du er smuk.” sagde hun og kiggede med store øjne ind i hans lysende øjne. ”Tak.” sagde han og aede hendes kind. ”Det er du også. Melanie,” hviskede han i hendes øre. Hun rødmede svagt, og smilte. ”Tak, men hvorfra kender du mit navn?” Spurgte hun nysgerrigt. ”Det har jeg vist i lang tid. Melanie, det er ikke første gang vi har mødt hinanden.” sagde han og smilede. De begyndte at gå hen over kirkegården. ”Men, hvad hedder du så?” Han kiggede gådefuldt ned på hende. ”Det må du bestemme. Hvilket navn, vil du havde, at, jeg skal hedde, Melanie?” spurgte han og kiggede hende dybt ind i øjnene. Hun blinkede, og tænkte sig lidt om ”Xavier.” sagde hun og smilede tilfreds. Han smilede blidt ”Hvis det er det, du gerne vil havde, så hedder jeg Xavier.” Sagde han. De gik sammen hånd i hånd, gennem de kolde og mørklagte gader, og hun vidste næsten ikke hvem han var. Bare at han havde givet hende lov til at give ham et navn, og at hun følte sig underligt tryg ved hans nærvær. Han var smuk. Nej, ikke bare smuk. Han var smuk som en engel. Min engel

 

Er igang med at skrive ^^

Undskyld hvis der er lidt stavefejl rundt omkring, men skal nok gå ind og rette dem, når jeg får tid (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...