Kærlighedens lange vej

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2011
  • Opdateret: 14 nov. 2011
  • Status: Færdig
Denne fiktive historie er om pigen Inue, som har kraften til at forvandle sig til en fugl, mere specifikt, en kæmpe stor falk. Hun begiver sig ud på sit livs eventyr da hendes mor omkommer i en ildebrand og byens ældste får hende til at drage ud. Denne historie vil ikke blive opdateret.

0Likes
0Kommentarer
715Visninger

1. Kokoa landsby

Det var en dag som alle andre, stille og rolig, slet ikke noget spændende. Jeg sukkede og traskede træt og dovent ned ad den stejle bakke som jeg var så vandt til, men noget var anderledes, jeg havde en lille stemme inden i, den skreg og gjorde mig urolig. Jeg kiggede op ad bakken over min skulder, på det nedbrændte hus som engang havde været mit hjem. Det skar i hjertet at se stedet hvor jeg var vokset op brændt til, rent ud sagt, pindebrænde. Jeg lagde, uden at tænke på det, min højre hånd på det smykke som havde været min mors da hun stadig var i live. Jeg rullede med skuldrene for at glemme lidt af smerten, bare tanken om det der var sket fik det stadig åbne sår til at bløde. Ilden, skrigene, min mors stemme der skar gennem mængden, håbløsheden der lagde sig over byens indbyggere da ilden var døet ud, men havde taget det meste af bakken med sig.

"Inuue!" stemmen fik mig tilbage til nuet, og jeg traskede videre ned mod den lille landsby, på den lille ø, midt i East Blue. Det var gamle Hadchi, byens ældste, som havde kaldt på mig. Han prustede og stønnede da han gik mig i møde med de mest besværede skridt jeg nogen sinde har set. I armene havde han en mellem stor trækiste med nogle ord indgraveret i jernlåsene.

"Inue! *prust* Din moder *støn* gav mig denne kiste, men *prust* ingen nøgle. Jeg regnede med at du havde den?" det var klart at han var udkørt, men han var jo også over hundrede. Jeg åbnede in rummelige skuldertaske og rodede den igennem efter en nøgle der ville passe til de bitte små låse på kisten. Uden at ville det, tog jeg mig igen til halssmykket, følte lidt på det. Jeg hørte et lille, sagte *klik* og så åbnede det sig, og i det, lå en nøgle som sikkert ville passe til låsene. Utroligt. "Godt tænkt, lille tøs! Du har et godt hoved på dine skuldre, men nok om det, lad os få åbnet den her tingest!" han var tydeligvis nysgerrig. Jeg gav ham et hurtigt smil inden jeg stak den skrøbeligt udseende nøgle ind i låsenm drejede på den til jeg kunne mærke, og høre, et klik. Hadchi skyndte sig at åbne kisten, og i den, lå en mærkværdig frugt.

"Hvad.. er dét?" min hæse stemme lød som en gammel dør der ikke havde været smurt i lang tid på grund af al den gråd, og jeg tog mig til struben og rømmede mig stille. Den gamle mand kiggede skævt til mig, men trak så lidt på skuldrene og tog frugten op. Han måbede da han, til syneladene, havde fundet ud af hvad det var for en.

"Jamen... Det er jo en djævle-frugt! Hvordan har din mor kunne skaffe en?" Jeg trak på skuldrene og tiltede mit hoved en smule. Da Hadchi så hvordan jeg kiggede på den, rakte han den til mig og nikkede, som om han ville have mig til at spise den. Jeg tog en bid, og var lige ved at spytte den ud igen. Sikke en forfærdelig smag! Det var jo værre end en rådden kokosnød! Jeg må have set dum ud, for jeg vil væde med jeg stod og lignede ét stort spørgsmålstegn.

"Hihihi! Hvor ser du dog ud, lille tøs! Men lad os nu håbe det ikke var noget så dumt som en rotte! Vi håber på en stærk én af slagsen! Nå men, du må hellere se at komme af sted, der er ikke mere for dig her." Han gav mig et af de der seriøse blikke som gamle mænd nu er så gode til at lave og skubbede mig ned i retning af havnen hvor hans lille fisker jolle gyngede i de bløde bølger.

Med tøvende skrit gik jeg ned mod den jolle jeg ville komme til at bo i, sikkert resten af mit liv. Jeg tog mig til halssmykket og kunne ikke lade være med at kaste et blik på ruinerne som nu var næsten helt gemt væk bag træerne. Jeg sukkede dybt og kiggede lidt på gamle Hadchi med sit lange grå-hvide skæg, den orange stribede sorte hat der gemte det mest af hans skarpe blik væk. Han var krumrygget, men det blev han ikke mindre af i mine øjne.

"Så er det her vi siger farvel, Inue." Han klappede mig på skulderen og rakte mig den tunge stak af sammenflettede reb. "Nu husker du vel hvad jeg har fortalt? Jeg vil ikke gå det hele igennem igen!" hans stemme lød lidt mærkelig, som om han skulle til at græde. Jeg gav ham et af mine skæve smil, lagde rebene i bunden af jollen, som rent faktisk var et helt lille skib tæt på, og gav ham et stort kram. "Jeg vil savne dig, og hele landsbyen. Jeg kommer tilbage en dag, det lover jeg." Jeg smilte, løsnede sejlet og padlede derud af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...