En nat hos spøgelser

"Hvad laver du her?"
Mit hovedet sprang op af den truende stemme.

En pige der bliver mobbet, et spøgelseshus og et spøgelse der bliver en ven.

1Likes
1Kommentarer
813Visninger
AA

1. En nat hos spøgelser

 

 

”Kom nu!” og ”Du tør ikke!” hele tiden. Hvor længe mon de har tænk sig at blive ved? Vi står foran døren indtil spøgelseshuset. Jeg tror ikke på spøgelser. Det har jeg aldrig gjort. Jeg er heller ikke bange for at gå ind. Eller det vil sige, det er jeg! jeg står sammen med 3 af dem fra banden, ikke alle 7. Jeg tror de sidste har gemt sig inde i huset, så derfor tør jeg ikke gå derind. På den anden side er huset bedre, hvis de andre ikke har gemt sig derinde. Jeg beslutter mig. jeg trykker håndtaget i bund og åbner døren lydløst. Eller det vil sige, døren knirker og knager som bare helvede! Jeg krymper mig. så mærker jeg et hårdt skub lige mellem skulderbladene. Jeg snubler ind af døren og er ved at falde på snotten. Det gør jeg heldigvis ikke. Døren smækker bag mig og jeg hører den karakteristiske lyd af en nøgle der bliver drejet om. Jeg er alene i huset. Spøgelseshuset. Det var planen, at skræmme mig! jeg fnyser, det virker i hvert fald ikke hvis det er hvad de tror. Jeg hører en lyd og farer sammen. Og ånder lettet ud da det viser sig at være en due. Okay jeg indrømmer det, det er lidt skræmmende at være her. Det er ved at være aften og jeg er sulten. Jeg banker på døren. Ingen reaktion.

”Luk mig ud,” råber jeg, så højt jeg kan. Intet. De har vil ikke tænk sig at lade mig blive her hele natten? Jeg sætter mig i et hjørne af huset og kryber sammen om mig selv. Det er faktisk forkert at kalde det et hus, det er et stort højhus, der engang var et smukt hotel. Jeg kigger på mit armbåndsur, klokken er lidt i 8. Jeg sukker og farer sammen da jeg høre noget. Det er trappen der knager, men den bliver ved med at knage. Det er som om der er nogen der går ned af den. Jeg stivner, får kuldegysninger. Måske er det alligevel sandt, at der findes spøgelser. Nej! Der findes ikke spøgelser! Jeg kan ikke se nogen på trappen, så jeg sænker hovedet igen og lægger det på knæene, så jeg kigger ned i gulvet. ”Hvad laver du her?” Mit hoved ryger op af den truende stemme. Jeg ser lige op i en laset og snavset mand. Det er svært at bedømme hans alder, for han har et kæmpe overskæg og er totalt ulægger! Jeg kom vist til at rynke lidt på næsen af ham, for han trækker sine øjenbryn tæt sammen, i en vred grimasse. ”Hvem er du og hvad laver du her,” han nærmest råber det af mig. jeg er helt mundlam. Alligevel lykkes det mig i tredje forsøg at sige noget. ”Jeg.. jeg.. døren gik i baglås,” for jeg fremstammet. Jeg ved godt det sidste er løgn, men jeg vil ikke fortælle nogen, at jeg bliver mobbet. Især ikke en vildtfremmed! ”Du blev låst inde, ikke sandt? Prøv ikke at lyve for mig, jeg så det hele,” han lyder lidt medlidende nu. Men hvordan kunne han havde set det hele? Der var ingen på gaden, heller ikke i vinduerne. ”Du har ret,” jeg ser ned, mens jeg taler. Hvorfor fortæller jeg ham sandheden? Hans øjne har fået en mildhed og ro, jeg ikke havde troet muligt for denne mand. Han virkede så sur. Pludselig føler jeg, at jeg kan stole på denne fremmede. Jeg fortæller ham hvad der skete, han lytter, lige pludselig er jeg i gang med min livshistorie. Jeg er blevet mobbet hele mit liv, min far døde da jeg var 7 år gammel, min mor er dranker, hun laver ikke andet end at drikke sig fra sans og samling. Jeg må selv klare alting selv, min mor er ligeglad med, hvornår jeg kommer hjem, er ligeglad med, om jeg har det godt eller ej, hun er i det hele taget ligeglad med mig. jeg græder, mens jeg fortæller det. hvad skal jeg ellers gøre? Det er et sørgeligt liv jeg har. Det er intet vær. Tanken om selvmord strejfer mig kort. Som om han kan læse mine tanker siger han: ”Det skal du ikke tænke på. Det er aldrig godt at tænk på. Lev i nuet. En dag af gangen. Ulykke bliver altid fulgt af lykke. Men kun hvis man lever længe nok. Kun hvis man gør noget ved det! kæmp! Stå op om dig selv! Sig fra over for de bøller!” jeg tørrede tårerne væk og smilede. Jeg kunne li’ ham. Det gik op for mig, som ved et lynnedslag, at han nok var min første ven nogensinde!

 

***

 

Jeg har gået derhen hver dag efter skole lige siden. Jeg er hurtigt derhenne, det ligger næsten lige rundt om hjørnet. Da jeg åbner døren, kan jeg mærke, at der er noget galt. Jeg råber på ham, men han svarer ikke. Jeg løber rundt i hele højhuset. Spøgelseshuset der huser en hjemløs. Der er ingen i det store hus. Jeg græder stille. Jeg går langsomt hen mod døren, idet jeg står foran den, ser jeg en gammel udrevet artikel. Jeg kigger på den, men jeg kan ikke læse hvad der står, den er alt for gammel. Man kan kun læse overskriften. Jeg skynder mig hjem og åbner min computer. Jeg søger på navnet på artiklen. Der kommer flere artikler op. De handler alle om det gamle forladte hus. Spøgelseshuset. Men en af dem springer mig i øjnene. Der står, at der for længe siden, styrtede en del af hotellet sammen. 1 mand omkom. Der er et billede.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...