Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
73167Visninger
AA

44. Saranghae! Tilgiv mig...

Daehyun aede blidt mit hoved, imens jeg end ikke havde givet slip på ham. Jeg krammede ham stadig, imens jeg forsøgte at holde mine tårer tilbage, som langsomt var ved at forsvinde. Jeg smilede forsigtigt, da jeg langsomt gav slip på ham, lidt efter lidt, indtil jeg lod mine arme falde ned ad siden på mig.

”Tak, Daehyun,” sagde jeg forsigtigt og taknemmeligt. Han smilede bare tilbage til mig med sit varme smil. Han mistede det dog hurtigt, da han fik øje på noget bag mig. Lige pludselig, var der én, der hev i min arm, så jeg blev trukket væk fra Daehyun. Jeg gispede forskrækket da jeg så, at det var Jonghyun, og han gav Daehyun det koldeste blik, nogen sinde.

”E-Eh… Jonghyun?” mumlede jeg.

”Kom med mig, Taemin,” sagde Jonghyun, uden at fjerne sit blik fra Daehyun. Jeg rystede straks på hovedet og trak min arm til mig.

”Nej!” protesterede jeg.

”Taemin! Kom med mig, sagde jeg!” udbrød Jonghyun, lidt højt. Måske endda for højt, eftersom han havde fået opmærksomheden fra de få folk, der gik omkring os. Det var en situation, jeg ikke følte mig så tryg ved. Alle kiggede på os, og på den forkerte måde.

”Nej, hyung! Jeg kan godt lide, at være med Daehyun! Han er da idet mindste ikke så pervers konstant!” råbte jeg, også alt for højt, og folk omkring os begyndte straks at hviske. Jonghyun fik store øjne, da jeg sagde det. Hans kinder blev også en smule røde.

”H-Hvad? Jeg er ikke pervers hele tiden, Tae… Hvis du tror det, så kender du mig slet ikke,” mumlede Jonghyun, en smule chokeret. Jeg kunne mærke, at mit hjerte begyndte at slå hurtigt af smerte og frygt. Kendte jeg ikke Jonghyun nok til at vide, at han var pervers konstant? Havde han noget, han skjulte?

”U-Undskyld, Jjong… Sådan mente jeg det ikke,” sagde jeg lavt og sænkede mit blik en lille smule, så han ikke skulle se mine blanke, tårefyldte øjne.

”Tae… Du skal ikke være ked af det…” sagde Jonghyun og lagde sine hænder på mine kinder, imens han sendte mig et undskyldende blik, med hans hundehvalpeøjne.

”Det er mig, der undskylder. Jeg skulle have fortalt dig det hele, men den dame er kun en af mine venner, det lover jeg,” forklarede Jonghyun, imens han så mig ind i øjnene, for at indikere, at han fortalte sandheden. Kunne jeg stole på ham denne gang?

”Jeg tilgiver dig, hyung, jeg er også ked af det,” sagde jeg, imens jeg forsøgte at blive ved med, at se ham ind i øjnene. Hans øjne, der begyndte at smile, da han lagde sine arme omkring livet på mig og hvilede sin pande mod min, med et skævt smil.

”Jeg har en overraskelse til dig senere,” sagde han. Mine kinder blev straks røde, og jeg havde glemt alt om Daehyun, der bare stod og lignede et spørgsmålstegn.

”H-Hyung… Hvilken slags overraskelse… Er den pervers?” spurgte jeg straks og hævede et øjenbryn. Jonghyun grinede dumt af mig, som om jeg var skør.

”Selvfølgelig er den pervers,” nynnede han. Jeg sukkede dybt og tog mig til panden, hvorefter jeg rettede mit blik mod Daehyun. Jeg sendte ham nogle undskyldende øjne og trak på skuldrene. Han smilede varmt til mig, som han plejede at gøre.

”Det er okay, Taemin. Han elsker dig vist virkelig,” hviskede Daehyun i mit øre. Jonghyun var stadig meget tæt på, og jeg var lidt bange for, om han kunne høre det. Det kunne han vist, fordi han smilede over hele ansigtet og krammede mig tættere ind til sig.

”Lad os gå,” sagde Jonghyun og tog min hånd, for at tage mig med hjem igen. Jeg trak dog straks i ham, helt blidt.

”Vent, hyung!” sagde jeg.

”Hvad?” spurgte Jonghyun og så tilbage på mig. I samme sekund nærmede jeg mig ham hurtigt, og plantede et kys på hans læber, helt blidt og kun ganske kort.

”Saranghae,” grinede jeg.

”Nado saranghae,” sagde Jonghyun med et stort smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...