Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74165Visninger
AA

40. Pakken

Jeg kunne høre, at Jonghyun var ved at tage sine sko på ude i gangen. Han skulle til at af sted, for at mødes med hende damen, han også havde været sammen med den dag ved caféen. Jeg ville ikke bare lade én eller anden kælling stjæle min Jonghyun, eller lade ham være mig utro for den sags skyld. Vi var lige blevet kærester.

Jeg var bange for, at Jonghyun ville tage bilen, så ville jeg ikke være i stand til, at følge efter ham, ligesom jeg var i gang med. Jeg havde listet mig lydløst efter ham. Hver gang han havde set tilbage, havde jeg altid gemt mig på den ene eller den anden måde. Han vidste ikke, at jeg holdt øje med ham. Heldigvis.

”Aish… Hvorfor skal jeg på det her tidspunkt… Jeg vil hellere være hjemme og drille Tae,” grinede Jonghyun lavt for sig selv, kun fordi der ikke var nogen i nærheden. Jeg kunne mærke, at mine kinder blev lidt røde, da han sagde det. Hvis han hellere ville være hjemme ved mig, hvorfor gik han så over til hende damen?

Havde hun noget på ham, og tvang ham til at gøre det?! Det løb straks en masse tanker rundt i mit hoved om det. Hun havde måske beskidte billeder med ham. Måske skyldte han hende penge. Hvorfor havde jeg så mange tanker om det?! ARGH!

”Har du pengene?” spurgte en stemme pludselig, da Jonghyun var stoppet op midt ude på gaden, med hende damen foran sig. Jeg gispede lydløst og gemte mig straks bag en bil, der holdt i siden af vejen. Jonghyun så sig lidt omkring.

”Skal vi ikke lige ordne det indenfor?” spurgte han og rettede da igen sit blik mod damen. Hun nikkede straks og trak Jonghyun med ind i en lejlighed, som forhåbentligt var hendes. Hvad skulle jeg så gøre?! Jeg kunne jo ikke gå med indenfor i hendes lejlighed, jeg kunne jo kun sidde og vente for mig selv, imens forfærdelige tanker gik i mit hoved.

Hvad nu hvis de havde sex? Jeg kendte Jonghyun, han kunne ikke sige nej til sex, især ikke når det var sådan en køn noona, der spurgte.

”N-Nej, Tae! Han har ikke sex, han elsker jo dig, du hørte det selv,” hviskede jeg lavt til mig selv og tog mig til hovedet, imens jeg sank sammen på jorden bag den sorte bil.

Jeg kunne snart mærke tårerne presse på, imens alle tankerne susede i mit hoved. Snart, løb tårerne ned ad kinderne på mig. Jonghyun var virkelig måske mig utro? Han var mig utro, selvom jeg elskede ham som bare fanden? Jeg var træt af det her. Hvis han virkelig var mig utro, så ville jeg aldrig tilgive ham.

 

”Jjong, du er sådan en tøsedreng,” grinede damen, da hende og Jonghyun trådte ud af hendes lejlighed igen. Hun blev dog stående i døråbningen med armene over kors og et smil på sine læber. Jonghyun var lidt rød i hovedet, og han havde fået én eller anden lille pakke med ud. Hvad var nu det?!

”Bare du ikke siger det til nogen… Især ikke Key, han vil flippe helt ud!” sagde Jonghyun. Jeg fik store øjne, da han sagde det. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigt af en blanding af smerte og frygt. Jeg hadede den følelse, den kommer kun, når man er bange for at miste en man elsker.

Jeg ville så gerne vide, hvad det var, der foregik omkring mig, som jeg ikke måtte vide. Jeg ville så fandens gerne vide det. Hvad var det, Jonghyun kom gående med i den gule æske? Der stod noget på, men det var med alt for små bogstaver, og så dækkede han også bevidst for ordene, med sin ene hånd. 

”Vi ses en anden dag, Jjong, jeg har travlt, og det har du vist også,” grinede damen. Jonghyun himlede med øjnene, og satte så kurs hjemad. Jeg gispede lavt og krøb om på den anden side af bilen, så han ikke så mig, når han kom gående forbi. Desværre, så damen mig, og jeg opdagede det først, da det var for sent. Heldigvis var Jjong væk, men damen så på mig. Jeg stirrede straks tilbage på hende med store øjne. Hun var virkelig smuk, hun havde langt, mørkt hår, mørke øjne, var høj og slank. Hun var ikke særlig gammel, omkring tyve. Hun sagde intet til mig, men jeg kunne have svoret, at hun sendte mig et skævt smil, før hun gik ind i sin lejlighed igen.

Så var spørgsmålet bare…

 

Var det smil sødt, eller ondt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...