Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74290Visninger
AA

4. Næste morgen...

”Aaah…” Jonghyuns stemme lød helt fantastisk i mit hoved. Hans små, næsten lydløse, støn blev genspillet i mit hoved. Om og om igen. Hans fantastiske og smukke ansigt, med de perfekte markeringer. Hans øjne var lukket perfekt i, og han så intet omkring sig. Det var et par sveddråber på hans hals. Dråberne forsøgte at lokke mig hen til dem, trods jeg endnu bare stod på den anden side af døren og betragtede min hyung.

Så skete det. Jonghyun kunne ikke holde det tilbage, og han skreg endda. Han skreg et navn på en person, jeg udmærket godt kendte. Det var ikke mig.

Det var ikke mig, hvis navn han skreg

 

”Taemin-ah, du skal op! Du skal gøre dig klar til, at vi skal danse!” sagde Minho, der ruskede blidt i mig. Jeg blev vækket fra min drøm, der var alt, alt for forkert! Jeg havde aldrig drømt sådan noget før, og mine kinder brændte da jeg vågnede.

”N-Nae, hyung… Jeg kommer nu,” mumlede jeg lavt og smilede helt forsigtigt. Jeg nåede dog kun lige, at få trukket dynen af mig selv, før jeg gispede forskrækket og en smule bange. Det gjorde Minho så også. Han så bare på mig med store øjne, da jeg straks puttede dynen over mig igen. Sammen med mit hoved, og rødmede mig selv halvt ihjel.

”T-Taemin?” spurgte Minho forsigtigt.

”Mmmh! Gå væk, hyung!” sagde jeg under dynen, imens jeg kunne mærke, at jeg fik tårer i øjnene. Minho bed sig forsigtigt i underlæben.

”J-Jeg henter Key, han kan sikkert hjælpe,” sagde han forsigtigt. Jeg hørte ham gå ud af vores værelse, imens jeg bare lå med mine øjne lukket tæt sammen. Det var så pinligt! Minho havde allerede set det, Key skulle ikke også se det nu! Det kunne jeg slet ikke klare!

Hvad var det, som Jonghyun gjorde igen? Han havde det også, dagen før… Han havde det tydeligvis ikke længere, da Key og de andre var kommet tilbage.

”N-Nej, det kan jeg ikke,” mumlede jeg lavt. Bare tanken gav mig kuldegysninger. Jeg kunne ikke gøre det. Jeg kunne ikke gøre det samme, som Jonghyun havde gjort, selvom jeg kunne mærke noget indeni mig, der ville have mig til at gøre det.

”Taebaby! Hvad foregår der?!” udbrød Key. Jeg gispede forskrækket og slog tankerne ud af mit hoved. Key satte sig på min sengekant og aede blidt mit hår imens han surmulede forsigtigt. Jeg undgik helt at se ham i øjnene. Jeg var så flov.

”Det er helt normalt, Minnie,” sagde Key med et smil. Jeg rystede straks på hovedet og trak dynen helt over mig igen.

”Gå væk!” udbrød jeg med en mumlen.

”Aissh, børn disse dage,” sagde Key irriteret og var på vej ud af mit værelse igen. Jeg sukkede lettet, da jeg kunne høre lyden af hans skridt, der langsomt forsvandt.

”Jjong! Taeminnie har problemer! Kan du ikke hjælpe ham?” råbte Key. Jeg gispede straks og rystede på hovedet, imens jeg bare skreg nej! Men desværre kun indeni mig selv. Det var for sent, da Jonghyun allerede stod inde på mit værelse. Han var allerede på vej over til min seng med et irriteret blik. Han var sikkert træt af, at jeg ikke ville stå op.

”Taebaby, du skal op,” nynnede Jonghyun med sin smukke sangerstemme, og trak straks min dyne af mig. Det lykkedes mig at ligge mig om på maven, før han så det.

Auch.

Det gjorde en lillebitte smule ondt… Jonghyun satte sine hænder i siden og smed min dyne på gulvet. Han tog da fat i mine arme, for at trække mig op. Det var ingen nytte, jeg holdt stramt fast i min madras og kæmpede imod med alle mine kræfter.

”Ani! Ani! Ani! Hyung! Gå!” udbrød jeg, da jeg mistede mine kræfter og Jonghyun fik mig vendt om. Hans øjne blev store, og han gav straks slip på mig, men han bakkede ikke væk. Han så bare på mig med store øjne. Jeg surmulede straks og dækkede for mit private område med mine hænder.

”H-Hyung… Hjælp mig… Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg forsigtigt da nogle få tårer trillede. Jonghyun så sig kort omkring. Han gik hurtigt hen og lukkede døren i med sin ene fod, hvorefter han bed sig forsigtigt i sin underlæbe. Han kløede sig i nakken, imens han tænkte over, hvad han skulle gøre ved mit lille problem.

”Okay, Taeminnie, jeg viser dig det,” sagde han så.

”YAH!” udbrød jeg hurtigt og holdt mig for mine øjne. Jonghyun begyndte straks at grine af mig.

”Aegyo, hvor er du nuttet,” sagde han med et lille grin. Jeg så forsigtigt på ham, men surmulede så. Jeg var ikke nuttet. Jeg hadede at blive kaldt nuttet. Kunne jeg dog ikke være noget andet? Kunne jeg dog ikke være født med et lidt mere maskulint ansigt, i stedet for det babyansigt jeg havde?

”Stoler du på din hyung?” spurgte han så og trådte lidt nærmere. Jeg så forsigtigt på ham og mine muskler strammede sig en smule i forsvar. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro…

Kunne jeg stole på Jonghyun?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...