Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74429Visninger
AA

14. Mørke og Kulde

Det var begyndt at blive koldt udenfor. Det var helt mørk og det eneste lys jeg kunne se, var lyset fra lygtepælene. Det var ikke til meget hjælp, når jeg slet ikke anede, om jeg var i nærheden af Taemin eller ej. Han kunne allerede være i den helt anden ende af kvarteret, hvis jeg kendte ham ret.

Jeg kunne pludselig mærke noget, der landede på min næse. Jeg gispede lydløst og rettede mit blik mod himlen. Det var regn. Det var begyndt at regne. Det regnede skam ikke bare en lille smule, nej. Det stod ned i stænger! Dråberne ramte jorden hårdt og blev knust. Ligesom den måde, jeg havde knust Taemins hjerte.

”Fuck. Taemin bliver syg og gennemblødt,” hviskede jeg stille, uden at tænke på mig selv, der også kun havde en skjorte på og et par jeans. Jeg vidste, at Key helt sikkert ville slå mig ihjel for, at hans lille baby blev syg. Så jeg kunne vel ligeså godt ringe til ham med det samme, og fortælle ham alt hvad der var sket. Jeg havde allerede fundet min mobil frem.

”HVAD SIGER DU, DER ER SKET MED MIN BABY?!”

Jeg havde ikke engang sagt specielt meget, før Key bare skreg i den anden ende af røret. Jeg sukkede irriteret og tog mig til panden, jeg fortsatte dog med at kigge omkring mig. Jeg stod i læ under et stort træ, imens de andre mennesker, der gik forbi, havde paraplyer.

”Aiish, Key. Jeg har jo sagt, at jeg bliver ved med at lede efter ham, bare rolig!” sagde jeg og så på mit armbåndsur. Jeg bed mig selv i min underlæbe. Det var ved at blive sent, og de andre var allerede kommet tilbage til lejligheden igen. Klokken var over midnat. Det ville ikke ende godt, hvis jeg ikke snart fandt Taemin.

”Skynd dig nu, Taebaby må ikke blive syg… Han er sikkert bange, han har det jo ikke så godt med mørke,” sagde Key lavt. Jeg blev lidt ked af det. Jeg kunne høre, at Key var urolig og bange. Han var også bekymret for Taemin, det var sikkert. Jeg ville helt sikkert ikke vende om, ikke før jeg havde fundet Taemin. Selvom der var langt hjem nu, så ville jeg helt sikkert finde Taemin! Vores maknae skulle ikke sidde et sted ude i regnen og fryse halvt ihjel. Det hele var min skyld, og jeg ville helt klart rette op på det.

Jeg kunne ikke styre mine lyster, med Sekyung. Jeg nåede dog at stoppe mig selv, før jeg kom til at fortryde det. Jeg ville ikke have Sekyung, jeg ville have Taemin. Selvom Taemin nok ikke var klar til den slags, så ville jeg helt sikkert vente på ham. Jeg ville vente på, at han blev klar.

”Jeg skal nok skynde mig, Key-ah,” sagde jeg og lagde på og puttede min telefon tilbage i min gennemblødte lomme. Min mobil ville helt klart gå i stykker af al den fugt, men jeg skænkede det ikke en tanke. Taemin sad ét eller andet sted ude i mørket og frøs.

”Taemin!” fortsatte jeg med at kalde.

”Undskyld mig, herre… Har De lyst til at købe en paraply?” spurgte en ældre mand, der så en smule fattig ud. Han havde en hel kurv fyldt med paraplyer. Jeg så på ham og på den paraply, han rakte frem.

 

Taemin P.O.V.

 

Jeg sad op ad muren til en tilfældig forretning. Der var selvfølgelig lukket og mørkt indenfor, men jeg var ligeglad. Jeg havde bare lyst til at forsvinde ind i mørket. Jeg ville bare væk fra alting! Jeg ville væk fra Jonghyun. Væk fra Sekyung. Væk fra det de lavede, og de lyde de gav fra sig inde på Jonghyuns værelse.

”Jeg hader dig, hyung,” hviskede jeg lavt og tog mig til hovedet imens jeg græd. Regnen landede i mit hår og gennemblødte det, hvorefter dråberne gled ned i ansigtet på mig og blandede sig med mine salte, knuste tårer.

”Hyung, du har gjort alle de ting ved mig i dag… Alligevel kan du slet ikke lide mig? Du har stjålet mit hjerte, givet mig en ubeskrivelig nydelse, og så vælger du Sekyung,” hviskede jeg helt lavt og så ned i jorden. Jeg rystede over hele min krop af kulde, jeg nøs også et par gange, men jeg var ligeglad om det så skulle regne hele natten. Jeg gik ikke nogen steder. Jeg blev siddende, hvor jeg var.

Hele natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...