Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74156Visninger
AA

18. Maknaens vrede

Taemin P.O.V

 

Jeg surmulede irriteret, da Jonghyun forlod mit værelse. Hurtigt. Jeg surmulede ikke kun, jeg var faktisk ked af det. Han stoppede pludselig med at kærtegne mig, og flygtede fra mig. Var det fordi, at jeg var mig? Den lille baby? Var det fordi at jeg var en dreng? Ja, det måtte være derfor. Fordi vi var så forskellige, og alligevel ens. Vi passede ikke sammen. Selvom jeg så inderligt gerne ville have min hyung, så passede vi ikke sammen. På nogle måder.

”Minnie, hvordan har du det?” nynnede Key, idet han nærmest dansede ind på mit værelse. Jeg gispede forskrækket og dækkede mig straks til med min dyne, så han ikke så, at jeg var nøgen.

”Jeg har lavet noget suppe til dig, Taeminnie,” sagde Key og satte sig på sengekanten med et stort smil. Jeg satte mig lidt op, og tog imod suppen. Det duftede herligt, men det gjorde Keys mad for det meste altid. Han var jo min umma. Jeg smilede stort til ham og begyndte at spise af den varme suppe.

”Ved du hvad der er galt med Jonghyun?” spurgte Key og hævede et øjenbryn. Jeg var straks ved at få suppen galt i halsen, men jeg så da bare på Key, imens jeg lavede et forvirret blik. Jeg rystede da bare på hovedet. Jeg vidste godt, hvad der var galt med Jonghyun… Han havde fortrudt de ting, han havde gjort ved mig. Jeg vidste det bare.

”Okay… Han opfører sig bare lidt mærkeligt, men kommer du ud til os, når du engang er udhvilet?” spurgte min umma og smilede stort. Jeg smilede tilbage og nikkede så. Key sagde ikke mere, men gik bare ud af mit værelse, med et tænkende blik. Han anede virkelig ikke, hvad der var galt med Jonghyun.

Jeg vidste det, han fortrød det han havde gjort. Han gav mig min første nydelse. Han stjal mit første kys. Derefter fortrød han det hele! Han brugte mig jo bare! Jeg hadede ham så inderligt, da jeg indså sandheden.

”Jeg hader dig, hyung…”

 

Jonghyun P.O.V.

 

Jeg havde det lidt dårligt med mig selv. Jeg havde nærmest skubbet Taemin væk fra mig, uden den mindste smule omsorg. Jeg skulle måske snakke til ham om det. Han var måske lidt ked af det, han var jo ikke så forstående for den slags. Han var vores maknae, og vi måtte passe på ham. Jeg glemte det bare af og til. Han var få centimeter højere end mig, og det gjorde at jeg tit glemte, at han var tre år yngre.

”Tae, har du det bedre?” spurgte Minho pludselig. Jeg gispede lavt, da jeg så Taemin komme gående ind i stuen, hvor jeg sad i sofaen. Han smilede varmt til Minho og nikkede. Han lagde slet ikke mærke til mig. Han forsøgte at ignorere mig, det vidste jeg. Især da han gik forbi mig, uden så meget som at se på mig.

”Taemin,” sagde jeg og rejste mig, for at gå efter ham. Han stoppede først op, da han stod ved køleskabet i køkkenet, for at tage en bananmælk. Jeg stoppede ham fra at gå videre, uden at se på mig. Jeg stillede mig lige overfor ham, men kun fordi at vi var alene i køkkenet. Jeg lagde mine arme over kors, og Taemin så endnu ikke på mig, men så bare lige ud i luften.

 

Taemin P.O.V.

 

”Hvad er der galt, Tae?” spurgte han imens han så på mig med et alvorligt, men alligevel blidt, blik.

”Ikke noget,” sagde jeg koldt og bakkede et halvt skridt væk fra Jonghyun, uden at se på ham. Overhovedet.

”Yah! Du skal ikke være sur på din hyung!” sagde han straks.

”Det er jeg ikke…” mumlede jeg lavt.

”Jo du er…”

”Nej…”

Vi kunne blive ved med at diskutere til verdens ende, men Jonghyun besluttede sig for, at trække mig ind til ham, for at give mig et varmt, trygt kram. Jeg lukkede da straks mine øjne stramt sammen, uden at lægge mine arme over eller omkring ham.

”Vil du ikke nok lade være?” mumlede jeg bare, for at få ham til at stoppe, før jeg begyndte at græde. Jonghyun gav dog straks slip på mig, og trådte et skridt tilbage, da han så, at jeg ikke ligefrem var i krammehumør.

”Undskyld…” mumlede han lavt. Jeg svarede ikke, jeg så ikke engang på ham, men undgik ham bare fuldstændigt. Både med berøringer og blikke.

”Taemin…” sagde han forsigtigt da han kunne mærke, at jeg faktisk var irriteret, eller måske ligefrem sur. Rasende. Skuffet. Trist. På randen til at græde. Det var på det tidspunkt, at jeg ville ønske, at han ville blive ved med at holde om mig, selvom jeg sagde at han skulle lade være. Han skulle kramme mig, imens jeg græd i hans arme og slog løs på hans bryst, med mine svage arme.

”Aissh, sig til, når du ikke er vred på mig længere!” sagde Jonghyun vredt og vendte da straks op, for at vandre ud af køkkenet igen. Jeg så diskret efter ham, med et trist blik.

Yeah right, jeg vil aldrig tale til dig igen.

Jeg hader, at jeg har forelsket mig i dig, hyung.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...