Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74281Visninger
AA

43. Ingen trøst

Mit hjerte hamrede ufatteligt hurtigt, jeg vred mig, vendte mig, sparkede. Jeg følte, at min dyne havde fanget mig, ligesom mine tanker i min drøm havde. Min drøm, der var et mareridt. Jeg kunne mærke mine tårer, det var ned ad mine kinder, jeg kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at slå hurtigt og hårdt, for hvert sekund der gik. Helt indtil, jeg vågnede.

”Y… Yaaah!!” udbrød jeg og satte mig straks op i min seng. Min vejrtrækning var hurtig, jeg var helt forpustet. Jeg svedte på min pande og ned ad mit bryst, som havde gennemblødt min nattrøje. Jeg rystede helt, og var så bange og så ked af det. Jeg tog mig til hovedet og lukkede mine stramt øjne i, og forsøgte at få vejret. Bare Jonghyun ikke var vågnet, han ville blive så rasende.

”Mmh… Tae…?”

Jeg gispede. Jonghyun var vågen, han var helt sikkert rasende. Han ignorerede mig ikke længere, men var helt sikkert vred på mig. Hvad skulle han ellers være? Efter jeg havde sagt de ord til ham…

”Jeg hader dig!”

”N-Nae…” hviskede jeg lavt og rettede forsigtigt på min nattrøje med mine røstende hænder. Jeg kunne slet ikke holde mig i ro, jeg var virkelig bange, virkelig ked af det. Jonghyun satte sig op i sin seng, kørte sin ene hånd gennem sit hår. Han rettede da sine trætte øjne mod mig, og jeg kunne mærke hårene på min ryg, rejse sig.

”Aissh, Tae. Jeg prøver på at få noget søvn,” hvæsede Jonghyun koldt til mig og trak straks sin dyne over sig igen. Mit blik rystede en smule. Jeg nikkede forsigtigt og lagde mig langsomt ned igen, imens jeg fortsat rystede over hele min krop.

Jeg vidste det. Jonghyun hadede mig, selv på det tidspunkt, hvor jeg havde mest brug for ham. På det tidspunkt, jeg var så bange, at jeg lå og græd for mig selv, helt lydløst, så jeg ikke skulle vække Jonghyun igen. Jeg lukkede mine øjne stramt i, og forsøgte at tage tilbage til drømmeland, og glemme alt om Jonghyun og det mareridt, jeg lige havde haft.

Jeg snakkede ikke med Jonghyun hele morgenen eller formiddagen. Han så heller ikke på mig, så hvorfor overhovedet snakke med ham? Jeg hadede ham, han hadede mig. Jeg havde jo selv fortalt ham, at jeg hadede ham. Jeg var selv skyld i det, så hvorfor var jeg sur på ham? Hvorfor hadede jeg ham sådan? Jeg elskede ham jo, og mit hjerte slog stadig hurtigt for ham, og kun ham. Jeg havde brug for at komme lidt væk, så jeg var taget ud at gå en tur, for mig selv. I den stille, dejlige ro.

”Taemin?” sagde en bekendt stemme, som straks brød stilheden omkring mig. Jeg så mig rundt, og fik øje på Daehyun, som stod nogle få meter fra mig og smilede. Jeg smilede straks tilbage.

”Annyeong, Daehyun hyung!” sagde jeg og gik hurtigt over til ham. Jeg havde ikke set ham siden dengang på caféen, men Jjong ville nok heller ikke have, at jeg så ham. Han kendte jo ikke sandheden om ham, ligesom jeg gjorde.

”Har kæben det bedre?” spurgte jeg da vi gik, og hentydede til, dengang Jonghyun nærmest smadrede sin knytnæve i kæben på ham. Han grinede bare lidt.

”Ja, men det tog nu et par dage,” grinede han, jeg undskyldte dog straks min hyungs opførsel.

”Du skal ikke undskylde det, han gjorde det jo fordi han elsker dig, ikke?” sagde han med et stort smil og begyndte at grine lidt. Jeg sænkede straks mit blik og rystede på hovedet.

”Ikke længere,” mumlede jeg. Daehyun så på mig alvorligt, og hævede et øjenbryn, mistænkeligt og nysgerrig.

”Hvorfor nu ikke det? Det er ikke alle, som vil slås om en person,” sagde han. Jeg stoppede op og lukkede mine øjne stramt i.

”Han elsker mig ikke længere, han hader mig… Han ignorerer mig fuldstændigt,” hviskede jeg lavt. Daehyun lagde en hånd på min skulder, for at trøste mig. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men mine tårer begyndte at løbe ned ad mine kinder.

”Jeg elsker ham så meget, og nu mister jeg ham,” hviskede jeg lavt og slog straks mine arme omkring Daehyun i et stort kram, for at finde trøst. Jeg fandt den, men vidste ikke, hvem der stod og så på, med jalousi i hjertet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...