Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74291Visninger
AA

15. Forfulgt

Der skød en smerte op gennem min ryg. Smerten havde været der i de fem timer jeg havde sovet. Da jeg åbnede mine øjne, var det endnu mørkt. Det var sikkert meget tidligt om morgenen, fordi Solen var endnu ikke stået op. Selvom jeg faktisk havde sovet, så havde jeg det som om, at jeg ikke havde lukket et øje i flere dage. Hele min krop gjorde ondt, eftersom jeg bare havde siddet op af den bygning hele natten. Regnen stod stadig ned i stænger, så der var ikke én centimeter af mit tøj, min krop, der ikke var gennemblødt.

”Achu!”

Jeg snøftede en enkelt gang. Jeg var ved at blive forkølet, hvis jeg ikke allerede var blevet det. Jeg havde det lidt svært ved at se, hvor jeg var henne. Jeg kendte ikke området ret godt, og det var stadig mørkt omkring mig. Lygtepælene lyste dog, men det var ikke helt nok til at oplyse alting omkring mig.

Jeg var bange.

Der gik ikke ret mange folk rundt, og dem der gik rundt, så alle lidt skumle ud på hver sin måde. Nogen af dem sendte mig endda blikke, som om de ville spise mig. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigt af frygt, da en af dem pludseligt havde kurs mod mig. Jeg gispede lavt og rejste mig op, trods min krop ikke ville som jeg ville.

”Pis,” hviskede jeg lavt og begyndte at løbe væk fra den retning, hvor den mystiske mand kom fra. Jeg løb ikke ligefrem, jeg vaklede nærmere. Min krop var stadig træt, og slet ikke klar til at løbe. Jeg var desuden også svimmel, og regnen der fortsat stod ned i hovedet på mig, gjorde det ikke meget bedre. Jeg turde heller ikke råbe efter hjælp, da ingen sikkert ville komme for at hjælpe mig, som manden halede ind på mig. Han kom nærmere og nærmere. Hver gang han løb under en lygtepæl, kunne jeg se hans grumme, ækle smil. Jeg brød mig slet ikke om det, og det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg ville pludselig ønske, at jeg var blevet hjemme. Selvom jeg skulle høre på Jonghyun og Sekyung.

Jeg så mig tilbage efter den grumme mand, der fortsat løb efter mig. Han var kommet nærmere end sidste gang, jeg så mig tilbage. Jeg var blevet forpustet alt for hurtigt, på grund af mit hamrende hjerte og min trætte krop. Hvis jeg ikke var vågnet, hvem ved så, hvad der ikke allerede ville være sket med mig? Jeg ville så gerne hjem! Jeg anede bare ikke, hvilken vej det var! Det var så mørkt, jeg kunne ikke holde til at løbe meget mere. Manden løb fortsat efter mig, han var fuld af energi. Jeg lukkede mine øjne stramt i, for at holde mine tårer tilbage.

Jeg er ikke en baby. Jeg er ikke en baby. Jeg vil ikke græde!

BUMP.

Jeg turde slet ikke åbne mine øjne, da jeg pludselig stødte ind i én, og to arme straks blev grebet fat omkring mig, stramt og fast. Jeg slog blot svagt mod brystkassen på den person, der havde fat i mig. Han var lige så våd og kold, som jeg var. Der var dog noget mystisk, han gjorde intet, han omfavnede mig bare stramt, imens jeg kunne mærke nogle dråber lande på min ene skulder. De var varme, og gik gennem mit tøj til min hud. Jeg åbnede da mine øjne, og opdagede min hyung, der stod og krammede mig stramt ind til sig. Jeg fik store øjne, da han bare fortsatte sit kram, imens han græd helt lydløst.

”H-Hyung…”

”Jeg er så ked af det, Taemin. Tilgiv mig, jeg vil aldrig gøre det mod dig igen! Jeg har smidt Sekyung ud af mit liv, så vil du ikke nok komme tilbage hos os?!” græd han, imens han rettede mit ansigt mod hans. Han græd faktisk. Det var ham, ikke mig. Jonghyun havde dog også den vane med, at når han først var begyndt at græde, kunne han ikke holde op igen. Denne gang, begyndte jeg dog også at græde, imens jeg gemte mit ansigt i hans skulder.

Jonghyuns hulken blev dog straks stille, idet han strammede sit greb omkring mig. Jeg gispede forskrækket og så på hans ansigt. Hans ansigt var fuldstændig koldt og hårdt, idet han så hen på manden bag mig, der var løbet efter mig. Jeg kunne mærke, at Jonghyuns arme bevægede sig lidt ned på min ryg, for at kramme mig endnu mere beskyttende ind til sig. Hans arme var stærke, så manden bag mig, bakkede straks væk, med et irriteret blik i ansigtet. Jeg lagde da mærke til, at Jonghyuns tøj var gennemblødt, selvom han havde en paraply i hænderne. Desuden havde han poser under øjnene, han var træt. Jeg kunne da konkludere, at han havde ledt efter mig længe. Jeg fik lidt dårlig samvittighed.

”Lad os gå hjem, Taemin,” sagde Jonghyun koldt, uden at fjerne sit blik fra manden, der heller ikke fjernede sit blik fra os. Jeg var stadig en lille smule stivnet. Jeg blev stående, og så forsigtigt på Jonghyun.

”Hyung, hvad med Sekyung?” spurgte jeg lavt og så en lille smule væk fra ham. Jonghyun tog dog straks fat i min kind og vendte forsigtigt mit ansigt mod hans. Jeg tøvede lidt, men rettede så mine øjne mod hans. Hans blik var bekymret og en smule trist. Undskyldende.

”Jeg sagde jo allerede, at jeg har smidt hende ud, Tae… Der skete ikke noget, det lover jeg. Jeg vil ikke have Sekyung,” hviskede han og lagde endnu engang sine arme omkring mig, helt blidt, imens han hvilede sin pande mod min. Jeg kunne mærke, at mine kinder begyndte at brænde ganske svagt, men kun lidt.

”Hold op med at lyve for mig, hyung. Det var jo hende, der gav dig rejsning,” mumlede jeg lavt. Jonghyun fik et skævt smil over sine læber.

”Undskyld jeg løj for dig… Den der gav mig erektion, var dig, Tae,” hviskede Jonghyun. Jeg gispede i samme sekund og så på ham med store øjne. Da var det, at jeg for alvor fik røde kinder. Det blev blot værre, da hans læber blidt rørte mine, og hans greb omkring mig blev strammet endnu mere. Jeg kunne ikke lade være med, at tage fat i hans våde skjorte, for at trække ham nærmere.

Langt om længe, kyssede han mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...