Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74279Visninger
AA

6. Danseundervisningen

Dansesalen havde vi desværre ikke helt for os selv. Der var os, vores danselærer og nogle få andre elever. Vi var de eneste drenge, resten var piger. Piger, som konstant lagde an på mine hyungs. De lagde ikke an på mig, jeg var jo bare en baby, i forhold til mine hyungs. Også selvom Minho kun var ét år ældre end mig. Der var en af pigerne, Sekyung, hun forsøgte kontant at få Jonghyun til at lægge mærke til hende. Hun dansede godt, men alt for overdrevet. Nårh jo, og så hadede hun mig. Fordi jeg var den bedste danser på hele holdet.

Nu hvor vi snakkede om dem, der var gode til at danse, kunne vi også lige tage de dårlige med. Jonghyun og Minho. Minho var dog god til at huske dansetrinnene, i forhold til Jonghyun. Han var den dårligste af os alle. Uff! Det tog ham altid hundrede år om, at huske bare trinnene til én sang!

”Jonghyun, for sidste gang! Det er den forkerte rækkefølge!” råbte vores danselærer, en smule skrapt. Jeg så forsigtigt over på Jonghyun ud af min øjenkrog. Hans pande og hals var perfekt dækket med små sveddråber, imens han var en anelse forpustet.

Det mindede mig pludseligt om… Dagen før…

”Kan du ikke bare danse en lille smule mere som Taemin?” sukkede danselæreren, der faktisk roste mig på en måde. Det var lidt skræmmende, vores danselærer noona var nogle gange en lille smule skræmmende. Dog mest når hun skældte ud.

”Mianhae, noona,” mumlede Jonghyun lavt uden at se på vores danselærer. Hun sukkede opgivende og så på det store ur, der hang over udgangen.

”Ah, timen er allerede forbi!” sagde hun. Jonghyun jublede kort med et skævt smil, men mistede hurtigt smilet, da træneren sendte ham et koldt, hårdt og ondskabsfuldt blik. Hun så da over på mig med et stort smil og stillede sig hen foran mig.

”Taemin, vil du ikke nok blive her lidt længere? Så kan du lære din hyung, hvordan man gør det rigtigt,” sagde hun med et smil. Jeg sank en lille klump, ved hendes ord. Skulle jeg blive der? Sammen med Jonghyun? Helt alene? Det ville virkelig blive akavet, ville det ikke? Især efter det, der var sket den samme morgen, kun for få timer siden.

”N-Nae,” mumlede jeg lavt. Danselæreren smilede straks stort til mig, og gik lidt væk fra mig. Hun vinkede da tegn til de andre elever om, at de kunne gå i bad. Jeg stod bare tilbage, uden at røre på mig. Jonghyun ærgrede sig bare enormt, men først da danselæreren var gået.

”Lad os komme i gang,” sagde jeg bare, koldt, idet jeg stillede mig nogle meter overfor Jonghyun og rettede lidt på mit sportstøj. Det var et par løse knæbukser og en løs, langærmet, hvid trøje. Jonghyun, derimod, gjorde ligesom de fleste fyre, der havde kroppen til det. En tætsiddende, sort tanktop og et par sorte sweatpants.

”Aissh, behøver vi virkelig?” spurgte Jonghyun irriteret og kløede sig i nakken. Jeg svarede ham slet ikke, men så bare tomt ud i luften med et koldt blik.

”Lad os komme i gang, sagde jeg,” mumlede jeg irriteret. Jonghyun så på mit med et overrasket blik. Han tog da fat i mine kinder og hev lidt i dem, for at få mig til at smile.

”Hvad er der galt, Taebaby? Lad mig nu få et lille smil,” nynnede han glad med et smukt smil, hvorefter han så på mig med sine mørke hundehvalpeøjne. De øjne kunne gøre enhver pige blød i knæene, og han vidste, at jeg heller ikke kunne modstå dem. Så jeg brugte bare hans svaghed; mit nuttede ansigt. Jeg gav ham et nuttet blik, imens jeg surmulede sødt.

”Aegyo! Så nuttet!” sagde han og krammede mig straks i sine stærke, muskuløse arme. Jeg kunne pludselig dufte den fantastiske duft af hans sved, der stadig løb ned over halsen på ham. Jeg kunne mærke hans hjerte slå, blidt og roligt, mod mit bryst. Det fik mine kinder til at brænde helt svagt, og de blev røde.

”H-Hyung,” mumlede jeg lavt, og Jonghyun løsnede sit greb en smule, imens han så mig ind i øjnene, med et bekymret blik.

”Undskyld, Tae. Var det for hårdt?” spurgte han lavt. Jeg bed mig selv hårdt i min underlæbe og så væk. Jeg håbede virkelig ikke, at han lagde mærke til den bule, jeg havde fået i mine bukser…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...