Handyboy {JongTae}

Taemin er altid blevet kaldt for "Den uskyldige lille baby", og han er træt af det! Så sker det, at han bliver forelsket i Jonghyun, en af hans fire bofæller. Jonghyun er ikke ligefrem det, man vil kalde for uskyldig. Dog passer han på Taemin, som han var et lille barn, og det skaber problemer for Taemin. Han er uigenkaldeligt forelsket i Jonghyun, der nærmere er som en storebror, eller en far, for Taemin. Vil Jonghyun lade være med at se på Taemin som et barn, og endelig acceptere hans følelser? [ADVARSEL! Note: Denne historie er ikke for folk med sarte sjæle, da den kan indeholde ting, der ikke er for alt for små børn... Så er I advaret. Nogle scener er for 11+, imens andre er fra 15+. Jeg skriver ikke advarsler ind i selve historien.]

227Likes
2727Kommentarer
74156Visninger
AA

22. Busted!

Solen skinnede ind af nogle af vores vinduer, og ramte mit ansigt. Det var tidligt morgen, det kunne jeg fortælle ud fra Solens skarphed. Jeg lå stadig på sofaen, hvor jeg var faldet i søvn, med Jonghyuns dejlige ånde i nakken, der ikke længere duftede af pebermynte. Hans ånde gav mig de dejligste kuldegysninger, over hele min krop. Jeg forsøgte at rejse mig fra sofaen, før Key og de andre vågnede, men jeg kunne ikke. Jonghyuns ene arm var omkring mig, og den anden af hans hænder… Nede i mine boksershorts, imens de havde fat et helt forkert sted.

Jeg bed hårdt i min underlæbe, idet jeg tog fat i Jonghyuns håndled på den hånd, der var dernede.  Måske var det derfor, jeg havde sovet så godt den nat? Det lykkedes mig da endelig at få hans hånd op, men den anden arm var stadig stramt omkring mig. Jeg sukkede lavt og så tilbage på ham. Hans øjne var halvt åbne, men han sov. Han havde jo den der vane med, at sove med øjnene åbne. Ligesom jeg havde en vane med, at tage mit tøj af i søvne. Dog havde jeg ikke gjort det den nat, da jeg nok ikke havde været i stand til at bevæge mig ret meget, uden at vække Jonghyun.

”Hyung, vi skal op,” hviskede jeg lavt til ham og vendte mig om, for at kysse hans pande. Han smilede svagt, hvorefter han åbnede sine øjne helt op, og så på mig med hans smukke hundehvalpeøjne. Han lagde begge sine arme omkring mig, og krammede mig stramt ind til sig, imens han hvilede med sit ansigt mod mit hår, for at sove videre. Jeg grinede lavt af ham.

”Hyung, vi skal altså op… Før Key og de andre vågner,” sagde jeg.

For sent.

Jeg hørte døren til Keys og Jonghyuns værelse gå op, og ud kom en Key, der allerede havde redt sit hår perfekt, fået tøj på, og lysvågen. Klar til at lave morgenmad til os alle sammen.

”Shot, Jjong…” hviskede jeg til Jonghyun, som selvfølgelig allerede var faldet i søvn igen, med sine arme stramt omkring mig, imens han mumlede nogle ting, jeg slet ikke kunne tyde. Han mumlede i hvert fald mit navn en gang eller to… Måske tre.

”YAAAAH! MINNIE! KOM VÆK FRA HAM!” skreg Key, da han opdagede mig og den sovende Jonghyun, der ikke havde tænkt sig at give slip på mig uden kamp. Jeg gispede og rettede straks mit ansigt mod min Key umma, med et bange og bekymret blik. Key blev straks rasende, og gik over mod os med hastige skridt, hvorefter han begyndte at slå løs på Jonghyun, for at vække ham.

Jonghyun mistede da grebet om mig, og jeg trillede ned på gulvet, med et lille bump. Jonghyun tog straks paraderne op, for at beskytte sig selv mod Keys endeløse slag.

”Yaah! Key-ah!! Stop!” udbrød Jonghyun.

”Hvad har du lavet ved min lille baby?!” råbte Key rasende, og vækkede mine to andre hyungs, det kunne jeg da regne ud. Jeg bed mig selv i min underlæbe og satte mig så op på gulvet.

”Key umma! Han har ikke gjort mig noget!” løj jeg. Det var første gang, jeg havde løjet overfor Key, og jeg havde det ikke ret godt med det. Key stoppede da idet mindste med, at slå på Jonghyun, og de rettede begge to overraskende blikke mod mig.

”Hvorfor ligger I så her på sofaen, tæt ind til hinanden?” spurgte Key alvorligt, og forlangte et ordentligt svar. Hvis jeg ikke fandt på noget, så vidste jeg, at Jonghyun ville være død.

”J-Jeg så bare en gyser i fjernsynet, og turde ikke sove alene… Jeg ville ikke vække dig, Minho eller Onew, og Jonghyun var ikke gået i seng endnu, så…” mumlede jeg lavt og surmulede sødt til Key. Han kunne ikke modstå mit søde ansigt, når jeg surmulede. Det var der ingen, der kunne.

”Aegyo… Okay, jeg tror på dig, Taeminnie…” sagde Key med et smil og krammede mig stramt ind til mig, imens han sendte Jonghyun et dræberblik.

”Næste gang du er bange, så bare væk mig, Minnie… Jeg bliver ikke sur,” sagde Key med et sødt, varmt smil, til mig. Jeg smilede tilbage og nikkede så. Jeg så på klokken, hvis jeg skulle til dans, så måtte jeg skynde mig i bad, og så komme af sted.

”Umma, jeg går lige i bad… Jeg skal til dans,” sagde jeg. Key gav slip på mig og nikkede forstående.

”Så laver jeg morgenmad imens!” nynnede han og drejede om på hælen, for at komme ud i køkkenet. I samme øjeblik, kom Minho og Onew ind i stuen. De var dødtrætte, det var tydeligt. De var også de værste sovetryner vi havde.

”Hvad er det hvide så sofaen?” spurgte Onew pludselig. Mine kinder blev straks røde, idet jeg løb mod badeværelset, og efterlod Jonghyun bag mig. Den måtte han klare! Imens stod Onew og Minho med uforstående blikke.

”Her lugter også af… Pebermynte…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...