Det perfekte tyveri

Moniques mormor er død, men før hun drog til himmels, nåede hun at få lært Monique én bestemt ting; det gode findes i alt ondt. Derfor er Monique også overbevist om, at de folk, der vil dræbe hendes elskede kæreste også har noget godt i sig. Men har de nu også det?
Denne novelle er ikke så lang, da jeg har skrevet den som en skoleopgave, men jeg håber, at det går.(:

3Likes
2Kommentarer
1792Visninger

4. 3.

Jeg vender mig hurtigt mod den for at se endnu en af skikkelserne træde frem og komme nærmere. Han standser lige foran mig og lægger hovedet på skrå. Fører så en hånd op til min kind og kærtegner den.

,,Du er da en meget køn pige,” siger han.

Jeg står helt stille, ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har lyst til at slå hans hånd væk, men er samtidig bange for, hvad der vil ske, hvis jeg gør det.

Hans hoved kommer nærmere mit.

,,No way!” råber Daniel pludselig og hiver fat i mig så jeg nærmest falder ind i ham. ,,Så hellere dø end at lade jer bæster have hende!” hvæser han og holder beskyttende sine arme omkring mig.

Jeg kan mærke hans hjerte banke mod mig ryg. Helt stille og roligt. Overhovedet ikke så skrækslagent  som mit. Han er ikke bange for døden.

En snerren kommer ud af drengens mund.

,,Vil du virkelig gerne dø, Daniel Lorentzen? Vil du virkelig?” spørger han og kommer nærmere os.

,,Nej!” svarer jeg hurtigt for ham, da jeg er bange for om Daniels svar ville have været det modsatte af mit.

Jeg træder igen ud af Daniels beskyttende arme, der kun modvilligt lader mig gå.

,,Jeg skal nok betale min gæld… på en anden måde end dén måde, hvis I lader Daniel gå.” siger jeg.

’Det gode findes altid i det onde. Jeg husker igen min mormors ord, og ranker ryggen en smule. Så må det gode også findes i ham her, tænker jeg.

Personen foran mig ser ud til at tænke sig om et øjeblik. Så fanger han mine øjne og holder dem fast.

,,Lad gå, så. Men hvis du ikke overholder dit løfte inden for den næste måned, tilhører du os. Er det en aftale?”

,,Det er en aftale,” siger jeg uden at tøve, af frygt for, at Daniel vil bryde ind igen.

Så ses vi Monique,” hører jeg stemmen sige, og derefter ser jeg ham give tegn til de andre om, at de skal gå.

Hvor kender han mit navn fra? Hvem er de egentlig? Hvad er det Daniel ved? Mine tanker er igen en bunke rod.

 

Jeg er i en slags chok. Mine forældre har altid sagt til mig, at jeg skal passe på, fordi der er nogle ubehagelige typer om aftenen, men jeg har altid troet, at sådan noget aldrig vil ske for mig. Men nu… Nu har det lige været ved at ske.

Jeg kan mærke, at Daniel tager mig i hånden og begynde at trække mig mod mit hjem.

,,Daniel?” spørger jeg da vi står uden for mit hus.

,,Ja?”

,,Hvem var de mennesker?”

Han føler sig tydeligvis ikke tilpas over mit spørgsmål, men vælger at svare efter noget tid i tavshed:

,,De var fra banden.” Han kigger på et sted til venstre for ham, så han undgår at få øjenkontakt med mig. ,,Du hørte jo Mikkel den anden dag, så du ved, at jeg ikke er et medlem mere. Men jeg, og for den sags skyld også dig, ved ting som vi ikke burde vide om kuppet i morgen. Derfor ville de slå mig ihjel, de er bange for at jeg skal afsløre dem nu, hvor jeg ikke er med til det mere. Jeg er bare glad for, at de ikke ved, at du også har kendskab til det.”

,,Hvor er det de skal begå indbrud, og hvornår?” spørger jeg så selvsikkert som jeg kan, samtidig med, at jeg kan mærke en knude, der er ved at samle sig i min mave.

Daniel fanger straks mit blik, mens han stopper op og tager mig i armen. Han stiller sig foran mig, så jeg ikke kan slippe væk.

,,Monique! Du er ikke i nærheden af den smykkeforretning mens de begår det indbrud!” siger han strengt, men stopper op, da det går op for ham, hvad han lige har sagt.

,,Smykkebutikken?” spørger jeg overrasket, da jeg ikke havde troet, at de ville begå så store indbrud. Jeg havde troet, at det drejede sig om den lokale tank eller noget lignende.

,,Daniel, jeg bliver nødt til at være der! For min og din skyld.” beklager jeg mig og giver ham det blik han ikke kan modstå. Han sukker opgivende, og hans ellers krydsede arme, falder ned langs siden igen.

,,Okay så,” siger han opgivende. ,,Jeg har vel intet valg. De går i gang i morgen klokken 22:00.”

Jeg kysser ham som tak, og går derefter op ad trappen til min hoveddør. Jeg vender hovedet en sidste gang og sender et luftkys til ham, for så at gå indenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...