Let me be forgiven but not forgotten

Adelaide Stevenson lever et f**king perfekt liv. Og hun hader det. Hendes mor styrer jo totalt ALT! Egentligt er Adelaide den stille og rolige pige, med en drøm om, at komme ud at rejse. En dag for hun nok. På trods af at hun kun er 14, hæver hun sine alle sine penge i forskellige valutaer og stikker af,med sin elskede guitar, for at opleve verdenen.

3Likes
5Kommentarer
3153Visninger
AA

5. Videre

”Addie? Hvad vil du så nu?” spurgte Kirsteen. Det var snart februar og jeg var begyndte at ville noget nyt. Jeg sad og læste Shakespeare i min yndlingssofa da hun kom ind. ”Har du noget i tankerne?” gættede jeg. ”Jeg ville foreslå at du tog til Danmark og fik den 9.klasses eksamen, du stak af fra,” sagde hun stille. ”Det kunne godt være, men jeg vil nu hellere til USA,” svarede jeg i samme tonefald. Det var hvad jeg selv havde tænkt på, men jeg havde ikke villet udtale mig om den ide, da den nok var lidt vild. ”Men hvordan skal det hjælpe dig?” spurgte hun stadig stille. ”Aner det ikke,” indrømmede jeg. ”Men havde jeg vidst det sad jeg ikke her. Det er lysten der har drevet mig i 1½ år nu.” ”Så var det måske på tide at gøre noget andet,” sagde hun. ”Hvad nu hvis jeg tager en måned til USA og går det godt bliver jeg, men går det skidt tager jeg din ide,” foreslog jeg og sådan blev det. Justins Bibers synsvinkel Med hættetrøjen godt nede over hovedet og hænderne dybet nede i lommerne gik jeg langsomt tilbage til hotellet. Jeg havde ingen koncerter i dag. Solen skinnede og det var egentligt for varmt med hættetrøje. Pludselig kunne jeg høre råb og skrig. Jeg kiggede ned af en blindgyde. Tre drenge stod med ryggen til og skubbede langsomt en fjerde person jeg ikke kun se længere ind. De truede ham/hende, men personen svarede bare vredt tilbage. Personen gik baglæns og kunne ikke se hvor hun/han gik og hun snublede. De begyndte nu at slå og sparke hende. Hver gang de slog eller sparkede råbte personen noget som lød som bandeord på italiensk. ”Hey stop!” råbte jeg. De tre drenge vendte sig om. Man skulle tro de lignede bøller, men de lignede mere nogen snotforkælede rigmandsbørn, hvilket nok også var derfor de skyndte sig at flygte i stedet for også at overfalde mig. Jeg gik hen til personen på jorden. Det var en pige. Jeg gave hende en hånd. Hun så ikke for godt ud. Hendes kind blødte, tøjet var revnet og hun trængte klart til et bad. ”Uf! Bare fordi man bevæger sig ud af LAs slum, skal man lide for det,” sagde hun. Det overraskede mig at hun ikke genkendte mig for jeg havde nu taget hætten af. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte jeg bekymret. ”Hvis du kan give mig et bad og en iPhone oplader, så har du redet min dag for anden gang,” smilte hun. Hun havde faktisk et pænt smil. ”Det kan jeg da godt. Hvad hedder du?” spurgte jeg. ”Adelaide Stevenson. Og du?” spurgte hun. ”Justin. Justin Bieber,” sagde jeg. Jeg kiggede afventende på hende, men hun gik bare hen og samlede en taske og en guitartaske op. ”Skulle jeg vide hvem du var?” spurgte hun. ”Altså… Jeg er en af verdens største teen-pop-idoler. Det er mig der synger Baby og Never say never,” forklarede jeg. Vi begyndte t gå hen mod hotellet. ”Hm… Jeg har ikke rigtigt hørt nyt musik i 2 år. Men jeg tror jeg har hørt Baby. Er den ikke sådan her?” sagde hun og sang første vers. ”Jo,” svarede jeg. ”Og nå jo… det er jo også dig der hænger på Violas værelse. Hun er vidst fan,” grinte hun pludseligt. Hun var i godt humør i forhold til at hun for 5 minutter siden var blevet overfaldet. ”Hvem?” spurgte jeg. Hendes ansigt skiftede pludseligt og blev trist. ”En af mine veninder. Hvor jeg dog savner hende,” mumlede hun. ”Jeg troede de fleste boede tæt på deres venner. Ikke fordi jeg selv gør det,” undrede jeg mig. ”Det gør jeg heller ikke. For 2 år siden stak jeg af hjemmefra og så har jeg rejst Europa rundt, spillet på gaden eller arbejdet mig til husly,” forklarede hun. ”Hvor gammel er du lige?” spurgte jeg. ”Jeg fylder 16 den 1. marts. Hvad med dig? Nu har jeg fortalt hvad mit liv indeholder, så vil jeg høre om dit,” spurgte hun. ”Jeg fylder 17 samme dato. De sidste 2 år har jeg været teen-pop-idol og rejst verdenen rundt,” svarede jeg hurtigt. Hun sukkede. ”Vi har vidst ikke de mest normale liv,” grinte hun. Jeg skubbede døren til mit værelse op. ”Kunne jeg låne en iPhone oplader?” spurgte hun. Jeg nikkede og pegede over på min der sad i stikket. ”Tak,” sagde hun og fandt en iPhone 4 frem. Det overraskede mig, at hun levede på gaden, men stadigvæk havde den nyeste iPhone. Hun så mit overraskede blik. ”Jeg havde et godt job og en 3, så jeg byttede mig til den. Treeren fik jeg før jeg stak af. Hvis du har hørt om Billbroad cooperation, har du min far,” forklarede hun. Det havde de fleste. Det var et førende IT firma der tjente styrtende. ”Virkelig? Hvorfor stak du så af?” udbrød jeg. ”Min far var aldrig hjemme og min mor var og er et absolut rædselsfuldt menneske. Er det okay jeg går i bad nu?” spurgte hun. ”Feel free,” sagde jeg bare og smed mig med min iPhone for at spille et ligegyldigt spil. Badeværelsesdøren gik overraskende hurtigt op. Og ud kom hun. Nu var hun en helt anden. Hun var ekstremt… nej drop… okay, smuk. Hendes brune bølgede hår gik til navlen og var lige netop tørt efter en tur med hårtørreren, hendes smukke dybblå øjne var omkranset af et tyndt lag mascara. Hun var iført cowboyshorts og slags uniformskjorte, som passede perfekt til hendes perfekte krop. ”Wow!” kom jeg til at sige. ”Hvad?” spurgte hun og gik hen til sin telefon. Hun ringede op. ”Hej Kirsteen! Er Paul der?” kunne jeg høre hende sige. ”All’inferno. Jeg er afsløret. Okay ja… det gik ikke så godt… Det gider jeg ikke sige… OK, jeg blev overfaldet af en gruppe overklassedrenge… Det er ikke noget slemt… Der kom en og hjalp mig… Nej, hold nu op… Jeg gør som du siger… Godt tak… Jeg venter på du ringer igen,” fortsatte hun i et opgivende tonefald. ”Var det din mor?” spurgte jeg. ”Hvad? Nej! Hende ville jeg aldrig ringe til, selv i nødens stund. Nej, det der var Kirsteen, en slags tante,” svarede hun. Hun gik hen og kiggede undersøgende på sin egen guitartaske. ”Må jeg ikke høre noget?” spurgte jeg interesseret. ”Okay,” sagde hun og fandt guitaren frem. Hun stemte hurtigt og begyndte på en sang jeg aldrig havde hørt før. Den var rigtig god og hun havde den smukkeste stemme og et godt guitarspil. ”Har du selv skrevet den?” spurgte jeg. ”Jep,” svarede hun og hendes telefon ringede. ”Ja, jeg ved det… Det skal jeg nok… Farvel,” sagde hun. ”Nu skal jeg bare finde ud af hvordan jeg kommer til lufthavnen,” grinte hun efter at have lagt på. ”Jeg kan køre dig,” sagde jeg. ”Vil du virkeligt?” smilte hun sit pæne smil til mig. God! Jeg tror at jeg allerede var forelsket i hende der. ”Selvfølgelig,” smilte jeg til hende. Vi gik ned til min bil. Jeg åbnede døren for hende før jeg selv steg ind. Vi havde radioen kørende og når der var en god sang, sang vi begge med. Hvis ikke snakkede vi bare om alt muligt. ”Skal jeg gå med ind?” spurgte jeg. ”Nej, det behøver du ikke. Tusind tak for hjælpen Justin! Jeg fatter ikke hvorfor du gør det, men tak,” smilte hun og kyssede mig på kinden, før hun sprang ud. Jeg kiggede efter hende så længe jeg kunne. Hvorfor spurgte jeg ikke hvor hun skulle hen? Eller endnu bedre om hendes nummer? Jeg slog det væk, men hun dukkede op igen og blev ved med det i flere måneder.

_____________________________________________________________________________________________

Hey! Vil bare lige tilføje at jeg ikke er belieber, men har bare været for meget sammen med nogen. Det smitter! Holder nu fast i mit neutrale standpunkt, så længe jeg er mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...