Let me be forgiven but not forgotten

Adelaide Stevenson lever et f**king perfekt liv. Og hun hader det. Hendes mor styrer jo totalt ALT! Egentligt er Adelaide den stille og rolige pige, med en drøm om, at komme ud at rejse. En dag for hun nok. På trods af at hun kun er 14, hæver hun sine alle sine penge i forskellige valutaer og stikker af,med sin elskede guitar, for at opleve verdenen.

3Likes
5Kommentarer
3151Visninger
AA

28. Rose

7 måneder senere på min egen fødselsdag fødte jeg en lille pige. Mama Rosa havde været en stor hjælp da hun slev havde oplevet det, Viola var bare blevet helt oprevet over at skulle være moster, som hun kaldte det. Men den der nok støttede mig mest var Kirs. Det var selvfølgelig også det nemmeste da jeg jo boede og arbejdede i England, ellers ville Mama Rosa være lige så på. Da jeg havde fortalt Kirs om lejligheden, havde hun straks sagt at jeg skulle blive boende hos dem til jeg havde født. Jeg vågnede efter at have sovet. En sygeplejerske rakte mig hende. Hun var så smuk. Jeg kiggede lykkeligt på Kirs og så ned på hende igen. ”Har vi et navn?” spurgte sygeplejerske. Jeg nikkede fortryllet. Hendes nøddebrune øjne kiggede op mig og mindede mig om Justin. En tåre trillede ned af min kind. ”Må vi høre det?” ”Rose B. Stevenson,” mumlede jeg. Kirs kiggede overrasket på mig. ”Hvor længe har det lige været planlagt?” grinte hun. ”Justin har altid sagt at fik vi en pige skulle hun hedde Rose efter mig, jeg er enig, mere fordi det er et familienavn. Men jeg ville ikke kalde hende det hvis det ikke havde passet. Det gør det. Hun er en Rose,” sagde jeg og rakte hende til Kirs. Kirs så lige så fortryllet ud som jeg. ”Hvad står B. for?” undrede sygeplejersken der kom tilbage med et lille patientbånd hvor der stod Rose B. Stevenson. ”Det er farens efternavn,” sagde jeg hurtigt. Hun nikkede. ”Jeg har noget jeg skal vise dig,” sagde Paul hemmelighedsfuldt, da han kom for at hente mig hjem. ”Hvad er det?” spurgte jeg. ”Det får du at se,” smilte han. ”Paul, tror du Kirs bliver glad hvis vi tager på teatret?” sagde jeg ængsteligt, da jeg bemærkede han kørte mod midtbyen i stedet for nord på. ”Det er ikke det vi skal,” sagde han. Vi standsede på Picadilly Circus. ”Det er din lejlighed,” sagde han. Jeg kiggede op på den øverste etage i huset, hvor jeg vidste den lå. Vi gik ind og tog elevatoren. Og jeg gik forrest ind i lejligheden. Jeg havde været her en del gange før og altid elsket lejligheden. Nu elskede jeg den endnu mere. ”Hvad synses du?” sagde den anden Rose, altså Pauls og Kirses datter på 4. Jeg kiggede mig rundt. ”Bare rolig du har selv betalt,” smilte Kirs. De sad i sofaen de vi kom. ”Jeg har fået A i matematik,” udbrød Johan som er 7 nu. ”Tillykke, men hvor lang tid har i lige brugt på det her?” spurgte jeg. Det var ikke nogen stor lejlighed som sådan. Der var et stort lyst køkkenalrum og stue der samlede hele lejligheden. De gamle træmøbler var udskiftet med moderne møbler og på en væg var der en stor fladskærm. Køknet var også blevet skiftet ud til et fuldt moderne køkken. Alt var i sort træ eller pangfarver, som gjorde det hele hyggeligt. For at løfte farverne og det mørke træ var væggene hvide. Sådan var det hele lejligheden i gennem, selv det der engang skulle være Roses værelse. Det sidste rum jeg kiggede i var biblioteket. Selv der var der lavet helt om. Alle mine arvede bøger og det er mange, da min farmor og jeg delte den interesse og mine egne var stillet på høje reoler og midt i lokalet som nok var lejlighedens næst største stod en sofa, et sofabord en vugge, så Rose kunne ligge og sove mens jeg sad herinde og ikke mindst et klaver og min guitar alt inden for et rundt tæppe der nærmest fik det til at ligne en ø midt i alle bøgerne. ”Fantastisk! Du har virkeligt gjort det godt Kirs,” udbrød jeg. Kirss andet job er nemlig indretningsarkitekt, så jeg kunne gætte det var hende der havde indrettet det. ”Jeg kender jo din stil. Vi har betalt håndværkerne og mændene, som en fødselsdagsgave og ladt dig selv betale møblerne,” sagde hun afslappet. Hun kendte mit kontonummer, fordi hun havde skullet bruge det da jeg arbejdede for dem. ”Vi skal nok få det godt ikke også Rose,” sagde jeg og kiggede ned i min favn, da de var gået. Snart faldt vi ind i en ny hverdag. Jeg arbejdede først på at blive mig selv igen. Derefter startede jeg nærmest med det samme på teatret. Kirs som jeg fandt ud af havde fået kontor nedenunder havde passede hende, mens hun arbejdede. Når der ikke var mulighed for det havde jeg en vugge stående og det var normalt kendt hvad man gjorde hvis hun lå og skreg. ”Addie! Din unge skriger,” lød der så over det hele.  Tiden gik og Rose voksede sig større og jeg steg i graderne. På 4 år hvor jeg nærmest kun koncentrerede mig om at være mor og en god skuespiller var jeg både med i skuespil, musicals, tv-serier og film. I skuespil og musicals havde jeg typisk store roller eller hovedroller, hvor jeg derimod i film og tv-serier foretrak biroller. Jeg blev dog efter hånden ret stor. Spillede både på the Globe og Broadway, som det altid har været min drøm, selvom jeg nu foretrak Picadilly. På kærlighedsfronten skete der nærmest ingenting. Jeg var på date en gang imellem, men da de fandt ud af det med Rose, faldt de fra. Det gjorde ikke noget da jeg alligevel ikke havde tid. Jeg ventede længe på at hun ville begynde at gå, og det gjorde hun sent. Tale var lige i modsætningen, hvilket ikke overraskede mig, da jeg selv havde startet med at tale i sætninger, dog meget usammenhængende, da jeg var 1 år og 10 måneder og snakkede flydende dansk og engelsk som 3årig. Det passede meget godt på Rose. Jeg var den eneste der kunne forstå hende, da hun blev ved med at blande dansk og engelsk sammen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...