Let me be forgiven but not forgotten

Adelaide Stevenson lever et f**king perfekt liv. Og hun hader det. Hendes mor styrer jo totalt ALT! Egentligt er Adelaide den stille og rolige pige, med en drøm om, at komme ud at rejse. En dag for hun nok. På trods af at hun kun er 14, hæver hun sine alle sine penge i forskellige valutaer og stikker af,med sin elskede guitar, for at opleve verdenen.

3Likes
5Kommentarer
3145Visninger
AA

25. Nyt liv igen

Justin lå og sov da jeg vågnede. Han så bare sød ud, men jeg havde en dårlig smag i munden. Det vi havde gjort i går havde vist at vi snart ikke kunne holde mere. Det hele blev bare for meget. Vi havde ikke set hinanden siden sidste eksamen og når vi så endelig mødtes igen gik det hele op i højere enhed. Jeg fortryder ikke vi gjorde det, men blev tiden skruet tilbage ville jeg ikke gøre det. Jeg havde lovet mig selv at vente til ægteskab, som et offer til gud. Ja, kald mig bare mærkelig, men jeg er katolik. Det ene havde bare udviklet sig til det andet og vi havde ladet os rive med. Det var ikke kun på det punkt jeg syntes mit liv trængte til en ny drejning. Det var også med karriere. Jeg var træt af skrigende fans, røde løbere og et vildt liv. Toms og jeg havde snakket om at det måske var nået derud hvor jeg ikke skulle mere. Nu vidste jeg at jeg skulle væk. Jeg ved godt at det ikke hjælper at blive ved med at flygte hele livet og det var altså også sidste gang jeg ville gøre det. Jeg bestilte en flybillet til England og tog et bad og noget tøj på. Så skrev jeg mit livs sværeste besked. Kære søde, elskede Just. Du fortjener intet af det her. Du fortjener ikke mig, du fortjener ikke jeg forlader dig. Det er du for god til. Jeg ved du vil søge efter mig, men lad please vær. Jeg vil lave hele mit liv om og selvom jeg elsker dig virkeligt højt er du ikke en del af det. Lad livet gå sin gang, så godt som den nu kan. Bliver skæbnen dog ved med at føre os sammen vil jeg indrømmet nok give op og blive hos dig forevigt. Let me be forgiven, but not forgotten. Din Rose. Jeg sad i flyet på vej til England. Jeg skulle godt nok først have koncert der om 3 dage. Som jeg lettede fra New York tænkte jeg på de sidste tre år. Uni havde været en rigtig god oplevelse for mig. Her i foråret havde jeg bestået min eksamen med gode karakterer, siden da havde jeg turneret over hele verdenen. Jeg følte mig træt og udkørt bare ved at tænke på hvilket liv jeg havde kørt de sidste 3 måneder. Det hele var ordnet. Det her var annonceret som min sidste koncert. I går udkom min sidste single. En ny version af Let me be forgiven, but not forgotten. Dedikeret til mine fans og Justin. Det var meget hårdere at komme mig over ham denne gang. Jeg var taget hen til Toms med det samme og vi havde været enige. Jeg skulle stoppe. Jeg havde grædt og Toms været så tæt på det som jeg nogensinde havde set ham det. Vi var gået i studiet med det samme og havde arbejdet en nat for at få den klar. Nu stod jeg foran mine fans. Singlen havde solgt flere millioner allerede fordi det var min sidste. Jeg havde troet de ville blive sure, men de var overraskende forstående. Nogen der ikke var forstående var pressen. De forfulgte mig værre end nogensinde. Jeg ville dog lukke munden på dem ved i morgen at gå på skærmen og fortælle at jeg havde valgt at stoppe til fordel for teatret. Det var heller ikke helt løgn. Paul havde foreslået at jeg kom tilbage til Picadilly og det havde føltes så rigtigt. Jeg havde sunget alle mine hit og kom nu til Let me be forgiven, but not forgotten. ”Den her er skrevet specielt til jer og så en dreng. Jeg vil bare sige tak fordi jeg har haft så godt opbakning fra jer og at i er så fantastiske, men jeg kan bare ikke mere. Let me be forgiven, but not forgotten!” Jeg sang og styrtede af scenen så snart den var færdig. Hele mit crew kom løbende hen til mig og lavede en stor gruppekrammer. ”Tak fordi i har udholdt mig så mange år!” næsten tudede jeg. Jeg er normalt ikke en der tuder meget, men i den tid gjorde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...