Let me be forgiven but not forgotten

Adelaide Stevenson lever et f**king perfekt liv. Og hun hader det. Hendes mor styrer jo totalt ALT! Egentligt er Adelaide den stille og rolige pige, med en drøm om, at komme ud at rejse. En dag for hun nok. På trods af at hun kun er 14, hæver hun sine alle sine penge i forskellige valutaer og stikker af,med sin elskede guitar, for at opleve verdenen.

3Likes
5Kommentarer
3165Visninger
AA

2. Flugten

Der gik 2 måneder, så kunne jeg virkelig ikke tage min mor mere. Tanken om at flygte og så rejse rundt i Europa og måske USA havde snittet mig en del gange. Jeg havde kun delt den med Stasia. Nu skulle den tanke altså udleves. Jeg sad oppe længe en nat, til klokken et helt præcis, for at tænke. Efter det pakkede jeg en taske. Et par sorte og et par cowboy jeans,, ligeledes i shorts en skjorte, en rød langærmet, og mine yndlings t-shirts, undertøj, nattøj, converse, en notesblok, min yndlingsbog, noder og mine læsebriller. Der var lige præcis plads til at penalhus, pung, pas, mascara, tandbørste og børste. Jeg pakkede min guitar og gik så i seng. ”Addie! Du skal op nu!” råbte mor-klonen. Jeg gjorde som hun sagde og tog et hurtigt bad. Jeg tog et par slidte jeans, gladiatorsandaler og skoleskjorte på. Skoleskjorte er ens betydning med skoleuniform, bortset fra at det kun var den hvide skjorte med skolens logo på. Jeg tørrede og redte mit lange, brune, bølgede hår og børstede hurtigt tænder og lagde mascara, hvorefter jeg hurtigt kiggede mig spejlet. Jeg mødte mine egne dybblå øjne. ”Nu er det nu!” hviskede jeg til mig selv og smed de ting jeg lige havde brugt i min taske, som jeg bandt en snor om og sænkede ud af vinduet. Det samme gjorde jeg derefter med min guitar, jeg skulle jo ikke komme slæbende med det.  Jeg listede ned på min mors kontor. Jeg fandt mit pas og lagde besked. Jeg er rejst. Hvis i elsker mig, lader i mig værre. Det kan være jeg kommer tilbage en dag, hvis i gør det. Som tiden går videre. Let me be forgiven, but not forgotten. Jeres datter: Addie, skrev jeg. Jeg spiste hurtigt morgenmad pakkede min skoletaske, som om jeg skulle I skole. Så skyndte jeg mig ud og hentede min guitar og taske i haven og ned på stationen, hvor der snart kom et S-tog. Jeg stod på og gik ind til mit og Stasias yndlingssted. ”I dag?” spurgte Stasia forskrækket. ”I den grad. Jeg skifter til mit gamle sim-kort, så mine forældre ikke kan få fat på mig. Jeg får fars Albert, altså fars sekretær til at indbetale på det. Han kan sagtens holde mit nummer hemmeligt. Nummeret er ********, og jeg regner med dig,” sagde jeg. ”Selvfølgelig! Men jeg kommer til at savne dig sindsygt!” sagde hun. ”Du bliver også det eneste jeg kommer til at savne rigtigt,” sagde jeg og krammede hende. Vi snakkede det hele igennem. Jeg fortalte at jeg gerne ville starte med at finde ud af hvor jeg kunne få et liv kørende og vi lavede en liste over steder der kunne passe mig og hvilken rækkefølge. Berlin, Paris, Bruxelles, Amsterdam, Prag, Madrid, Porto, Rom, Dublin, London, endte vi med. Vi skulle begge af ved hovedbanegården, da skolen ligger inde I centrum. Det første jeg gjorde var at gå hen til min fars kontor for at snakke med Albert om mobilen og afleverede min skoletaske, så gik jeg videre hen til en forretning der købte og solgte brugt IT. Jeg havde taget min Mac og mit spejlrefleks med for at få en slat penge for det. Så gik jeg i banken og hævede alle mine penge i forskellige valutaer. I danske kroner havde jeg i alt 35000 nu. Det ville give mig cirka 1500 om måneden i to år. Ikke meget, men jeg måtte vel bare bo på gaden og så videre? Jeg tænkte i hvert fald at det nok skulle gå. Jeg bestilte billetter til Berlin på banegården og snart gik det til Berlin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...