Let me be forgiven but not forgotten

Adelaide Stevenson lever et f**king perfekt liv. Og hun hader det. Hendes mor styrer jo totalt ALT! Egentligt er Adelaide den stille og rolige pige, med en drøm om, at komme ud at rejse. En dag for hun nok. På trods af at hun kun er 14, hæver hun sine alle sine penge i forskellige valutaer og stikker af,med sin elskede guitar, for at opleve verdenen.

3Likes
5Kommentarer
3150Visninger
AA

6. Eksamen

Min synsvinkel Kirsteen havde haft ret. Det var også det første jeg tænkte, da Justin kom og redede mig. Jeg er glad for at der ikke var nogen der forstod de italienske eder, der spruttede ud af mig, da jeg blev slået. For mig var det jo ingenting, jeg havde været udefor lignende før. Hvis jeg ikke havde snublet ville jeg på et tidspunkt have skræmt dem væk. Det første jeg gjorde efter at have været i bad var at ringe til Kirsteen og Paul, for at få dem til at bestille en billet til Danmark, som Kirsteen havde prakket mig på. Jeg ville prøve at få min eksamen på WCS, mens jeg var i Danmark ville jeg bo hos min farmor, som boede i en stor lejlighed midt i København. Hun var enke efter anden ægtemand, og havde arvet millioner. Min farmor og far havde ikke et særligt godt forhold, men hun og jeg havde altid været allierede. Jeg vidste at jeg kunne bo hos hende uden at mor og far ville få noget at vide, i hvert fald ikke før jeg var rejst igen. Inspektør Schmidt Jeg gik smilende ind gennem min sekretærs kontor. ”Der venter dig en på dit kontor,” sagde hun. Jeg havde lige modtaget resultaterne af 9.klassernes before-exam-study-test og det var deres sidste skoledag. Det så virkeligt godt ud. Jeg gik ind på mit kontor. Der sad en pige og spillede på guitar. Så snart hun så mig stillede hun sig op og nejede hurtigt, som alle elever skulle, hvorefter hun hurtigt satte sig ned igen. Hun var tydeligvis ikke ny i dette regime. Jeg kiggede på hendes tøj. Cowboybukser, converse og… skolens skjorte. ”Er du elev? Jeg synes ikke jeg har set dig før, selvom skolen er stor,” spurgte jeg. ”Min søster går her nu ikke?” spurgte hun alvorligt og undveg mit spørgsmål. ”Hvem er din søster?” spurgte jeg. Det var ikke mere end 3 måneder siden jeg havde overtaget hvervet som skoleinspektør, indtil da havde jeg været drama- og fransklære, og kendte derfor nogenlunde en god del af eleverne. Jeg måtte da også indrømme at pigen her virkede bekendt, den måde hende dybblå øjne borede sig ind i mig. ”Min søster er Annabella Stevenson, mr. – ups – inspektør Schmidt,” mumlede hun næsten skamfuldt. ”Annabella, men hun har jo kun…” Jeg stoppede op og tænkte mig om. Annabella have kun en søster, men hun stak jo af. Jeg kiggede endnu en gang på hende. Denne gang genkendte jeg pigen. Sidst jeg havde set hende var hun en stille og bleg mønsterelev, jeg mistænkte for at være psykisk død, bortset fra når hun stod på scenen eller læste op i fransk. Så havde hun været blomstrende og livlig, fuldkommen henrivende. Dette faktum havde gjort hende til en af mine kæledækker. Hendes fransk var fantastisk smukt og hendes talent på scenen kæmpe. Nu kunne jeg se hun var den hun havde vist bidder af når hun var på scenen. Fuldkommen forandret. Øjnene var kloge som ingen andre på hendes alder og selvsikkerheden stod ud af hende. ”Adelaide Stevenson! Men du stak jo af,” udbrød jeg. ”Det gjorde jeg, men nu er jeg tilbage for lidt tid. Jeg ved det ikke er normalt, at i tage folk ind på det her tidspunkt, men jeg vil gerne have min eksamen og jeg kan garantere at jeg kan følge med. Kan du ikke gøre en undtagelse?” bad hun. Jeg kunne se hun mente det seriøst. Jeg tænkte mig om. Det var faktisk muligt, men det krævede at det passede hvad hun sagde. ”Jeg kan godt gøre det denne gang. Men det kræver altså at du består before-exam-study-testene uden læsning og en underskrift af en voksen, selvfølgelig også penge,” sagde jeg. ”Skal der være forældreunderskift?” spurgte hun bekymret. ”Nej, bare en der står indenfor dig. Hvorfor?” svarede jeg. Hun åndede lettet op. ”Jeg er har ikke i sinde at se mine forældre. Men så er det nemt nok. Jeg kan altid få farmor til at skrive under, hvis du ikke kan nøjes med digitalsignatur, farmor har allerede sagt hun vil betale og hvornår skal jeg så testes?” smilte hun. Jeg tænkte mig endnu engang om. ”Du kan blive testet i dag. Hvem skal jeg skrive til for at få den signatur? Magda? Vil du finde Adelaide Stevensons database og finde de skriftlige tests hun skal bruge og lægge dem i speciallokalet?” beordrede jeg min sekretær. ”Du skal skrive til k&pquill@gmail.com ,” svarede Adelaide på det jeg have stillet hende. ”Må jeg spørge hvem det er?” spurgte jeg skarpt. Hun smilte bare fortsat. ”Kirsteen og Paul er en slags onkel og tante. Jeg boede hos dem sidste vinter. Kan jeg få italiensk oveni ” svarede hun let. ”Godt. Det kan du godt. Nu får du 4 timer til de skriftlige og så får jeg fat i dine gamle lærer så du kan få dine mundtlige. Du ved hvor speciallokalet ligger,” informerede jeg undrende. Hun rejste sig og nejede. ”Tak inspektør Schmidt,” smilte hun. 3 timer og 3 kvarter senere fik jeg at vide at hun sad klar udenfor døren. Hvad?! tænkte jeg. Jeg havde været parat til at give hende en time til efter de mundtlige, da det trods alt var en del prøver. Jeg sad klar med den første lære, der skulle give hende mundtlig opgave. ”Send hende ind,” beordrede jeg over min telefon. Så gik vi i gang med de mundtlige. Den eneste hun havde problemer med var matematik. Alle sprogfagene tog hun glat. Hun talte nu dem alle flydende, selv italiensk, som jeg aldrig havde hørt hende tale før. Da jeg kiggede resultaterne igennem kunne jeg se det var det rigtige valg, at give hende den chance. Hvis jeg lagde hendes resultater oveni i de andres, havde jeg et af de højeste gennemsnit vi nogensinde havde haft. Hun havde næsten rene 10taller, nogle 12taller og to store 7taller.  Da jeg rakte hende sin gamle karakterbog smilte hun skævt. ”Underskriften ligger på din indbakke. Det her bliver Kirsteen så glad for at se!” jublede hun. Min synsvinkel Som forventet blev farmor ikke speciel overrasket, da jeg dukkede op. Jeg havde ringet inden for, og der havde hun lovet at betale det min eksamen ville komme til at koste. Hun var tydeligvis stolt af mit lille nummer med at stikke af og vende tilbage efter to år og så få en masse 10taller. Og så fortalte hun om hvordan det gik i familien. ”Din far arbejder og arbejder som altid. Din mor lige så hæslig som altid og din søster ser ud til at gå samme vej som din søster. Hun er alt for forkælet nu. Jeg skammer mig over at det er min nærmeste familie. Men dig kan jeg være stolt af. Så længe du nu bare holder dit hoved i bøgerne,” fortalte hun. Tro mig jeg gjorde, som hun ville have. Jeg skulle over de næste fire uger op i 12 fag. Tre eksamener om ugen.  Det her kommer til at lyde nemt men tro mig jeg sled for mine gode resultater. Min første var dansk, hvor jeg fik 12 skriftligt og 7 mundtligt. Næste geografi 10 i begge. Jeg var heldig med at det hele handlede om Europa. Jeg har ikke strejfet i 2 år for ingenting. 10 i begge i tysk. Så var det samfundsfag hvor jeg igen kunne bruge mine 2 års strejfen og fik 10. Derefter matematik hvor jeg fik 7 i begge, men det fag har jeg heller ikke brugt så meget i de 2 år, og fransk 10 i begge, italiensk fik jeg 4 skriftlig, men 12 mundtligt. Til sidst var der musik, drama og engelsk. Ja musik. Musik var en teoriprøve og så en præsentation. I teori fik jeg 10 og præsentationen 12, så de sidste 2 års slid på musikken havde hjulpet. I drama fik jeg en af Prosperos monologer, jeg snakker Shakespeare, hvilket jeg var godt tilfreds med og fik 12 for. ”Jeg var i England før jul og så et stykke instrueret af Paul Quill. Den aften var hende der spillede Madeleine syg og rollen blev spillet af en formidabel ung dame. Ikke ældre end dig. Du minder om hende,” sagde min mentor. Jeg rødmede svagt. ”Det var mig,” grinte jeg. ”Det var ærligt talt fantastisk spillet, men jeg havde troet du straks var blevet tilbudt en masse roller i stedet for at sidde her,” sagde han. ”Paul og jeg var enige om at tid var noget vi kunne bruge,” smilte jeg. ”Så du kender Paul?” spurgte han. ”Ja, han er en slags hyggeonkel,” svarede jeg. Den sidste eksamen var engelske og hele min klasse skulle op den dag. Farmor fulgte med mig over. ”Hvis du får 12 i begge tager du forbi din fars kontor, og gør du det betaler jeg for din næste flybillet,” sagde hun strengt. ”Deal,” erklærede jeg og smed min taske på gangen. Jeg ville videre allerede i dag. ”Her har du til den. Held og lykke min pige! Jeg skal videre. Vera venter ikke for evigt,” sagde min farmor og krammede mig. ”Og hvis jeg ikke høre fra din far du har været der skriver jeg med det samme nu hvor jeg har dit nummer,” tilføjede hun strengt før hun næsten dansede væk. Jeg kiggede efter hende. ”Du har en sej farmor,” sagde en stemme på engelsk, ved siden af mig. ”Fred!” hvinede jeg. Fred var en fyr, der nægtede at lære dansk. Det behøvede man heller ikke på vores skole, så det var også lige meget. Vi havde brugt meget tid sammen. ”Hvordan går det? Du kan jo umuligt være nervøs. Engelsk har altid været din force,” plaprede jeg. ”Det går godt. Indtil videre er det gået godt. Er du sindssyg Stasia blev statisk da du skrev du var i landet. Jeg har ikke set hende så glad i årevis,” grinte han. Stasia og jeg havde brugt alt den tid vi kunne sammen, mens jeg var der. Jeg vidste at de to var gode venner, selvom Stasia ville mere. ”Stasia betyder virkeligt meget for dig ikke?” spurgte jeg ham. ”Alt. Jeg ved bare ikke hvordan hun har det med mig,” sagde han trist. Jeg fniste. Det var det sædvanlige fnidder. I samme sekund blev døren åbnet og han blev kaldt ind. Ester kom jublende ud og gik glad ind i det rum hvor man ventede til alle var samlet, så karaktererne blev offentliggjort. Det blev gjort sådan da det var sidste eksamen overhovedet. Der blev kørt med flere hold, så jeg blev hurtigt kaldt ind. Den skriftlige havde vi haft dagen før. Jeg klarede det nemt, da jeg trak Londons kulturelle miljø. Her kunne jeg jo snakke teater og musicals, noget jeg havde brugt lang tid på i London, sammen med Paul. Jeg var den sidste, så da jeg kom ind i rummet kiggede alle mærkeligt på mig. Jeg var jo stukket af for lang tid siden, men før det blev helt mærkeligt kom Schmidt ind og så fik folk travlt med at juble og græde. Det var lidt ensomt at se på alle kramme deres forældre og så videre. Jeg sukkede. Jeg måtte hellere få opfyldt mit løfte til farmor. Men først tjekkede jeg lige tog til Kastrup. Da jeg stod udenfor kontoret tøvede jeg kort men gik så ind. ”Hej Albert! Er min far derinde?” spurgte jeg. ”Jamen Addie! Længe siden! Det er vidst ikke gået dig helt af h til. Ja, han er derinde,” grinte Albert til mig. Jeg kopierede først lige mine eksamenspapirer og gik så ind. ”Hej far!” sukkede jeg. ”Addie!” udbrød han helt hvid i hovedet. ”Ja, jeg har lige taget min sidste eksamen og har i så papirer på at jeg ikke er en kæmpe fiasko. De ser nemlig temmelig fine ud hvis jeg selv skal sige det,” sagde jeg ligeglad og rakte ham de ægte. Jeg vidste at så ville de ægte overleve. ”Det er jo helt imponerende,” indrømmede han. ”Tak. Hils mor og søs. Jeg må smutte igen,” smilte jeg og smuttede. Nu ville jeg til Italien og hjælpe Mama Rosa og Viola her i sommer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...