Tempelforbandelsen

Amy lever et helt normalt liv, et ganske kedeligt liv faktisk. Jason, hendes bedste ven er altid klar på at hjælpe hende og lede hende i den rigtige retning. Amys liv tager en stor drejning den dag hun rejser til Cambodja for at opfylde sin drøm om at se et ægte tempel helt tæt på. Denne rejse bringer mystiske og uforståelige ting frem i lyset, en fremmed dreng viser sig i hendes drømme, og et mystisk opkald fra Jason forvirrer Amy yderligere, hvorfor er hun den eneste der kan se at der er noget galt?

3Likes
15Kommentarer
1709Visninger
AA

5. Vent!? Hvad!?

Hvad var der sket med Jason? Hvad mente han med ’vi ses om lidt’? Var han her? Det var jo umuligt, eller var det? ”Amy!” min mors stemme forstyrrede alle minde uendeligt forvirrede tanker ”Amy! Hvor er du?” Jeg maste mig ud imellem rødderne igen og løb hen til min mor ”Her..” jeg var en smule ked af bare at være gået på den måde. Hun omfavnede mig ”Det der.. Gør du ikke igen..” i samme sekund som jeg rystede på hovedet vidste jeg at det ville ske igen. ”Amy, hvor er du? Hjælp mig” jeg kunne tydeligt høre stemmen og jeg så ind i den bygning jeg før havde befundet mig i. ”Kan i også høre den stemme?” spurgte jeg og så rundt på dem ”hvilken stemme?” spurgte min far. Jeg så på min far, havde han virkelig ikke hørt den ”Den.. stemme, den lyder præcis ligesom Jason..” jeg var ved at blive meget bekymret for om jeg var blevet sindssyg, men hvorfor skulle det også ske nu? ”Jason, hvem er Jason?” spurgte min mor og så på mig. Der slog det klik for mig, hvordan kunne de ikke vide hvem Jason var!? Jeg havde kendt ham hele mit liv, han var min bedste ven, jeg var jo sammen med ham i går inden vi tog af sted. Var jeg ikke? Jeg skyndte mig at åbne min telefon for at finde hans nummer, men hvor var hans nummer? Det havde altid lagt øverst på listen, men hvorfor var det der så ikke nu? Jeg var forvirret, mere forvirret end jeg nogensinde havde troet det var muligt. Min mor var begyndt at vifte sin hånd foran mine øjne ”Jorden til Amy..” sagde min mor, hun sænkede først hånden da jeg begyndte at blinke og vende tilbage til virkeligheden. ”Amy, hvad sker der?” spurgte hun med bekymring i stemmen, jeg så bare på hende, jeg kunne mærke tårerne presse på hvorfor var jeg den eneste der så ud til at kunne huske ham? ”Jason.. Jeg må finde ham..” jeg vente ryggen til mine forældre og guiden imens jeg begyndte at kalde på Jason ”Jason.. hvor er du.. Jason?” Jeg var ligeglad med at mine forældre råbte jeg skulle komme tilbage, jeg havde ikke andre end Jason i hovedet. ”Am.. her.. hjælp” hans stemme blev svagere som jeg løb, så jeg vendte 180 grader og løb den anden vej, det begyndte at gå op for mig hvor stemmen kom fra. Det sted Jason havde ringet til mig for sidste gang. Jeg begyndte at mase mig ind imellem rødderne igen, jeg brugte min mobil som lygte, ikke at det var specielt funktionelt men det virkede lige indtil jeg kom i tanke om jeg havde taget en lommelygte med. Jeg begyndte at rode rundt i min taske for at finde den store røde lommelygte jeg havde fået af Jason, jeg kunne ikke helt lade være med at smile, i det mindste var den her stadig. Jeg tændte for lygten og lyste rundt i mørket, alt jeg kunne se var en masse støv og sand og sten der var faldet ned fra loftet, her lugtede gammelt og hengemt, ligesom på et gammelt fugtigt loft. Jeg begyndte at undersøge krogene af bygningen, alt jeg fandt, var nogle gamle vaser og krukker, alle sammen smadrede. ”Jason..?” jeg så rundt ”Jason, hvor er du?” jeg lyste rundt med min lommelygte efter tegn på Jason ”Herinde Am..” hans stemme kom længere inde fra ruinen, jeg gik længere ind, opsat på at finde Jason, om det så tog hele dagen eller ødelagde min ferie, jeg var bare nødt til at vide at han var okay. Jeg fortsatte ind i ruinen, til jeg kom til et stort åbent rum uden tag, så jeg kunne nemt tage det store runde rum i betragtning, egentlig så tror jeg bare taget var faldet ned, for der lå store bunker at sten rundt om på jorden, jeg forestillede mig hvor smukt dette ville have været dengang. Stort og luftigt med fakler på væggene, mennesker over det hele. Midt i rummet stod et stort rundt bord, det var nok det der var mest intakt i nærheden, solen skinnede direkte ned på bordet hvilket fik det til at ligne en scene fra Arthur og sværdet i stenen. Mit blik fangede noget der glimtede under det runde stenbord, jeg gik hen imod bordet for at finde ud af hvad det var der havde fanget min opmærksomhed på den måde. Alt jeg fandt, var endnu en vase, den var ret enkel og egentlig ikke specielt pæn, den var enormt skæv og dårlig lavet. ”Am..” det lød som om Jason stod lige foran mig og sagde mit navn, jeg tabte vasen af ren forskrækkelse så den splintredes i mange hundrede stykker. Jeg så rundt efter Jason, hvorfor var hans stemme her, så tæt på når jeg ikke kunne se ham? Jeg følte det pludseligt som om en usynlig hånd tog fat om mit håndled og trak mig med, ud af det lyse runde rum, tilbage til et mørkere rum jeg ikke havde befundet mig i før. Halvdelen af rummet var oplyst da en af murerne var tæt på at kollapse, men hende i det fjerneste hjørne stod en stor firkantet kasse, der godt kunne minde om en kiste, den var lukket tæt og låst med gamle tunge kæder og en masse sten fra loftet havde lagt sig på den og ved siden af den, et eller andet dragede mig imod denne kiste, det var ikke den usynlige hånd den havde sluppet mig så snart jeg kom ind i rummet. Jeg begyndte at skubbe stenene ned fra kisten, egentlig følte jeg mig lidt som en sørøver på jagt efter en skat. Da jeg havde skubbet den sidste sten af kisten var det som om der var nogen der bankede på låget inde fra kisten, det skræmte mig ret meget og jeg gik i stå for en kort stund, før jeg tog mig sammen til at skubbe kæderne ned, de var slet ikke så tunge som de så ud til. Jeg tog fat i låget med begge hænder, den var tung, men det lykkedes mig alligevel og åbne den, indholdet i kisten var ikke det jeg havde forventet, langt fra. Jeg væltede bagover og kravlede nogle meter væk. Der var en i kisten! Jeg rejste mig langsomt op for at kigge ned i kisten igen, selv i det svage lys kunne jeg tydeligt se at han var levende, hans brystkasse hævede og sænkede sig i et regelmæssigt tempo. Hvor lang tid havde han lagt der og hvorfor lå han der? Jeg tog mod til mig og tændte min lommelygte for at se nærmere på ham. Hans overkrop var bar, dækket af en masse små tegn jeg aldrig havde set før, de små tegn lignede lyse ar på hans overkrop, hvorfor var de der? Nogen måtte jo have lavet dem. Jeg gispede da han åbnede øjnene og så direkte på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...