Tempelforbandelsen

Amy lever et helt normalt liv, et ganske kedeligt liv faktisk. Jason, hendes bedste ven er altid klar på at hjælpe hende og lede hende i den rigtige retning. Amys liv tager en stor drejning den dag hun rejser til Cambodja for at opfylde sin drøm om at se et ægte tempel helt tæt på. Denne rejse bringer mystiske og uforståelige ting frem i lyset, en fremmed dreng viser sig i hendes drømme, og et mystisk opkald fra Jason forvirrer Amy yderligere, hvorfor er hun den eneste der kan se at der er noget galt?

3Likes
15Kommentarer
1711Visninger
AA

4. Angkor Wat

Jeg vågnede med et sæt, jeg troede ikke jeg havde drømt, men smerten var tydelig, angsten for at være alene for aldrig at se lyset igen for aldrig at føle kærligheden. Mit åndedræt var tungt, hvorfor følte jeg sådan lige nu, hvad var der galt med mig? Jeg var bange, men jeg vidste ikke for hvad. Jeg var virkelig forvirret, min mor så det tydeligt da hun kom ind for at fortælle mig at der var morgenmad, i stedet satte hun sig på min seng og spurgte mig hvad der var galt. Jeg kunne ikke forklare hende hvad der var galt, jeg havde det så underligt som om, jeg aldrig skulle blive glad igen. Jeg hoppede i noget rent tøj, uden at tænke videre over at min mor betragtede mig, jeg gik bare ud til min far hvor han sad og ventede på os med morgenmaden klar. Min mor kom ud kort efter mig og vi satte os ned og spiste i stilhed, eller jeg tror i hvert fald nok der var stille. Jeg registrerede det i hvert fald ikke hvis der blev snakket, mine tanker var så langt væk i det ukendte mørke at jeg næppe vidste hvad jeg sad og spiste. Jeg vågnede først rigtigt op da det ringede på døren, det måtte være vores guide der var kommet for at køre os til Angkor Wat, jeg glemte et kort sekund mørket og stormede hen til døren ”Klar til at tage af sted?” Spurgte en høj slank mand, han var faktisk meget pæn med hans lidt brunlige hud og mørke hår, hans mørke øjne havde en dejlig livlig glans. Mine forældre var ved at gøre sig klar til at tage af sted så det valgte jeg også at gøre. Jeg fandt mine ting og pakkede dem i min taske, hvorefter jeg gik ud til guiden igen. De ventede alle 3 på mig, jeg glædede mig utrolig meget til at se Angkor Wat, jeg havde hørt det skulle være en meget smuk ruin. Vi satte os ind i en lidt ældre bil nede foran hotellet, jeg havde lige nået at opfange orden ’guide’ på den dør jeg åbnede for at sætte mig ind. Jeg smilede stort, jeg havde glemt alt om den underlige dreng og mørket. Det eneste jeg tænkte på var Angkor Wat, den fantastiske ruin jeg skulle ud og se om lidt, jeg kunne ikke vente! Spændingen steg som vi kom tættere på, jeg sad klistret til ruden da den store ruin kom til syne, jeg kunne næsten ikke sidde stille så spændt var jeg på at komme helt ind i Angkor Wats hjerte. Jeg var tæt på at hoppe direkte ud af bilen allerede før den var stoppet ”Hov, hov slap af unge dame” sagde guiden og grinede ”Angkor løber skam ingen steder..” jeg vendte mig og så på ham ”Lad os gå ind, det ser ikke ud til at hun kan vente særlig meget længere” han begyndte at gå imod den nærmeste indgang til templet. Jeg fandt kort efter ud af at guiden hed Nhean, ikke fordi det stod på ryggen af ham, men fordi min mor bad ham om at sætte farten ned. Vi gik op imod indgangen, imens jeg holdte nøje øje med alle stenene omkring mig, det her var så fantastisk. Jeg var tæt på at gå fra guiden flere gange da vi kom ind i templet, alting var simpelthen så spændende, han fortalte mig flere gange at jeg skulle følge efter ham i stedet for at gå mine egne veje, det var ikke alle steder der var lige sikre at færdes. Da skete der noget jeg ikke havde forventet, jeg hørte en stemme, en svag hvisken som var båret af vinden. Jeg vendte mig imod det sted lyden var kommet fra, det var præcis den vej Nhean ikke ville have jeg gik. Jeg fulgte efter mine forældre og Nhean da jeg forsøgte at overbevise mig selv om at det var ren indbildning, de andre så jo ikke ud til at bemærke noget. Hvorfor var det kun mig der var ved at blive skør? Jeg så lidt op på solen, måske var det varmen? Jeg rystede på hovedet og så rundt. Stedet var utrolig smukt, og velbevaret taget i betragtning af at det var så gammelt, tanken om at udføre sådan et bygningsværk for så mange hundrede år siden gjorde at jeg elskede disse steder, vi kan ikke engang opføre sådan noget nu, hvordan gjorde de det dengang? Det var så spændende. Nhean gik lidt efter ved siden af mig ”Hva’ har du hørt et ord af det jeg har sagt unge dame?” han smilede, det var et utrolig kønt smil. Jeg rystede lidt på hovedet ”Jeg kender det meste alligevel.. Jeg har bare ventet på øjeblikket hvor jeg kunne se det med mine egne øjne..” jeg så på ham med et skævt smil ”undskyld.. Skal jeg være mere opmærksom hr. guide?” jeg kunne ikke helt lade være med at ligge en drillende undertone idet jeg sagde det. Nhean grinede kort og gik op foran igen, hvor han snakkede videre med mine forældre, han virkede da meget sød. Jeg hørte stemmen igen, den blev svagere jo længere jeg kom væk fra der hvor jeg hørte den anden gang. Hvorfor var den svagere? Jeg overvejede kort om den forsvandt hvis jeg kom langt nok væk, jeg slog dog tanken ud af hovedet og stoppede op for spontant at kigge på et ansigt i væggen. Stemmen var der igen, den hviskede mit navn på en bedende måde som om den ville have jeg skulle komme, som om at den havde brug for hjælp. Jeg begyndte at gå tilbage, mine forældre og Nhean lagde nok ikke mærke til det alligevel. Stemmen lød igen, højere og endnu mere bedende. Jeg satte farten op og så mig kort over skulderen, jeg så efter Nhean og mine forældre da de alligevel var ude af syne smuttede jeg i retning af stemmen. Jeg nærmede mig en et stort træ, som gemte en dør bag sine rødder, den var nærmest begyndt at vokse ovenpå bygningen. Eller okay dør var måske så meget sagt, det var bare et hul i væggen dette træ gemte bag sine rødder. Jeg flyttede rødderne lidt og klemte mig ind imellem dem, der lød det igen en eller anden hviskede mit navn, stemmen lød som en jeg kendte. Jeg fik et chok da min mobil ringede, jeg så på den Jason, hvad ville han nu? Jeg tog telefonen og genkendte straks den stemme jeg lige havde hørt ”Am..” stønnede stemmen i telefonen.. Jason? Var jeg virkelig ved at blive sindssyg? ”Hallo? Jason.. er der noget galt..?” jeg kunne høre en masse biler i baggrunden og Jasons tunge åndedræt ”Vi ses.. om lidt.. Am..” Jeg hørte en høj lyd fra et bilhorn, et bump og så ikke mere af Jasons stemme ”J-Jason? Jason!” jeg knugede om min telefon og skreg hans navn gentagende gange, men svaret kom aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...