Tryghed

OBS: Vidste ikke helt, hvad for en kategori jeg skulle sætte den ind under.

Dette er et niendeklasses afgangsprøvesæt og kravende var, at det skulle være en novelle, den skulle skrives i datid og i 3. person, den foregår en sensommeraften (skumring), og at den fortællet om en hændelse, der medfører, at en eller flere af beboerne beslutter sig for at flytte.

Vidste ikke helt, hvad overskriften skulle være, da overskriften på opgaven er "skumring", og man selv må bestemme, om det skal være det eller en anden.

Historien foregår i starten af 1900-tallet, og på billedet.

Novellen er ikke rettet igennem, men bliver det nok snart.
Sig hvad i mener og kom med konstruktiv kritik. ;)

3Likes
6Kommentarer
1683Visninger
AA

3. Bamse

Han løb så hurtigt han kunne op til døren, og hamrede ivrigt på den. Døren blev åbnet hurtigt, som havde de forventet, at han ville komme, og han blev straks slæbt med ind af et par stærke hænder. Lige så hurtigt, som de havde taget fat i ham, slap de ham igen, og han landede hårdt på det ny polerede trægulv. Han kiggede rædselsslagent op, og fik øje på fire velkendte ansigter over sig. Ét mere velkendt end de andre – Mikkel – og ét mere elsket end nogen anden – Bamse. De to andre tilhørte selvfølgelig hr. og fru Olavsen. Det var fru Olavsen, som holdte Bamse, og hr. Olavsen der havde slæbt Sølle med ind. Det var hr. Olavsen, som begyndte: ”Dig igen. Ved du godt, hvor mange problemer du har skabt os i løbet af hele dit liv?” Sølle rystede på hovedet, og dristede sig modigt til at spørge: ”Må jeg godt få Bamse igen?” Fru Olavsen brød ud i en skarp latter, men stoppede brat, da hendes mand kiggede vredt på hende. Hr. Olavsen talte videre: ”Du ved tydeligvis ikke, hvad der sker, gør du vel? Men nu skal jeg fortælle dig det. Ser du.. Jeg og min kone kendte dine rigtige forældre i mange år. Man kan faktisk sige, at vi var ”bedste venner”. En lille firkløver. Jeg havde før lånt din far penge, da han til tider ikke kunne finde ud af, at betale al sin gæld. Min kone blev gravid, men blev samtidig også syg under graviditeten. Jeg skulle have en arving til alle mine penge, og ville få et dårligt ry, hvis jeg bare lod min kone dø. Så jeg betalte en dyr, meget dyr, operation, så min kone kunne blive rask. Noget tid efter blev din mor gravid – ja, du har gættet rigtig, hun var nemlig gravid med dig. Efter den dyre operation, manglede jeg penge, og for en gangs var det mig, der blev nødt til at spørge din far om penge. Så grådig som han var, ville han ikke låne mig nogen, med undskyldningen om, at deres hus var i forrådnelse, og han skulle bruge pengene til at renovere det, fordi det ellers ville skade hans hustru og ufødte barn, at bo i et forrådnet hus. Mikkel blev født, men efter 5 år, hvor vi stadig ikke havde mange penge, blev han taget fra os og sat på børnehjem med et løfte om, at vi ville kunne få ham tilbage, når jeg havde penge nok til at forsørge ham. Din familie derimod klarede sig glimrende, men de ville stadig ikke hjælpe os. Nu var det nemlig din lungebetændelse der skulle koncentreres om, og næste gang gik pengene til velgørenhed. Jeg var vred, meget vred. Jeg tog dig en nat, hvor dine forældre sov, satte dig på børnehjem, bildte dine forældre ind, at du var bortført og sikker død, og bildte børnehjemmet ind, at du var forældreløs. Med hensyn til pengene kæmpede jeg i årevis, og blev endelig så rig og magtfuld, at jeg kunne få min søn igen. – Men nu kommer du, og ødelægger det hele med din dumme og nysgerrige snusen rundt! Walther – hunden, ja – kunne genkende dig fra dengang. I legede altid sammen, da du var lille. Tror du ikke, at naboerne har fået færten? Tror du ikke de hørte rygterne og sladderen, om den lille dreng der forsvandt for 7 år siden? Med brunt hår og grå øjne, en bamse ved hånden, og en hund som bedste ven? Fat svage unge, kan du ikke se det?!” Det sidste råbte han så højt, at fru Olavsen blev nødt til at lægge en hånd på hans skulder for at berolige ham. Sølle kiggede chorkeret fra først Mikkel, der åbenbart havde hørt historien før, og bare stod og kiggede irriteret på ham, over hr. og fru Olavsen, og til sidst hen til Bamse. Bamse, han ville have Bamse! På trods af den surrealistiske historie han lige havde fået fortalt, hoppede han op, og greb ud efter Bamse. Fru Olavsen var hurtig, og løb med de højhælede sko hen til ildstedet. Hun holdte Bamse ind over ilden, og kiggede truende på Sølle. ”Gør det ikke!” Råbte Sølle med tårerne trillende ned over de røde kinder. Bamse kiggede bedrøvet på ham, og hans udtryk talte næsten for sig selv: Vær stærk, Sølle, du skal nok klare den. Find dine forældre. Sølle tog et lille skridt imod fru Olavsen, med hånden frem for sig, for at stoppe hende. Idet han tog skridtet, slap fru Olavsen Bamse, og Sølle ville altid huske pinslen i Bamses sidste ord: Tilgiv dem, Sølle, for din egen skyld. Tilgiv. – Og så var han væk. Væk for altid. Sølle skreg hjerteskærende, og blev pludselig overfaldet af flere hænder, der holdte ham for munden og i armene. Han vred sig rundt, men kunne ikke komme fri. Han slog og sparkede, græd og råbte. Men så huskede han igen Bamses ord. ”Find dine forældre.” En uventet kraft dukkede op i Sølles indre, og med al kraft han kunne rumme, slog han alle menneskerne omkring ham, der hvor det mest gjorde ondt. Fru Olavsen i solar plexus, Mikkel i skridtet og hr. Olavsen i ansigtet. I al den fart han kunne rumme, spænede han ud af huset, og løb så hurtigt han kunne. Han ville finde sine forældre. Han løb hurtigt. Hurtigere end ørnen, hurtigere end lynet – sådan følte han i hvert fald selv – uden at mærke hverken smerte eller træthed. Kun sorg og frihed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...