Tryghed

OBS: Vidste ikke helt, hvad for en kategori jeg skulle sætte den ind under.

Dette er et niendeklasses afgangsprøvesæt og kravende var, at det skulle være en novelle, den skulle skrives i datid og i 3. person, den foregår en sensommeraften (skumring), og at den fortællet om en hændelse, der medfører, at en eller flere af beboerne beslutter sig for at flytte.

Vidste ikke helt, hvad overskriften skulle være, da overskriften på opgaven er "skumring", og man selv må bestemme, om det skal være det eller en anden.

Historien foregår i starten af 1900-tallet, og på billedet.

Novellen er ikke rettet igennem, men bliver det nok snart.
Sig hvad i mener og kom med konstruktiv kritik. ;)

3Likes
6Kommentarer
1615Visninger
AA

1. Sækken

Døren knirkede, da Sølle forsigtigt skubbede den op. Han stak det lille hoved ud af dørsprækken i nr. 6, og sendte et stjålent blik over til nr. 3. Han gjorde det samme hver aften ved skumringstid. Listede ud til døren, og kiggede drømmende over imod deres nabo. De tunge fløjlsgardiner i det store hus var trukket for i aften, for man plejede altid at kunne se silhuetter af de tre medlemmer af den rige familie. Det nyeste medlem, Mikkel, kendte han godt. Ikke kendte, som man kender sin sovebamse, men han vidste, hvem Mikkel var. Ja, de havde endda sovet i samme sovesal på børnehjemmet. De var blevet adopteret den samme dag. Men nu var det bare gået således, at Mikkel, den søde lille dreng på 9 år og med blondt hår, fik den rige adoptivfamilie, og et par huse væk fra det, lå Sølles nye og fattige families. Sølle, på kun 8 år, med mørkebrunt hår og grå øjne. Den eneste grund til, at Sølle var blevet adopteret, var på grund af hans adoptivfar, der havde mistet sit ben i en arbejdsulykke, og nu manglede hjælp på fabrikken. Sølle var ikke sikker på sit navn. På børnehjemmet havde de fået tal som navne, fordi lærerne ikke kunne holde styr på alles navne. Sølle kunne ikke huske sin tid før børnehjemmet, så han kunne selvfølgelig heller ikke huske sit tideligere navn. Han huskede, da han var blevet adopteret, og var blevet sat i gang med arbejdet, og havde hans adoptivfar havde sagt forarget: ”Sølle lille dreng, Sølle lille dreng. Han kan jo ikke engang løft en kasse øl!” Derefter var familien blevet ved med at kalde ham Sølle, så det gik han ud fra, var hans navn. En gøen fra naboens hund i nr. 12 forskrækkede Sølle, og var lige ved at få ham til at tabe Bamse. Bamse havde været med ham siden dengang, hans rigtige familie døde, og han blev sat på børnehjem. Bamse var en rigtig god ven, for han beskyttede nemlig Sølle imod uhyrerne om natten, og nabohuset store hund. Han kunne også tale. Det var der dog ikke andre end Sølle der vidste. Det var nemlig hemmeligt. Sølle var den eneste, som Bamse ville tale til. Bamse var også den, der havde forhindret, at Sølle blev set tage et æble fra køkkenet på børnehjemmet om natten ved at fortælle Sølle, at han skulle gemme sig bag bogreolen, da frøken Hansen kom. Sølle? Hvorfor er gardinerne trukket for hjemme hos Mikkel? Sølle kiggede ned på Bamse, og trak på skuldrene. ”Måske syntes de, at det var for lyst når gardinerne var trukket fra?” Men Sølle, det er jo helt mørkt. Sølle kiggede igen derover. Der var ganske rigtigt meget mørkt. Han trak igen på skuldrene, og skulle lige til at gå ind igen, da han lagde mærke til døren i nr. 3 blive åbnet. Han lukkede døren mere på klem for at være sikker på ikke at blive set, men sørgede dog stadig for, at Bamse også havde en chance for at se ud. Husets herre, Mikkels adoptivfar, hr. Olavsen, lukkede stille døren efter sig, og gik ud på vejen udenfor huset. I hånden bar han noget der mindede om en sæk, men Sølle var ikke sikker. Sølle vekslede blikke med Bamse. Det var lidt underligt. Familien Olavsen i nr. 3 plejede aldrig at lave noget usædvanligt, og efter mange afteners udspioneren havde Sølle også fundet ud af, at de altid gjorde det samme. Hver aften var en gentagelse af den sidste. hr. Olavsen og Mikkel sad ved spisebordet. Hr. Olavsen læste avis, og Mikkel lavede sine lektier, kokkepigen var ude i køkkenet og lave aftensmaden, og fru Olavsen dækkede bordet, og vimsede om sin mand. Sølle rettede igen koncentrationen mod hr. Olavsen. Et host undslap hr. Olavsens hals, og han skyndte sig at holde sig for munden for at skærpe lyden. Hvad tror du der er i sækken, Sølle? Lød Bamses stemme. ”Måske er det affald?” Sagde Sølle tvivlene. Men Sølle, der er jo ikke skraldespande midt ude på vejen? Sølle skulle lige til igen at forsvare hr. Olavsen, da han pludselig så sækken bevæge sig. Hvad er der i sækken, Sølle? Sølle svarede ikke, han var for optaget af sækken. Heldigvis blev Bamse ikke sur over ikke at få noget svar. Sølle var så optaget af sceneriet der udspillede sig foran ham, at han uden at tænke over det, bevægede sig lidt mere ud af døren, og lidt mere, for til sidst at stå op ad muren til huset. Bamse sagde ikke noget til det. Nu bevægede sækken sig meget, og Sølle var meget sikker på, at der var noget inde i den. For sække kan da ikke bevæge sig. Vel…? Hr. Olavsen kæmpede med at holde sækken i ro, men den var meget stor, og så ud som om, at den var mindst lige så stærk som Hr. Olavsen. Med ét gik sækken op, og ud sprang en skikkelse, der hurtigt, meget hurtigere end Sølle kunne opfatte, sprang med lange og hurtige skridt imod Sølle. Det lignede en hund. Det var en hund! Sølle anede ikke hvad han skulle gøre, og Bamse gad ikke sige noget. Han kunne kun se to muligheder; enten skulle han løbe ind i sin adoptivfamilies hus igen, men så ville de helt sikkert vågne, da døren altid knirkede så voldsomt når man åbnede den. Han kunne også vælge at flygte væk, men hvorhen? Hunden ville alligevel fange ham til sidst, og så ville hr. Olavsen se, at han havde udspioneret ham. For sent opdagede Sølle, at han ikke kunne nå at flygte fra hunden. Den store hund var over ham det næste sekund, og den logrede og gøede så højt, at Sølle var bange for, at den ville vække alle. Sølle kiggede forfærdet op på den store hund, som storsavlede over ham. Hr. Olavsen var hurtigt henne ved Sølle. Han greb fat i hundes halsbånd og trak den hårdhændet væk. Sølle havde lidt ondt af hunden, selvom den lige havde overfaldet ham. Hr. Olavsen slap sit tag i hunden og gennede den væk, og greb derefter Sølle i kraven. ”Hvad laver du ude på denne tid af aftenen, dreng?!” Hvæsede hr. Olavsen.  ”Ik… Ikke noget..” ”Hvad hedder du?!” Hvæsede han igen. Sølle kunne ikke få et ord frem, og stammede bare sagte: ”Je.. jeg.. jeg.. hed..hedder.. Sølle..” Hr. Olavsen slap Sølle, kiggede vredt på ham, og sagde hårdt: ”Sølle siger du? Er det dig der boede på samme børnehjem som Mikkel?” Sølle nikkede frygtsomt. Hr. Olavsen fortsatte: ”Og dit rigtige, jeg mener ikke din adoptivfamilies, men dit rigtige efternavn er Christiansen?” Sølle rystede forfærdet på hovedet. ”Jeg kender ikke mit rigtig efternavn, jeg.. jeg ved det ikke..” Tårerne steg op i Sølles øjenkrog, men han prøvede af alle kræfter, ikke at give efter for gråden. Hr. Olavsen rettede sig op, tog fat i hundens halsbånd, og gik stift hjemad. Sølle kiggede grådkvalt efter ham, og nu sagde Bamse endelig noget igen: Jeg tror, at hr. Olavsen har en hemmelighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...