Skytsengle

Megan er en normal teenager, hun lever dog et hårdt liv, blandt en alkoholiseret mor og en psykisk syg far. Udover presset hjemmefra, bliver Megan mobbet i skolen og har ingen venner. Efter lang tids overvejelse har Megan besluttet sig at tage sit eget liv, hun ville bare ende sit liv. Hvis hun bare vidste hvilke fare og eventyr, blandt en hel ny verden, hendes efterliv ville bringe hende, havde hun måske overvejet selvmordet lidt mere.

3Likes
1Kommentarer
1036Visninger

1. Hverdag

Jeg så på min sorte clock-radio. 06.00 sagde den. Jeg lå længe og bare stirrede på den slidte clock radio, mens jeg så minutterne snegle sig afsted. 06.01. 06.02. - det var en fredag, den foregående uge havde været et helvede, og jeg ønskede bare at ligge i fosterstilling, i min varme, udømmende seng og bare ligge og få tænkt. 06.03. - Jeg gabte, lyden af bruseren blive skiftevis tændt og slukket irriterede mine ører. Det var min far. Hans daglige morgen ritual, før han skulle op på institutionen. Jeg mærkede brusehovedets kraftige stråler, sprøjte på den hårde glasvæg inde fra badeværelset ved siden af. Igen. Igen. Igen. Og igen. Jeg besluttede at rejse mig op, fredagen var ikke hver at stå op til, men det var min far. Han var en mand, med et hjerte af guld og en hjerne som en vaffel. Min far, Leon Brown, var et stykke oppe i 30'erne, og havde fået et barn med min mor, da de var unge. - Ja, jeg var en fejl. Det blev jeg dagligt mindet om af min mor, Sophie Brown, en striks førtidspensionist, der nu levede med alkohol, som sin eneste ven. Hendes hår var sort, og hendes øjne kraftigt lyseblå. Jeg lignede hende på en prik, og selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, var dén kvinde jeg hadede mest af alle mennesker i verden, dén kvinde jeg lignede på en prik - en vidunderlig, smuk kvinde. Faktisk. Provokerende smuk. Jeg stod op ad sengen, den varme pude, den varme dyne, lå efterladte på min mindst lige så varme seng, og prøvede nærmest at kalde mig tilbage. Jeg så væk, og lod mine varme fødder, slubre henover det kolde trægulv, med en lille slibrig lyd, hver gang jeg løftede foden. Tænd, sluk, tænd, sluk. Min far, var ikke taget væk endnu. Jeg gik ind på badeværelset og så min far, sidde ynkelig, som en lille dreng på 6 år, sidde og lege med brusehovedet. Tænd, sluk, tænd, sluk. Han så op på mig, med et forsødende blik, og smilede blidt. Tænd, sluk, tænd, sluk. Jeg satte mig på hug og så min far slippe brusehovedet, han var nået til tænd, så den sprøjtede ud som et springvand, ud over os begge to og gjorde alt i lokalet vådt, uden at blinke. Han så ned på sine fødder, og jeg synes at se nogle tårer undslippe fra hans stramme ansigt. Enten tårer, eller også de våde dråber fra brusehovedet, der var sprøjtet blidt, nær hans øjne.

"Megan, hvorfor dig?" spurgte han og så mig dybt i øjnene, hans mørkbrune øjne, havde et dødt udtryk og jeg følte mig som en usling. Det var mig; mig, der havde gjort at mor og far var nødt til at blive sammen, fordi de ville give mig en god fremtid, hvilket medførte at min mor gik ned med stress og depression, min far der var nødt til at forsørge en hel familie, der dengang var fem mennesker i alt. Mor, far, storesøster Megan og de to tvillinge småsøskende Jen og Lauren. Mine småsøskende Jen og Lauren døde i en trafikulykke for 4 år tilbage, de skulle ned og købe slik sammen med min mor nede i det lokale supermarked, og nåede aldrig derhen. De blev kun 7 år gamle. Da var jeg selv 11 år gammel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...