Skyggen


4Likes
31Kommentarer
1999Visninger

1. Indledning

Jeg lader mit blik glide over det øde landskab, der synes at strække sig ud i det uendelige og til sidst går i et med den tågede horisont, som kun brydes af ruinernes silhuetter. Verdens ende, kalder de det, de andre, altså. Dem, som bor der, hvor solen stadig skinner ned gennem de lyse trækroner, der, hvor Skyggen endnu ikke er. Men den kommer. Før eller siden bliver alle indhentet af Skyggen, det ved vi. Det ved vi alle, men de andre vil ikke se det i øjnene. De foretrækker at leve i illusionen om, at de alene kan klare sig, at de alene vil kunne holde Skyggen væk. Men det kan de ikke. Det burde de have lært for længst, men de vil ikke se det i øjnene, sommetider forestiller jeg mig, at de ikke engang vil se hinanden i øjnene. Hvad siger de mon til deres børn, når de fortæller om rygterne, der går omkring selv i den lyse del af verden? Fortæller de dem, at de med deres håb alene kan holde Skyggen væk? For det ved de jo, at de ikke kan. Gør de ikke? De, der er gamle nok til at huske dengang, de også var lykkelige, siger, at de vidste det. I lang tid afviste de tanken, men de blev også nødt til at se det i øjnene til sidst. Der var ingen vej tilbage. De ville også give efter for fattigdommen og fortvivlelsen, den tynde tråd, deres håb hang i, ville knække. Og det gjorde den.

Og nu sidder vi tilbage her. Alene og alligevel sammen. Ingen er ens her, vi har kun et tilfælles: vi er her endnu. Måske vil de andre ikke acceptere det, de vil heller ikke se det i øjnene, de ser ikke nogle af de tegn, der afslører, at deres civilisation er ved at smuldre. Som et hus, der står på en skrænt, som langsomt synker i havet. De behøves kun kigge ud ad vinduerne for at se, hvor tæt på, de er. Men de kan også bare lade være, vente på, at havet tager dem.

Jeg tror, de er bange. Hvordan skulle de undgå at være det? Ved de det virkelig ikke, er det muligt? Jeg tror det ikke. Selv de mest blinde har vel bemærket os, om ikke andet som skygger i udkanten af deres synsfelt, som en evig påmindelse om, at de ikke er trygge. Eller kan det være muligt, at de ikke ved besked? Kan man virkelig være så blind? Vi er anderledes stillet. Vi er ikke bange, for hvad har vi at frygte … eller burde vi være bange? Er vi ligesom dem, blinde for katastrofen? Vi er vel alle ens, alle blinde, alle fremmede. Fremmede, i hvert fald. Ingen kender hinanden, ingen kender sig selv her.

Jeg vender blikket mod den anden ende af verden. Den lyse horisont, som hvælver sig over civilisationens stolte konturer … jeg kan ikke lade være med at fnyse hånligt. Eller er jeg bare misundelig? Jeg slår blikket ned og betragter mig selv, min spinkle krop, som er dækket af en broget blanding af forskelligt tøj. Ingen tager sig af mode her, for hvad skulle det nytte? Intet nytter noget her. Vi er fanget under Skyggen, sådan har det altid været, sådan vil det altid være. Nogen prøver at slippe væk, nogen vil ikke være her, men man kan ikke bare løbe fra Skyggen. Det ved vi. Skyggen indhenter alle, både os og dem, før eller siden.

Jeg lader blikket glide over den eneste verden, jeg nogensinde har levet i. Jeg ved ikke, om man kan kalde det et hjem, men på en eller anden måde hører jeg vel hjemme her. Blandt husene, der står med gabende, tomme vinduer som tavse tilskuere til ødelæggelsen, nogle af dem har allerede tabt den usynlige kamp mod Skyggen og knæler nu for skæbnen, en dag vil alle være nødt til at give efter. Hver nat dør nogle af os, nogle knuses af de nedstyrtende bygninger, mange bliver dræbt i de hyppige gadekampe, nogle forsvinder, nogle sygner bare hen, giver efter for Skyggen ligesom husene. Men det er ikke noget, vi tænker over, i det hele taget tænker vi ikke ret meget over det hele, det har vi heller ikke tid til. Vi skal alle dø, det ved vi, for når Skyggen opsluger de sidste rester af civilisation, har vi ikke længere nogen at stjæle fra, ikke nogen at snylte på, og vi får det til at gå endnu hurtigere, vi tapper dem for energi. Men når man ikke har noget at håbe, har man vel heller ikke noget at frygte. Jeg har hørt de andre kalde os zombier, hviskende til hinanden, når de ser os, og det er vel meget beskrivende. Vi kender ikke til håb, vi kender ikke til frygt, vi kender ikke til kærlighed, så det er underligt, at vi kender til had. For Skyggen bringer hadet med sig, det hele emmer af had, hadet kryber ind som spøgelsesfingre under de rådnende dørsprækker, gennem de smadrede ruder, og det omslutter os alle og fortærer os. Vi er vel onde. Vi er skygger af menneskeligheden, dræbere, vi dræber for at få afløb for vores had, vi dræber i et forsøg på at tilfredsstille Skyggen, men Skyggen bliver ikke tilfreds. Så hvorfor prøver vi overhovedet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...