Dagbogen

Jenna er en pige på 14 som oplever noget meget mærkeligt på en helt almindelig dag.

7Likes
14Kommentarer
1306Visninger
AA

1. Starten på begyndelsen

Onsdag den 3 September.

 

Kære dagbog  Har du nogensinde tænkt på hvordan det ville være at gå bort? Hvordan det ville være at give slip på det hele? Hvordan det ville være at vende sine nærmeste ryggen? Hvordan det ville være at forlade dem man elsker?

 

Det hele startede som en helt almindelig Onsdag. Jeg tog i skole præcis klokken 07:46. Alt virkede som det plejede -hvilket det også var. Indtil jeg skulle hjem. Jeg gik som sædvanlig gennem den lyse skov og nød duften og alle indtrykkene fra naturen.  Bag et stort egetræ så jeg den. Den hytte der ændrede mit liv. Jeg gik jo selvfølgelig hen for at finde ud af hvad det var for en hytte. Selvom jeg har gået turen mange gange før har jeg aldrig set den før. Jeg gik hen til hytten og ledte efter en form for vindue eller dør. Der var ingenting. Ingen døre, ingen vinduer eller noget som helst. Da jeg var ved at give op og gå hjem fandt jeg noget. Noget der lignede en knogle fra et skelet. I den ene ende manglede der et stykke på størrelse med et hviske lædder. Panikken ramte mig og de værste billeder strømmede gennem mit indre blik. Tænk hvis hytten var fyldt med lig, skeletter og flere knogler? Jeg hastede baglæns men jeg må være faldet over noget for et par sekunder efter lå jeg nede i noget der lignede en tunnel. En tunnel af jord. Hvis du kan forestille dig hvordan det er at være begravet ved du nogenlunde hvordan jeg havde det. I et stykke tid sad jeg bare på jorden og prøvede og finde ud af hvor jeg var henne. Jeg rejste mig stille og roligt op, jeg ville nødig falde igen. Jeg kiggede mig lidt omkring. Underligt. I det ene øjeblik var alt uhyggeligt og fremmed men nu var det som om jeg hørte hjemme her. Så kiggede jeg op og regnede med at se lyset fra himmlen. I hvert fald fra der hvor jeg var faldet igennem jorden. Da jeg kiggede op så jeg til min forundring at der intet lys var. Heller ikke fra der hvor jeg var faldet ned. Kun mørke. Mørke. En besynderlig ting. Selvom der var udséende på tunellen kunne jeg ikke se det. Selvom jeg vidste at mine øjne efterhånden ville vænne sig til mørket tog det længere tid end jeg regnede med. Jeg kæmpede mig på benene men måtte dukke mig. Nu kunne jeg se lidt frem for mig og kunne skimte noget henne for enden af gangen. Jeg bevægede mig foroverbøjet og tøvende hen mod enden. Da jeg stødte på enden med hænderne stoppede jeg og kiggede op. Det jeg så var en lille læm af en slags. Der strømmede lys ud gennem sprækkerne og åbnede den. Jeg løftede mit hoved nok til at jeg kunne se ud og op i den hytte jeg for lidt siden havde set udefra. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne høre en gå i de raslende blade, jeg vendte mig om og så en mørk skikkelse med et bøjet hoved og store tunge støvler.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...