JDB - When you lose someone you love<3

24 dage tilbage...Det er den hårde bedsked Emily har fået....Hvordan ville hun klare det? Eller ved hun overhovedet klare det? Men mon en person kan ændre det hele?

14Likes
68Kommentarer
5785Visninger
AA

9. 6. December.

Der var ikke koldt, men heller ikke varmt. Der var lige midt i mellem. Der var fuldstændig ødet. Jeg gik helt alene. Jeg lignede mig selv, og alligevel ikke. En hvisken fuldte mig. Den gjorde mig bange. Jeg prøvede at løbe væk, fra den hviskende stemme. Men stemmen fuldte efter mig. Det lød ikke som en jeg kunne genkende. Den hviskende stemme gjorde mig mere og mere bange. Den gjorde at jeg ikke kunne nå det. Jeg kunne ikke nå det jeg skulle. Hvad det var jeg skulle, var jeg ikke klar over.  En skov, et hus en lille sø. Omgivlserene mindede mig om noget. Som om jeg havde oplevet det før? Jeg stoppede pludseligt op. Et lys kom frem. Et ukendt lys. Mit hjerte blev roligt. Som om jeg var reddet. Min vejrtrækning blev roligere. En hånd kom frem i mørket. Et hoved kom lidt efter. Jeg genkendte hovedet med det samme. Jeg følte mig reddet. Jeg følte mig glad, jeg kunne næsten mærke smilet på mine læber. Min lykke forsvandt hurtigt, da et skrig, hørtes lige ved siden af personen der var kommet ud af lyset...

 

Jeg åbnede forskrækket mine øjne. Jeg blev en lille smule roligere, da jeg så Justin ligge ved min side. Hans øjne var lukket og hans vejrtrækkning reglmessig. Jeg havde drømt min første drøm om Justin i nat. På måde var det en god drøm, og på samme tid et mareridt. Jeg forståd ikke helt min drøm. Justin's arm lå om min skulder, det beroligede mig. Også kom jeg til at tænke på i går. Vi havde rent faktisk kysset! Ham der var skyld i min sygdom. Ham der havde gjort at jeg fik anoreksi. Jeg havde ladet ham kysse mig. Jeg havde blot smilt til ham! Jeg lukkede øjne blidt i, bare for at tænke lidt. Måske var det, det værd? Måske kunne jeg i virkeligheden også lide ham? Jeg mener, hans øjne var jo virkelig smukke! Og hans smil! Jeg måtte nok indse det... Jeg var faldet for en kendt. Ikke bare en kendt, en verdenskendt. Ham alle piger ønskede. Ham der havde været så grov imod mig. Men det var jo 'bare' fordi han var forelsket i mig. Jeg burde glemme fortiden. Selvom fortiden havde gjort mig så syg i nutiden. Min tanker blev afbrudt, da Justin åbnede øjne. "Godmorgen." Smilede han hæst. "Godmorgen." Det var umuligt ikke at gengælde hans smil. Han kyssede min pande, og rejste sig. han gik ud på det lille badeværelse jeg var så heldig at eje. Jeg kunne høre vandet fra den lille bruser blive tændt. Jeg tog min mobil, aitlin havde ringet, og skrevet to SMS'er. Jeg lyttede til beskeden. "Hey søde, det er Caitlin. Kan jegkomme over? Ring tilbage." Jeg læste også SMS'erne. #Hej smukke<3 Du tager ikke telefonen, er du okay?<3 Jeg kommer over om lidt.<3# Jeg svarede hende ikke, men så bare på den sidste besked hun havdet skrevet. #Er du okay søde?<3 Jeg er der om 5<3# Den svarede jeg heller ikke på. Det beroligede hende nok ikke mere, men hun kom jo alligevel om 5 min? Jeg lagde min mobil på det lille bord. Jeg lagde mærke til at der stod nogen piller på bordet. Jeg lod dem bare ståd der, indtil jeg fik af vide af en læge, at jeg skulle sluge dem. Justin kom lidt efter, hans hår var vådt. Hvilket jo ikke var så mærkeligt efter han lige havde været i bad. Gad vide om han blev lidt længere?

Caitlin var lige kommet. Hun havde ikke taget Chris med sig idag. Han mente han var for sløv til at besøge mig. Han ville helst ikke gøre mig endnu mere syg, end jeg var i forvejen. Det var jeg ham taknemlig for, men jeg savnede stadig at have lille dumme Chris på besøg. Justin sagde ikke så meget. Han sad bare med sin hånd i min. Jeg sagde heller ikke så meget. Det tænkte jeg Caitlin klarede fint alene. Måske ville den her december måned slet ikke blive såv ærst alligevel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...