JDB - When you lose someone you love<3

24 dage tilbage...Det er den hårde bedsked Emily har fået....Hvordan ville hun klare det? Eller ved hun overhovedet klare det? Men mon en person kan ændre det hele?

14Likes
68Kommentarer
5788Visninger
AA

6. 3. December

3. December 

Jeg åbnede langsomt mine øjne. Det var lørdag i dag - weekend skønt.  Jeg kiggede ud af mit vindue. Regnen stod ned i stænger, det virkede virkelige ikke som om det var december. Det hele føltes som en kold oktober morgen. Det føles bare slet ikke som december. Det var virkelige ikke sådan her jeg huskede december. Det var mere som  den december sidste år hvor sneen dalede ned i som sne slud. Det var den december, jeg lige nu enderligt ønskede var her nu.

 

Jeg tog mig til hovedet. Jeg massere forsigtig mit hoved for at få den dunkede hovedpine væk -  dog uden held. Jeg svingede langsomt mine ben ud over sengekanten, og satte mig op. Jeg stoppede brat op da en voldsom smerte brede sig i min mave. Jeg prøvede igen,  denne gang gik det bedre,  dog ikke uden smerte. Jeg lod min øjne hvile mod mit gamle, lyserøde vækkeur. 09:14 stod der. Jeg skulle ud på hospitalet idag... Ikke lige det sjoveste at foretage sig på en lørdag. Hvad jeg skulle derude,  anede jeg ikke.

Jeg sad og ventede i dit blålige venteværelse. Det var heldigvis ikke kun fyldt med gamle mennesket. Jeg kiggede op på den hvide væg "Kræftafdeling A4" stod der  med store røde bogstaver. Lidt længere nede af den hvide væg stod der "Børn og unge"  Det forklarede hvorfor der ingen gamle var. "Emily Campbell” sagde en dame i en hvid kittel. Jeg gik hen mod hende min mor var lige ved siden af mig.  ”Payton” sagde damen, og rakte sin højre hånd imod mig. Jeg tog pænt imod den. Det samme gjorde min mor, dog først da jeg var færdig. ”Hvis I bare følger med mig” sagde Payton. Vi gik ned af en lang hvid gang med en masse farvede døre. Hun stoppede op forhånd en grøn dør hvor der stod ”13” . Hun åbnede døren, og vi gik ind. Der var et brunt skrive bord og 4 stole. Hun satte sig på en stol foran computeren. Min mor og jeg, satte os på de to stole overfor hende. Hun sad og skrev lidt på computeren.

”Emily…Vi bliver nød til at scanne dig igen, da vi skal finde den rigtige kræfttype og hvor meget  sygedom der er” sagde hun.

Jeg nikkede et lille nik.

”Vi vil meget gerne lave scanningen i dag hvis det er okay” sagde hun.

”Er det det?” spurgte hun.

”Ja” svarede jeg.

”Godt” sagde hun.

Vi var lige kommet over til afdeling a2.  Jeg var kommet ind på sådan et lille stue,  hvor jeg skulle tage sådan noget hvidt hospitals tøj på. Jeg sad i sengen, og bestemte mig for at finde min mobil. Jeg gik hen til det lille skab, og tog min mobil i min jakkelomme. Jeg gik tilbage til den hvide hospital seng. Jeg havde fået en ny besked fra Caitlin  #Hejsa søde<3 Hvordan gik det på hospitalet?# Jeg skulle lige til at svare da en blid stemme sagde ”Emily, de er klar til dig  nu”.  Jeg sagde farvel til min mor, og blev kørt over til sådan en anden stue.

Jeg var kommet tilbage fra scanning for ca. 2 timer siden. Jeg sad lige nu ude i det første blå venteværelse på afdeling a4. Det var der jeg var allerførst. Jeg ville fået svaret i dag, normalt ville der gå flere dage da nogle forskellige skulle kigge på billederne, men de havde vist ikke så mange patienter i dag. Jeg valgte at finde min mobil frem, og svarede på Caitlins besked som hun sendte tidligere. #Jeg er der stadig<3. Jeg skriver når jeg er kommet hjem#. ”Emily” sagde Payton og gik hen imod mig. Vi gik ind på nr. ”13” igen. Jeg satte mig på samme stol som før. Payton kiggede på mig, med triste øjne og sagde ”Emily du har mavekræft og Lungemetastase” sagde hun og kiggede på mig. ”Vi regner med at det er startede i maven og ædt sig op til dine lunger. Derfor har du fået Lungemetastase. Begge lunger er hårdt ramt, og vi ønsker hverken at give dig kemo eller stråler…Da det ikke ville gøre nogen som helst nødte.” Hun kiggede på mig med tårre i øjnene og sagde så ” Emily, jeg er virkelige ked af det,  men vi kan intet gøre. Vi ved ikke hvor mange uger du har tilbage, men det set ikke før godt ude. Vi bliver nød til at indlægge dig med det samme”.  Jeg kunne mærke hvordan mine kinder langsomt blev drivvåde af tåre. Det samme galt min mors. Der var intet der kunne redde mig. ”Hvis I har nogle spørgsmål så sig endelige til” sagde Payton. Jeg kiggede dumt på hende. ”Hvor mange uger tror i ca. hun har?” spurgte min mor. Ja mor super spørgsmål var? Not! Jeg kunne ikke klare det mere.  Jeg rejste mig op, men valgte så,  at sætte mig på min stol igen. Jeg kiggede bare lige ud. Der opstod en akavet tavshed, men den blev dog afbrudt af Paytons blide stemme ”øhm det er svært at sige men nok en lille måned, hvis hun er heldig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...