JDB - When you lose someone you love<3

24 dage tilbage...Det er den hårde bedsked Emily har fået....Hvordan ville hun klare det? Eller ved hun overhovedet klare det? Men mon en person kan ændre det hele?

14Likes
68Kommentarer
5836Visninger
AA

23. 20. December.

Justins synsvinkel

 

Scooter ruskede i mig, og sagde ”Justin du skal op nu”. Jeg slog mine øjne op, og kiggede på uret. Den var kun 7.00. ”Hvorfor den er jo kun 7?” spurgte jeg. ”Tag tøj på, og kom ud, så forklare jeg det hele” sagde han. Jeg magtede ikke at lave koncert boede i dag, og i morgen. Jeg ville bare hen til Emily, men det kunne jeg ikke. Hun ville jo død i dag, Jeg havde det af h til.  Jeg kunne ikke komme hen til hende, da hun befandt så på den anden side af jorden. Jeg gik ud mod opholdsrummet. Det var her vi altid sad, når vi kørte. Jeg satte mig ned. Min mor, Dan, Mama Jan, Carin, Kenny, og Scooter sad der allerede. ”Justin, jeg har en dårlig nyhed. Du synes nok den er god, ” sagde han. Hvad kunne de være? Var Emily død? Ej så ville han jo ikke sige, at jeg synes den ville være god. ”Du ved, at vi har 2 koncerter i Newcastle. En i dag, og en i morgen. De er blev rykket, så du skal allrede af sted den 4 januar, da der er koncert i new Castle den 5 januar. Du skal så spille en KL 14, og en KL 18.” sagde han. Jeg nikkede. ”Men i dag kl. 10 skal du ud, og spille i et Center her i Newcastle. Du er færdig kl. 11.00. så vi køre mod lufthavnen derefter, så er du derude ca. kl. 11.35. dit fly går 11.40. og så er du hjemme i Atlanta kl.20.40” sagde han. Et kæmpe smil, bredte sig på mine læber. ”Justin, Kenny, og Din mor tager med dig. Vi andre kom først hjem den 22. December, da vi skal pakke de sidste ting ned.” Jeg nikkede, og smilede igen. ”Så, Justin gå ind, og pak de mest vigtigt ting. Så som Computer, Telefon, og alt det, du nu har, Så tager vi resten med hjem. Vi sejler nemlig, også bussen hjem.” sagde han. Jeg sad, og kiggede lidt. “Justin, du har travlt. Vi skal køre, til centret, om en time” sagde han.

Vi var på vej, hen til centeret. Vi sad alle sammen i bussen. Jeg skulle synge 4 sange, og bagefter var der noget meet and Great. Jeg kiggede ud af vinduet. Klokken var 9.00. Vi stoppede igen, på en plads. Døren gik op, og jeg gik ind mod centeret.

Jeg var lige blevet færdig med koncerten, og meet and gret. Jeg havde sunget ”Never say Never”, ”Love me”, ”One less lonley girl, og ”Down to Earth.” Jeg sad i bilen, sammen med Kenny, og min mor. Klokken nærmede sig 11:30. Vi var ved lufthavnen nu. Vi fik lov til at køre helt hen til flyet. Bilen holdte, og jeg gik ind i flyet, Vores kufferter havde personalet sørget for, da vi var vip gæster. Jeg trak min hætte ned, og gik mod flyet. Jeg gik op af den lange trappe, med min mor, ved min side, og Kenny på den anden. Vi gik ind. Vi var de første. Damen fandt vores pladser, og vi satte os ned. Jeg overvejede at skrive noget på twitter, men jeg ville overraske Emily, så det kunne, jeg jo ikke hvis hun kiggede. Flyveren blev fuldt, og vi gjorde klar til landing. Jeg lagde mit hoved på Kennys skulder, og lukkede min øjne. 9 timer here we Go

 

Emily s synsvinkel

Jeg sad i min seng. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg følte mig virkelige alene, Den eneste ven der havde besøgt mig var Caitlin. Jeg var ret skuffet over at Simone ikke havde vist sig her. Vi havde altid være bedstevenner. ”Jeg sad nede i dukke krogen. Klokken nærmede sig 17.00. Børnehaven ville snart lukke, og min far komme, og hente mig. Som altid, den sidste der blev hente. Maja var der dog stadigvæk, men hun havde aldrig sagt mig noget. ”Emily, kom lige, og hils på Miley, og hendes familie” Jeg gik med tunge skridt, ud mod køknet. Der stod den sødeste pige. Jeg nærmede mig hende, hun var lidt lavere end mig, men også ret smuk Hendes hår var mørkt, og hun havde de flotteste krølle. Hendes hår gik til lige over skulderen, Hun var lidt brun i huden, og havde mørkeblå øjne. Jeg stod, og kiggede på hende, mens hendes mor snakkede med de ansatte. Jeg gav hende hånden, det samme gjorde Maja. Det viste sig, det langt fra var sidste gang, jeg rørte hendes hånd. Det var præcist 10 år siden i dag. Hun begyndte i børnehaven, samme gruppe som mig. Det var hendes første dag. Hun kom lige før, vi skulle spise frokost. Jeg satte mig på min plads. Miley blev placerede ved siden af mig, ”Må jeg bede om mælken?” spurgte jeg, hende. ”Ja” sagde hun, og vi begyndte at snakke sammen. Resten af ugen, blev de voksne ved med at sætte os i samme gruppe. Det var skønt, men underligt. Vi var sammen hverdag, og blev bedstevenner. Vi kom i samme klasse, og alt var skønt. Miley, skulle flytte, men kom tilbage efter 4 år.  Hun kom tilbage, og vi havde et godt år sammen, men så gik det hele galt. Jeg aner i dag, ikke hvad der gik galt. Jeg ved dog, at hun begyndte at droppe mig, lave andre aftaler, da vi havde aftalt noget. Jeg vidste godt, jeg virkelige savnede hende. Folk havde altid sagt ”Hvordan kan nogle være så gode venner?”.  Vi var der altid for hinanden. Vi var virkelige pot og pande. Men som man siger, folk glemmer for hurtigt. Mig og Caitlin havde været venner lige siden 0.klasse. Jeg holdte virkelige meget af hende.

 

Jeg kiggede på klokken, den havde lige stået 10.00. Justin var foresat på tour. Jeg savnede ham så meget. Døren gik op, og Caitlin kom ind. Hun satte sig ned. Hun havde taget sin computer med, så vi sad, og så sjove videoer på Youtube. Det var super hyggeligt. Madison kom også, hun sad. som altid bare, og snakkede med. Det var virkelige skønt, men jeg havde det forfærdeligt. Jeg kastede hele tiden op.

Justins synsvinkel.

Klokken nærmede sig 20.00. Vi ville snart lande, og jeg ville se Emily. Jeg havde bestemte mig for, at køre direkte til hospitalet. Jeg glædede mig til, at se hende. Det var kun 8 dage siden sidste, men hun var alvorlig syg. Kenny, og min mor sad, og snakkede. Jeg prøvede, at være med, men kunne ikke tænke på andet end Emily. En frygt ramte mig, hvad vis hun var død? Ej så ville Caitlin ringe, eller vil hun? En tåre løb ned af min kind. Jeg satte mig til, at spille Temple run.

Vi var lige ankommet, til Atlanta air port. Min mor ville tage min kuffert, så jeg kunne komme direkte ud til Emily. Jeg løb ud mod p-pladsen, hvor en bil holdte, og ventede. Det var min Chauffør. Jeg åbnede døren. ”Hej” sagde han. ”Hej” sagde jeg. ”Det var, Saint Joseph’s Hospital, ikke?” spurgte han. ”Jo” svarede jeg. “Justin, jeg huskede det.” sagde han, og rakte mig en buket blomster. Jeg havde ringede til ham tideliger, da alle butikker vil havde lukket, når jeg kom til Atlanta. Jeg kiggede ud af vinduet, mens vi rullede ind af Hospitalets indkørsel. “Tak for turen” sagde jeg. ”Alt for dig, Justin” sagde han. Jeg smilede, tog buketten, og smækkede døren. Jeg gik op mod hospitalet. Jeg gik ind på kræft afdeling. Den samme dame som altid, sad i reception. ”Emily?” spurgte jeg. ”Det er Justin ikke?” spurgte hun. ”Jo” sagde jeg. “Emily, er der hvor hun plejer” sagde hun, og smilede et skærmende smil til mig. Jeg gik, op ad trapperne. Jeg stoppede foran blå stue. ”Børn & Unge”  stod der på væggen. Jeg gik, ned af den lange gang. Jeg stoppede op foran Emilys stue. Mine hænder rystede, nok fordi jeg var bange, bange for at min Emily, ikke vil lægge bag en hvide dør. Jeg tog mig sammen, og pressede ned mod håndtaget. Jeg gik ind i rummet. Der sad hun, og kiggede på computeren sammen med Madison, og Caitlin. Jeg stod og beundrere hende i nogle sekunder. Jeg foresatte hen mod hende. Hun drejede sig hoved, i den retning, jeg kom i. Hun fik øje på mig, og sendte et stort smil. Jeg gik hen til hende. ”Hej” sagde jeg. ”Hej” svarede jeg. Jeg løb hen mod hende. Jeg løb over på den anden siden, modsat af der hvor Caitlin, og Madison sad.  Jeg omfavnede hende. Jeg krammede hende ind til mig. Jeg kiggede op på hende, og kyssede hende.  Jeg gav hende blomsterne. Caitlin gik ud , og puttede dem i vand, og stillede dem på bordet. Jeg satte mig ned, mens jeg holdt hendes hånd. Jeg havde virkelige savnet hende, hun så virkelige syg ud.

Jeg havde forklaret Emily alt, hvorfor jeg var, kommet hjem nu osv. Madison, og Caitlin var lige taget hjem. ”Jeg er træt” sagde hun. ”Også jeg” sagde jeg. ”Bliver du ikke, og sover?” spurgte hun. Jeg nikkede, og lagde mig ved siden af hende. Jeg lagde mine arme, omkring hende. Jeg kiggede igen på hende, hun sov. Hun så virkelige syg ud, der var ikke meget farve i hendes kinder. Jeg kyssede hende i håret, og lagde mig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...