JDB - When you lose someone you love<3

24 dage tilbage...Det er den hårde bedsked Emily har fået....Hvordan ville hun klare det? Eller ved hun overhovedet klare det? Men mon en person kan ændre det hele?

14Likes
68Kommentarer
5785Visninger
AA

16. 13. December

 

Emilys synsvinkel

 

Jeg sad i min hospitalsseng, mens Caitlin plapprede løs. Jeg hærte kun efter med et havlt øre, mine tanker hvilede på Justin. Gad vide hvad han lavede lige nu? Jeg savnede ham undeligt, elvom det kun var en dag siden han gik. Seddlen, som han havde lagt til mig i går havde jeg stadig. Jeg ville ikke smide den ud, i hvert fald ikke før Jutin kom tilbage. Der var lang tid til den 22. December, også skulle han endda tage af sted igen den 5. Januar. Det var der det slog mig, jeg var jo ikke i live på det tidspunkt. Det var som et stik i hjertet. En lydløs tåre trillede ned af min kind, jeg mærkede nogle arme omfavne mig. det var min mors, hun var kommet sammen med min far og søster. "Har du det bedre i dag?" Spurgte en læge der lige var komet ind. Jeg nikkede uden at sige det helt rigtige. Jeg havde det bedre end i går, men jeg havde det stadig skidt. Jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv, om det var på grund af min sygdom, eller på grund af min manglende halvdel. Det lykkedes mig til sidst, at finde ud af, at det var begge dele. Lægen undersøgte mig hurtigt og gik så igen. Min mor havde hele tiden et bekymret udtryk i ansigtet, der gjorde mig bekymret. Jeg skrev selvfølgelig engang imellem med Justin, både over mobil men også engnag imellem over skype. Han havde bare ikke så meget tid når han jo også skulle klare sit arbejde. Jeg fandt min mobil frem, jeg skrev en hurtig besked til ham, da jeg virkleig savnede at skrive med ham. At høre hans stemme ville selvflgelig være bedre, men mest af alt ønskede jeg ham ved min side. #Hvordan går det? Savner dig!<3# Skrev jeg,og slukkede min mobil. Caitlin snakkede lidt videre om en eller anden kjole, eller hvad det nu var hun var helt oppe at køre over. Jeg svarede bare med et nik engang imellem, uden rigtig at høre efter. Til sidst opgav hun at fortælle sin historie færdig. "Du høre ikke efter vel?" Hun lød bekymret, men havde alligevel et lille, næsten usyndelig, smil på læberne. "Nej.." Indrømmede jeg. Hun grinte lidt af mit svar, men blev så alvorlig. "2 uger går hurtigt, det lover jeg dig!" Sagde hun skrå sikkert. Jeg så tvivlende på hende. "Ikke uden Justin." Sukkede jeg. "Skal vi ikke lade som om han er her, og lave de ting vi plejer?" Prøvede hun, velvidne at hun ikke skulle sige noget forkert til mig. Jeg så på mine hænder, "det er bare ikke det samme.." Sagde eg med en lile stemme. Drengene havde ikke sagt noget gennem hele vores samtale, men brød nu ind. "Emily... Måske du skulle give det en chance? Justin kommer jo ikke tilbage før, lige meget hvor mange tåre du græder." Sagde Ryan forsigtigt. Jeg skullede ondt til ham, men han ignorede mit blik. Til sidst gav jeg mig og så på dem alle sammen. "Hvad skal vi så lave?" Spurgte jeg lidt fjernt. "Truth or dare?" Spurgte Chris. Jeg rystede på hoved, det var bestemt ikke i humør til. Det kunne nemt blive svært for mig, når jeg savnede Justin så inderligt meget. 

Det endte med, at vi satte en film på. Jeg var ikke rigtig sikker på hvad vi så, Mine tanker var optaget af en dreng. Justin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...