Friendship isn't a big thing, it's a million little things - Justin Bieber

Dette er en historie om et venskab, mellem den verdens kendte Justin Bieber og Lucie Carter Adams, som har kendt hinanden altid.
Deres forhold er tæt og de kan gøre alt med hinanden og er tætte venner. De støtter hinanden lige meget hvad og vil bogstavelig talt gøre alt for hinanden. Lucie hjælper Justin med at bevare roen, nu når han er en stor rockstjerne.

30Likes
14Kommentarer
2973Visninger
AA

7. Soul mates

Hun havde fået det dels bedre, hun var kommet på rette kurs igen, kunne man vel godt sige. Det var vi begge. Jeg tænkte stadig en del på, hvordan hun gik og havde det inderst inde? Om hun fortalte mig, hvis der var noget? Jeg måtte stole på hende, som jeg vidste, jeg kunne. Hun smilte til mig, idet jeg smilede til hende. Sådan et smilebånd vi havde kørende, ligesom en rød tråd, altså der var en ende på alt, men der var også en tråd i alt, nærmest alt hang sammen. Ingen ting manglede, jeg havde det faktisk godt nu, at være i hendes selskab var rart, men nu når jeg var inviterede hen og spise, sammen med min far og søskende så kunne det ikke blive bedre? Lucies familie og noget af min familie, den eneste der manglede, var min mor. Men i det mindste vidste jeg, hun nok skulle klare sig.

Min far og hendes far havde det helt store samtale emne kørende. Erin og Lucies mor snakkede på livet løs, samt sad min lillesøster og førte en effektiv samtale med Carla Lucies lillesøster. Resten sad og snakkede med hinanden, også var der vel bare Lucie og jeg selv tilbage. Vi var kommet ind emnet om, hvornår vi kunne smutte fra bordet, eftersom vi begge var færdige. ”Mor? Er det okay, vi smutter?” spurgte Lucie og kiggede på hendes mor. Hendes mor smilte. ”Er I færdige?” spurgte hun og kiggede på os begge. Vi nikkede begge hurtigt.

Vi havde fået lov at smutte og sad nu på Lucies værelse. Jeg kiggede rundt i værelset og kunne ikke lade vær med at smile. Her var mange minder sket, her var mange højdepunkter og mange lavpunkter hændt. Her havde vi råbt, grint og grædt. Her havde vi lavet alt. ”Du laver aldrig, det her værelse om..” sagde jeg og kiggede på hende. Jeg vækkede hendes tanker, det kunne jeg se på hende. ”Hvad mener du?” spurgte hun og kiggede rundt i værelset. Sendte mig et blik, der sagde, der kunne ellers godt trænge til en kærlig hånd. Der havde hændt så mange kærlige minder herinde, som jeg ikke ville ændre, ikke engang med en kærlig hånd. Ikke engang for tusind kærlige hænder. ”Tænk over, hvor mange minder der er sket herinde,” sagde jeg og kiggede omhyggeligt rundt, for at få alt placeret i min underbevidsthed, sådan så minderne ikke ville forsvinde og sådan så, der ville poppe nye op. Bare fordi Lucie og jeg nu var ved at være igennem teenager årene, betød det ikke, at vi skulle holde os fra hinanden. Langt fra. Lucie og mits venskab, var et venskab der ville vare for altid, lige meget hvad der skete, så ville vores venskab altid være der.

”Det bliver hvert fald ikke lavet om foreløbigt,” smilte hun og kiggede nu også selv rundt. ”Justin?” sagde hun og smilte. ”Lucie?” sagde jeg i samme toneleje og det fik os begge til at grine. ”Ved du hvad?” sagde hun og smilte endnu større. ”Ikke før, du har fortalt mig det,” tilføjede jeg og kiggede grinende på hende. Smilet over hendes læber var enormt og hun kunne ikke lade vær med at fnise lidt. ”Gennem årene Justin har du virkelig lært mig rigtig meget, vi har haft nogle utrolig fede minder, vi har haft samtaler, som kun søskende har, du betyder alt for mig. Ja, jeg ville gøre alt for dig. Jeg vil være her til det sidste, kæmpe for den du er og hvis nogle skulle misforstå det, så kan de bare komme an,” smilte hun. Hun grinte lidt, at det sidste hvilket også fik mig til at grine. ”Du er virkelig den bedste,” smilte jeg og satte mig ordentlig op, jeg trak hende indtil mig og gav hende et kram. Hvorfor skulle sådanne søde ord komme nu? Tankerne drillede mig lidt inde i mit hoved, men måske var hun bare glad. Glad for at kunne gøre mig glad. Glad for virkelig at kunne være her.

Aftenen skred derhen ad og vi sad og nørdede videoer på hendes Mac. Jeg havde twittet, hvad jeg lavede og allerede var der over 100 svar på det. ”Skal vi ikke tage et billede?” spurgte jeg og smilte. ”Let’s do it,” smilte hun og satte sig til rette, lod sit webcam overtage sin Mac skærm og var parat. Idet jeg rykkede tættere på hende, jeg lagde min arm om hende og lod den hænge på den modsatte side af hendes nakke, end den side jeg sad ved. Jeg tog min cap lidt op på hovedet, så man stadig kunne skimte mit hår stritte. ”Klar?” spurgte hun og smilte. ”Ready,” grinte jeg og satte et smil over læberne, idet hun også smilte.  Idet hun hurtig gemte billedet og derefter sagde hun: ”Fjollebillede” og hurtigt lignede vi noget, der var tegnet for sjov, hvorefter hun fik taget billedet. Minderne som disse ville være her for altid. Billeder var den bedste måde, at udtrykke minderne på. På den måde skulle du ikke selv sætte billeder på historien, her kunne du altså se det.

”Jeg har noget til dig,” smilte hun og kiggede på mig. Vi sad i hendes seng igen. ”Hvad er det?” spurgte jeg spændt og kiggede gennemtrængende på hende. Som om hun havde noget i tankerne, hvilket hun jo havde givet udtryk for, hun altså havde, noget i tankerne. ”Du ligner en, der har noget på hjertet,” smilte jeg og kiggede spændt på hende. ”Jeg har meget på hjertet,” smilte hun og kiggede mig i øjnene. Et øjeblik sad vores blik fast klæbet til hinanden, dog fik vi revet det fra hinanden. ”Værsgo” smilte hun og hentede noget i hendes skab. Hun åbnede skabet elegant og tog en slags bog ud derfra og smækkede skabsdøren ind igen. Hun kom tættere på mig, med et smørret smil over læberne. Bogen gav hun mig i hænderne. På forsiden var plantet et billede, som jeg ikke rigtig havde glemt. Det var taget tilbage, da vi var mindre. Jeg holdte om hende, hvor jeg stod i mit fineste jakkesæt, jeg var vel 5 eller 6? Samt stod Lucie i en fed sort og charmerende lille kjole, hvor der hang en pink rose ved hendes højre bryst. Hun var ligeså deromkring de 5-6 år. ”Hvor er det sødt,” smilte jeg og lod en finger køre ned af billedet, dengang havde vi vidst været til noget fest, som havde været med min mor og hendes mor, noget de havde synes, vi skulle med til og det undrede mig i få sekunder. At allerede der havde jeg kun været i selskab med ladies.

”Åbn den, der er noget i hele bogen,” smilte hun og satte sig ved siden af mig, som om det her skulle være mere end bare følelsesladet. Jeg kiggede på hende, mens jeg skar tænder. Jeg havde elsket det forreste billede, så jeg ville tydeligvis også elske det næste, det næste og det næste. Jeg ville elske dem alle. Det gjorde jeg, uden overhovedet at have set dem. Dog åbnede jeg bogen, den var dekoreret ned til mindste detalje, der stod fine ordsprog, fine venne quotes, som jeg hurtig forelskede mig i. Det her var altså en scrapbog gennem årene, det var faktisk utroligt, hvor mange minder vi havde. Helt uvirkeligt for mig. Mon det også var dét for hende? Smilende bladrede jeg videre og der var tonsvis af billeder, som jeg egentlig godt kunne huske, var blevet taget. Vi var store og små, vi grinte og så seriøse ud, vi så grimme og flotte ud. Der var alt i den bog. Idet jeg nåede den sidste side i bogen, dukkede noget uventet op. En cd, hvor der intet stod på. Den var sat på bogens side, eller den lå mellem to sider.

”Hvad er det?” spurgte jeg og kiggede op på hende. Hun smilte, idet jeg spurgte. ”Det er noget, som du skal se,” smilte hun lumskt. Hun åbnede sin Mac endnu engang, tog min cd og proppede den i computeren. Hun satte skærmen, så jeg kunne se hver og en detalje. Jeg play’ede den og en lille slags film begyndte. Det var hende og jeg, alle mulige video stunder som var blevet optaget, hun havde bare klippet dem alle sammen. Det gav en hel vild dejlig fornemmelse inden i, at jeg kunne gense alle minderne. ”Tak Lucie” sagde jeg da filmen stoppede. Da videoen stoppede. Jeg kiggede ned på tingene, lod mine fingre passere bogen og var glad for, at jeg havde en så tæt veninde som Lucie.

”Jeg elsker dig Lucie!” forsikrede jeg og kiggede på hende. ”Du støtter mig altid, du taler altid med mig, du tror på mig, du har troen I mig, du følger mig i alverdens ting og du ved, jeg altid vil støtte dig. Jeg har aldrig nogensinde troet på, vores venskab alligevel kunne være så godt, jeg er virkelig glad for det og ønsker virkelig at du har det godt, når jeg ikke kan være her for dig. Det er så utroligt, hvor dårligt jeg kan have det, når jeg er foruden dig. Det sucks. Jeg kan ikke sige andet, end du er min soul mate,” sagde jeg og kiggede ind i hendes øjne. De grønne øjne lyste rummet op og gjorde mig umådelig glad. ”Jeg elsker også dig, Justin! Du er verdens bedsteven! Altså min soul mate” smilte hun og lagde en arm om min skulder. Bare sådan for sjov, for ja? Vi var jo soul mates?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...