Friendship isn't a big thing, it's a million little things - Justin Bieber

Dette er en historie om et venskab, mellem den verdens kendte Justin Bieber og Lucie Carter Adams, som har kendt hinanden altid.
Deres forhold er tæt og de kan gøre alt med hinanden og er tætte venner. De støtter hinanden lige meget hvad og vil bogstavelig talt gøre alt for hinanden. Lucie hjælper Justin med at bevare roen, nu når han er en stor rockstjerne.

30Likes
14Kommentarer
2986Visninger
AA

2. Du tror på mig

Altid har du troet på mig, du viser mig den tillid, som jeg har allermest brug for og du formår at vise den på en hel speciel måde. Jeg har aldrig betroet mig så meget til en menneske, som jeg har betroet mig til dig. Du er en person, som jeg vil gøre alt for, en jeg holder rigtig meget af og en jeg tror på. Du er én af de få personer, som jeg virkelig kan fortælle alt og ingenting.

Vinden tog til, men det rørte mig ikke yderligere, jeg var pakket ind i en vinterjakke og havde en cap ned om ørene. Lucie gik ved siden af mig, vi havde været hjemme hos Lucie, men havde valgt at gå en tur, det var så lang tid siden, vi havde udvekslet ord over en gå tur og da Lucie havde forslået det, havde jeg uden tøven sagt ja. Stilheden havde taget over os, det var ikke ubehageligt, men ja det føltes nærmere behageligt. Jeg smilte til hende, hun smilte til mig. Jeg skammede mig, krummede nærmest tær, som jeg gik her ved siden af hende. Det der var hændt, var at, jeg var dukket op på besøg. Hun var blevet ubeskriveligt glad, men da jeg havde set hendes ansigt, havde det slået mig, at det var lang tid siden, jeg havde set hende sidst. At hun simpelthen havde udviklet sig udseende mæssigt, så jeg næsten ikke kunne genkende hende. Det havde sat sig fast på mine nethinder og jeg kunne umuligt tænke på noget andet. Jeg havde det dårligt. Dog havde jeg tænkt mig, at jeg ville sige undskyld, men hvordan det vidste jeg endnu ikke.

”Du ved, Luce?” sagde jeg og kiggede ud i luften. Mine tindinger blev stramme og det samme blev mine læber. De blev som cement, der var tørret fast. De rørte sig ikke ud af flækken, hvert fald ikke efter de mest åndsvage ord: Du ved, Luce? De blev ved med at dukke op i min bevidsthed, som var et tegn på, jeg endnu havde formuleret mig dumt. Jeg lod det blive fortrængt stof og koncentrerede mig i stedet om Lucies reaktion. ”Du, Justin?” smilte hun og havde altid noget muntert til en anspændt stemning. Dette hjalp mig videre med ordene, for så vidste jeg, hendes humør stadig var nogenlunde. Det gjorde, at mit også blev nogenlunde. ”Jeg er ked af, jeg ikke har besøgt dig noget tiere,” sagde jeg og kiggede nede i den kolde jord. Grusset der ind imellem blev blæst omkuld. Træernes blade havde denne her gullige, orange og brunlige farve – de snorede rundt hen ad jorden. Lidt ligesom mine tanker gjorde lige nu, snorede rundt oppe i mit hoved. De var snot forvirret. De var som sneen, der ville ramme jorden om snart, de vidste ikke hvor de end ville lande.

Der gik længe, før jeg ville se hende i øjnene. Jeg gjorde det dog, helt bange var jeg ikke. Frygten for at miste hende var der vel, men vi havde været igennem så meget, så jeg var ikke i tvivl om, at vi også kom igennem dette her.

”Du skal ikke være ked af det Justin, jeg har da savnet dig, men jeg ved, du har travlt og det respektere jeg. Det hele handler om at leve i nuet og lige nu er her, kan vi ikke bare have det sjovt? Og desuden, så tror jeg, at eftersom vi ikke ser hinanden hver evig eneste dag, det gør måske, at jeg glæder mig mere til at se dig, når du så dukker op,” smilte hun og bevægede sig samtidig hen ad grustien. Det overraskede mig egentlig ikke, det var typisk Lucie der her.

Aldrig gøre nogen fortræd, bare acceptere eller respektere vedkomne hun var sammen med og det betød meget for mig, hun så på det på den måde. Men idet jeg hørte hende svare på den måde, gjorde det bare, jeg savnede hende endnu mere. ”Årh.. Jeg savner dig,” smilte jeg og tog hende ind i min favn. Det fremtvang nogle smilehuller, som jeg elskede at se på. Det var som om, at dette smil havde tro på, det jeg gjorde. Det smil troede på mig, når jeg så det smil, så vidste jeg, at jeg altid havde en at falde tilbage på. Jeg havde en, der aldrig ville svigte mig, men en der altid ville være der. Tanken var overvældende, men den var samt rar. Vi havde efterhånden gået længe, hvor længe man kunne gå i Stratford, var begrænset, men jeg elskede byen. Ikke kun fordi det boede fantastiske mennesker som min familie og Lucie, resten af mine venner og så videre, men fordi jeg hørte hjemme her. Her hørte jeg til, om jeg så sang eller var en fattig dreng. Det var lige meget, Stratford ville altid være rammen om mit liv.

Idet hun sprang et stykke væk fra mig og bukkede sig ned. Inden jeg vidste af det landte nogle brunlige blade i mit ansigt. Jeg blev en smule forskrækket, men ikke så meget at jeg kunne reagere. Jeg kiggede på hende med ”et overrasket” ansigt. Jeg gjorde mig bedste, for at se ud som om jeg spillede. Jeg bukkede mig ligeså ned og kastede bladende efter hende. Det gik dog ikke for godt, jeg kom uheldigvis til at ramme et ældrepar, som kom gående forbi os. De kiggede begge på os, mens jeg så uskyldigt på dem, jeg gav dog op og sagde pænt undskyld. Sådan som jeg var opdraget. Lucie anstrengte for at holde masken, da de var noget langt nok væk, faldt vi begge om af bare grin. Selv disse ting kunne vi skraldgrine af, noget andre måske ville notere som.. mærkeligt. Men jeg noterede det som et minde. Endnu et minde som jeg havde med Lucie. Et minde som aldrig ville glemme, måske ville det blive fortrængt stof, men jeg vidste, et eller andet sted inden i mig ville jeg altid, kunne hive minderne frem igen. Eller også kunne Lucie hjælpe mig med at hive dem frem.

Vi var på vej hjem, ind imellem kneb vi et grin frem, dog var det ikke sammenligning med nede i parken. Vi havde i fællesskab besluttet at sætte snuden mod Lucie. Hendes mor havde sagt, hun ville bage boller og lave varm kakao til vi kom hjem, noget jeg glædede mig til. Jeg var faktisk ret sulten og måltidet passede umådelig godt til vejret. Her var bidende koldt og blæsten tog endda til. ”Fedt grineflip” tilføjede jeg og smilte stort til hende. ”Helt enig” smilte hun og vi nåede døren, som hun hurtigt åbnede. ”Så er vi hjemme,” råbte Lucie og det fik mig til at smile. Som at træde ind hos Adams familie, var som at træde ind hjemme hos mig selv. Her havde jeg faktisk været tit, brugt oceaner af tider her sammen med min mor. For det ikke skulle være løgn, så kendte min far også hendes far, så det var sådan lidt på tværs af alle, jeg havde lært Lucie at kende. Men i virkeligheden plejede min mor at slæbe mig med herover.. til en pige. Ikke noget der i de mindre år havde fanget min opmærksomhed, men da jeg så mødte Lucie og vi voksede op sammen, så blev det bare almindeligt for os og i dag var vi bedstevenner, så hvor perfekt havde det lov at være? Ikke mere end det her, for det her det passede mig perfekt.

Kakaoen og bollerne forsvandt hurtigt, det var ikke kun Lucie og jeg, der sad samlet rundt om bordet. Nej, det var hele familien også lige mig. Utroligt jeg aldrig havde følt mig udenfor, når jeg sad sådan her rundt om det hvide spisebord, jeg havde altid følt mig som en del af det her, hvilket jeg var glad for. De var så glade alle sammen, en livsglæde kun få mennesker havde. Noget jeg havde respekt for.

Da jeg var mindre, kunne jeg godt nogle gange side rundt om det her bord og savne det min familie jo netop ikke havde. Men samtidig, så nød jeg, at jeg stadig kunne være en del af det, for det vidste jeg, at jeg var. Og det bedste ved det hele, de støttede mig, som var jeg deres egen søn. Altså Lucies mor og far. Camille og Daniel. Skønne og uundværlige mennesker. Når jeg synes mine forældre var uretfærdige, kunne jeg altid støtte mig til dem, noget jeg aldrig ville have været foruden. Noget jeg måtte huske at takke dem for. Så var der hendes lillebror Jamie og hendes lillesøster Carla, samt hendes storebror Alex. En stor familie, med store og brede arme. Samt havde de et fantastisk syn på livet, hvis vi ikke når det i dag, så når vi det nok i morgen. Endnu noget jeg kun kunne beundre.

Jeg kiggede rundt på bordet, hvor mit blik endte på Jamie, som endnu engang underholdte familien.

Ja, de havde alle sammen troen i mig, men den der havde det mest, var helt klart min bedsteveninde: Lucie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...