The End of The Day 2: My Sun

Daeho er død. Jonghyun er død. Rin har ingen sol til at give hende håb. Verden er stadig fyldt med zombier, og det ser sort ud. De vil gøre alt hvad de kan, så de kan se dagens lys igen, uden zombierne omkring sig. Rin har stadig en forbandet hjertesorg, og da hun flygter fra beskyttelsesområdet, for at finde en kur på sin egen måde, sker der nye eventyr for hende, og hendes venner der er fulgt efter hende... Hvis en sol først er brændt ud, kan den så godt blive tændt igen?

91Likes
240Kommentarer
5881Visninger
AA

5. Run for it!

”Umma? Hvor skal vi hen?” spurgte Yoogeun, da jeg havde taget ham i hånden, og diskret gik sammen med ham gennem salen, hvor alle de andre mennesker lå. Mennesker. Væsner. Monstre. De monstre, der var ved at give op på livet, og var ligeglade med, at andre havde ofret sig for dem. Jeg så ned på Yoogeun og smilede varmt til ham.

”Det skal du nok få at se, Yoogeun,” sagde jeg bare til ham. Jeg kunne ikke fortælle det. Hvis han blev helt vild af det, og råbte op om det, så var vi opdaget.

De fleste folk sov godt nok, men jeg turde alligevel ikke sige det alt for højt. Det var ved at være aften. Vi kunne ikke se ud på Solen, men vi havde heldigvis nogle ure rundt omkring. Så mistede vi ikke helt tidsfornemmelsen.

Jeg fandt mine venner ved, at de stod og så på den store port, der adskilte os og zombierne. Den port, der havde forseglet Jonghyuns skæbne engang. Jeg fik kuldegysninger af at se på den.

”Noget siger mig, at vi ikke har meget tid,” sagde Onew, der betragtede den tykke port, som næsten var blevet brudt åben af alle de slag, som zombierne havde givet den. Kunne zombierne virkelig ikke føle smerte, eller hvad?! Det gjorde blot det hele endnu mere skræmmende. Portens to døre var næsten så smadret på midten, at man kunne se sollyset skinne ind i sprækken. Det var ikke meget tid tilbage, det vidste jeg.

”Skulle vi komme af sted?” spurgte Kekirie, der kiggede frem fra hjørnet af en af murene, hvor lemmen sad, som hende og Taemin havde fundet en udgang i. Jeg sukkede lavt og nikkede. Taemin sad allerede i lemmen, for at tage imod Yoogeun, som jeg rakte til ham. Yoogeun så bare forvirret rundt, men grinede da han så den lange tunnel, der næsten var som en labyrint.

”Vent nu på os andre, Yoogeun!” råbte jeg ind i lemmen, hvor Taemin og Yoogeun næsten ikke var i syne længere. Taemin så dog tilbage på mig og nikkede i bekræftelse om, at han havde fat i Yoogeun.

”Kommer I?” spurgte jeg og så på mine venner, hvis blikke blot var rettet mod porten, hvor zombierne nu slog løs på. De slog hårdere end nogen sinde før! Jeg fik kuldegysninger, især da en smule af sollyset skinnede ind fra den knuste sprække i dørene. Man kunne høre zombiernes klagende lyde. Onew sank en klump og så på mig.

”Jeg tror, vi skal til at komme af sted,” nynnede han lavt af frygt. Jeg nikkede straks og løb over til lemmen, som Yoogeun og Taemin allerede befandt sig dybt inde i. Jeg så på mine venner, der var lige i hælene på mig, imens zombierne slog hårdere og hårdere mod den, ikke så solide, port.

”I går ind først,” sagde jeg.

”Men, Rin!” protesterede Kekirie straks.

”Ikke tid, Keki! Zombierne kan trænge ind når som helst!” nynnede Key og skubbede Kekirie ind i lemmet, efter Taemin og Yoogeun. Key gik ind derefter, imens mit blik kun var rettet mod porten, hvor zombierne snart ville komme stormende ind af. Jeg bed mig selv hårdt i min underlæbe, da nogle arme kom ind gennem sprækken nu.

”Så er det ind, Rin!” sagde Minho, da Hannah og Onew også var kravlet ind. Det tog noget tid for alle, at komme ind. De skulle jo kravle og krybe gennem hele labyrinten.

”Ikke før dig,” sagde jeg og så alvorligt på Minho. Han sukkede irriteret og lagde sine arme over kors.

”Jamen så dør vi begge,” sagde han. Jeg skulle til at sige ham imod, men jeg vidste godt, hvor stædig Minho var. Jeg knurrede irriteret af ham, og kravlede så ind i lemmen, for at følge efter de andre.

Så skete det.

Porten kunne ikke holde til mere, og zombierne brød ind. Jeg var lige kommet ind, og så straks tilbage på Minho med et bange blik.

”Oppa! Skynd dig!” udbrød jeg. Minho forsøgte at se væk fra zombierne, og så på mig. Han nikkede da straks og kravlede ind efter mig. Han var jo lidt høj, så det var en lille smule besværligt for ham. Det lykkedes ham dog til sidst, trods han endnu ikke var helt inde.

Jeg begyndte da at kravle frem igen, for at hale ind på vores venner. Endelig var vi i sikkerhed, og snart ude!

Troede jeg, i hvert fald…

”YAAH!”

Jeg gispede forskrækket og så mig tilbage på Minho, der forsøgte at holde sig fast, trods det var lidt at en umulighed, da der var intet at holde fast i. Kun den glatte overflade af jern.

”Oppa!” udbrød jeg og rakte ham straks min hånd, trods jeg ikke kunne vende mig om. Minho så på mig med bange øjne, vores venner så også tilbage på os, ude af stand til at gøre noget. Alle var bange.

”Minho, tag min hånd!” udbrød jeg. Minho rakte ud efter den, imens zombierne blev ved med at trække i hans ben. Jeg kunne mærke, at tårerne begyndte at presse sig på, jo længere væk Minho kom fra mig. Zombierne var stærke, alt for stærke! Minho så på mig med et bange blik, han havde heller ikke lyst til, at dø… Jeg kunne ikke nå hans arm, han kunne ikke nå min. Zombierne havde Minho.

”FUCK! JEG VIL IKKE MISTE EN TIL!” skreg jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...