The End of The Day 2: My Sun

Daeho er død. Jonghyun er død. Rin har ingen sol til at give hende håb. Verden er stadig fyldt med zombier, og det ser sort ud. De vil gøre alt hvad de kan, så de kan se dagens lys igen, uden zombierne omkring sig. Rin har stadig en forbandet hjertesorg, og da hun flygter fra beskyttelsesområdet, for at finde en kur på sin egen måde, sker der nye eventyr for hende, og hendes venner der er fulgt efter hende... Hvis en sol først er brændt ud, kan den så godt blive tændt igen?

91Likes
240Kommentarer
5875Visninger
AA

9. Min mors arbejde

”Det er hernede et sted…” mumlede jeg, da jeg gik ned i kælderen sammen med Onew den næste morgen. Det var lyst nu, så jeg kunne heldigvis se noget, og var ikke bange længere. Vores hus var stort, så selvfølgelig var vores kælder det også. Onew var virkelig overrasket, og så godt og grundigt omkring sig. Det var jo næsten som en labyrint dernede. Der var dog også lidt rodet nogle steder, men det var kun der hvor Kekiries ting var. Og lidt af mine, men det var ikke det, vi ledte efter. Vi ledte efter min mors ting! Hun havde helt sikkert noget vi kunne bruge!

”Wow! Hvis er det?” spurgte Onew og så på den ufatteligt store reol, hvor der bare var fyldt med mapper, mapper og atter mapper. De var alle helt fyldte med papirer. Jeg sukkede bare lavt og trak Onew med.

”Det er min fars. Han arbejder meget, ser du,” forklarede jeg kort imens jeg fortsat ledte efter min mors ting. Jeg stoppede straks op med et stort smil.

”Ah! Her!” udbrød jeg, da jeg gik hen til de to store, sorte metalskabe. Det var de eneste skabe af metal heromkring. Der var selvfølgelig en hængelås på, med en meget lang talkode. Jeg kendte dog koden, eller jeg havde et gæt.

”Hvad er der derinde? Mad?” spurgte Onew, der kun havde mad i tankerne, selvom vi havde masser af mad imens vi var i huset. Jeg sukkede dybt og drejede koderne på hængelåsene, indtil de gik op med et lille klik. Det var barnemad. Min mor havde bare brugt min og min storesøsters fødselsdag. Hun elskede os jo så meget.

”Sådan! Mine skattebasser, kom til mor!” sagde jeg og åbnede skabet. Onew fik store øjne og bakkede en lille meter væk fra mig og skabet. Jeg så bare på skabets indhold med store øjne, fyldte med stjerner, imens jeg smilede stort. Endelig så jeg dem igen!

”Eh… Rin? Hvad arbejder din mor med?” spurgte Onew forsigtigt. Han var ikke helt sikker på, om han ville vide det eller ej. Jeg så uforstående på Onew idet jeg tog en AK47 ud af skabet, sammen med en række almindelige pistoler.

”Hvad mener du?” spurgte jeg med et smil.

”H-Hvorfor har din mor alle de våben?” spurgte han da, og skar det ud i pap.

”Aaaah… Hun er lejemorder,” sagde jeg og gav Onew en af de små pistoler. Han var lidt stivnet, jeg grinede bare af ham.

”Min mor har et hjerte af guld, du skal ikke være bange for hende. Hun blev jo også forelsket i ham, som hun skulle dræbe, ikke?” smilede jeg og hentydede til dengang hun mødte min far. Det var kærlighed ved første blik, og min mor kunne ikke slå ham ihjel.

”Vi må have nogle våben med til de andre. Vi kan bruge dem mod zombierne,” sagde jeg og lukkede skabet igen, efter vi havde taget næsten alle de ting der var derinde. Vi lod dog bazookaen stå tilbage, da vi var lidt bange for at der skulle ske noget, så vi alle ville ryge i luften. Man kunne jo aldrig vide med Kekirie og Hannah. De ville sikkert komme op at slås om den, fordi de begge to ville skyde zombierne.

Og så var der jo også Jonghyun, som slet ikke ville kunne håndtere sådan en…

Jonghyun.

Jeg mistede hurtigt mit smil, da jeg pludselig huskede, at han ikke var her længere. Onew kunne mærke hvad der var galt, og lagde en hånd på min skulder, imens han smilede varmt til mig.

”Skal vi gå?” spurgte han. Jeg smilede forsigtigt og nikkede kort til ham, hvorefter vi sammen gik mod udgangen af kælderen, med armene fulde af våben og ammunition. Nu skulle vi helt sikkert nok få sat de zombier på plads! Og jeg kunne hævne mig på dem. Jeg ville aldrig tilgive dem for at dræbe min eneste ene. Kim Jonghyun.

”Onew, tror du nogen sinde, at vi vågner fra det her mareridt?” spurgte jeg forsigtigt og bed mig i min underlæbe. Onew så på mig med det sædvanlige opmuntrende smil.

”Selvfølgelig, Rin. Vi skal bare være tålmodige. Vi skal nok finde en kur en dag,” sagde han. Jeg kunne kun håbe, at han havde ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...