The End of The Day 2: My Sun

Daeho er død. Jonghyun er død. Rin har ingen sol til at give hende håb. Verden er stadig fyldt med zombier, og det ser sort ud. De vil gøre alt hvad de kan, så de kan se dagens lys igen, uden zombierne omkring sig. Rin har stadig en forbandet hjertesorg, og da hun flygter fra beskyttelsesområdet, for at finde en kur på sin egen måde, sker der nye eventyr for hende, og hendes venner der er fulgt efter hende... Hvis en sol først er brændt ud, kan den så godt blive tændt igen?

91Likes
240Kommentarer
5874Visninger
AA

8. Darkness

Vi trådte indenfor i vores store hus, og vi fik straks rettet pistoler og geværer i ansigterne. Jeg gispede forskrækket, men sukkede lettet, da de blev sænket. Det var bare Kekirie og Hannah, som stod vagt ved døren.

”Rin! Du klarede den!” sagde Kekirie og omfavnede mig straks i glæde. Jeg grinede lavt, og Hannah stirrede bare fortsat mistænkeligt på Minho. Jeg sukkede lavt af hende.

”Er her nok mad til at leve af, selvom vi er så mange?” spurgte jeg, en lille smule udmattet. Kekirie nikkede bestemt.

”Der er masser af mad! Bare rolig, vi kan være her længe,” sagde Kekirie og grinede. Jeg hævede et øjenbryn og så omkring mig. Alle lysene i hele huset var tændt, det bekymrede mig en lille smule.

”Kekirie, Hannah, vi skal have slukket alle lysene,” sagde da straks, og Hannah og Kekirie så på mig med mærkelige blikke.

”Hvad? Hvorfor? Så kan vi jo ikke se noget! Vi kan heller ikke se, om der kommer en zombie eller noget!” sagde Hannah og protesterede mod det, jeg havde sagt.

”Vi kan stadig have lommelygter, vi må bare ikke have det hele tændt. Det kan tiltrække andre overlevende, og I ved jo godt, at det ikke er alle som er lige klare oveni hovederne,” sagde jeg og gik over og slukkede for den første kontakt.

”Derudover må vi også være stille, den mindste larm kan tiltrække zombierne, når det er så stille udenfor, som det nu er,” fortsatte jeg og gik over for at slukke for lyset ved en anden kontakt.

”O-Okay, vi slukker lysene i den vestlige fløj, de andre sover lige nu, så vi klarer det,” sagde Kekirie. Jeg nikkede bestemt.

”Så slukker jeg og Minho dem i den østlige fløj,” sagde jeg og vi gav hinanden tommel-op, før vi løb hver til sit. Jeg tog Minho i armen, og trak ham med mig. Sammen med ham var jeg lidt mere i sikkerhed, han var jo, trods alt, stærk.

 

 

”Det var den sidste,” sagde Minho, da han slukkede for den sidste kontakt, der var i den østlige fløj. Hele huset var nu mørklagt, og ingen ville kunne se, at her var nogen, så længe ingen tændte lyset.

”J-Ja, det var det…” mumlede jeg lavt og stammede en lille smule. Minho gik hen foran mig og tændte min lommelygte for mig.

”Hvad er der galt, Rin?” spurgte han så. Jeg så forsigtigt på ham, gennem lyset fra lommelygten.

”I-Ikke noget… J-Jeg har det fint,” sagde jeg lavt og sænkede mit blik. Minho hævede bare et øjenbryn og så mærkeligt på mig.

”Den skal du længere ud på landet med,” sagde han bare. Jeg sukkede lavt og holdt forsigtigt omkring mig selv, for at føle mig mere tryg, bare en lille smule.

”Jeg er bare… Lidt mørkeræd,” sagde jeg lavt.

”Hvorfor? Du havde det da fint da vi var udenfor? Der var jo også mørkt?” sagde Minho med et mærkeligt blik i øjnene. Jeg rystede på hovedet.

”Det er ikke det samme… Når jeg er udenfor i den friske luft, er jeg ikke bange for mørket. Det er kun når jeg er indenfor, at jeg bliver bange… Jeg ved godt det er mærkeligt, men…” jeg opgav helt at sige mere og sukkede bare dybt og rystede på hovedet igen.

”Jeg forstår dig, Rin… I morgen er det lyst igen, lad os få noget søvn, okay?” sagde Minho blidt til mig. Jeg så op på ham og tørrede mine tårer væk. Jeg smilede forsigtigt og nikkede så.

”Ja… Lad os få noget søvn, Minho oppa…” sagde jeg, og Minho gik med mig, med en arm beskyttende omkring mig, imens han lyste med lommelygten.

Jeg følte mig skam tryg sammen med Minho, men jeg vidste, at jeg kunne føle mig endnu mere tryg, hvis jeg dog bare var sammen med Jonghyun. Han havde jo reddet mig så mange gange, og udover det, så elskede jeg ham. Også selvom jeg godt vidste, at jeg helt sikkert aldrig ville se hans smukke ansigt igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...