Love Alibi - Færdig

Det der vil beskrive handlingen bedst, er nok den video jeg fik inspirationen fra: http://www.youtube.com/watch?v=kpoIcDydv90&feature=autoplay&list=PLD89E389E91E6F53C&lf=BFp&playnext=2 - Og ja, jeg er The Vampire Diaries freak. OBS. Serien er stemplet som fra 15 år. Har dog selv set den fra jeg var 13, og har aldrig lidt under det :) Cover lavet af RinKim! Tak! xD

9Likes
16Kommentarer
1959Visninger
AA

1. Elenas Synsvinkel

”Han er helt væk nu. Jeg så det ske. Efter alt det vi har været igennem for at få... for at hjælpe ham. Nu er han bare væk.” Damons blik på mig formørkedes. Jeg vidste at han havde set Stefan sådan før. Mange år før de begge mødte mig. Og jeg havde selv set Damon sådan. Men jeg havde aldrig, i min vildeste fantasi, forestillet mig at Stefan... At Stefan kunne være sådan. Så kold, så blodtørstig. Så fuld af ondskab. 

”Hvad skete der?” spurgte Damon roligt, og rømmede sig.

”Der...”

 

 

Jeg gik mod døren ud til gangene.. Skolen var stort set tom, udover Caroline, Bonnie og de andre seniorer, der skulle gøre klar til senior prank-night. Caroline havde fået den geniale idé at fylde et helt lokale med musefælder, men den idé havde Matt fuldstændig spoleret, ved at træde ind i lokalet da vi næsten var færdige, og udløse alle fælderne. Jeg lo lidt for mig selv.

Jeg skubbede mod døren, og gik ud på gangen. En kold og ikke specielt blid hånd greb min arm.

”Det er meningen at du skal være død,” snerrede en stemme, der kun kunne tilhøre én levende skabning. Klaus.

Han slæbte mig ned af gangen, i et tempo alt for højt til mine menneskeben, men det bekymrede han sig tydeligvis ikke synderligt om.

”Hvis du vil slå mig ihjel, så bare gør det,” sagde jeg beslutsomt, med en trodsig undertone. Hvis Stefan ikke kunne forhindre ham i det, var han ikke længere i live. Jeg ville ikke leve i en verden uden Stefan, det valg havde jeg taget.

I stedet for at svare, slæbte han mig hen til døren ind til gymnastiksalen, hvor vi fandt Dana, og en dreng jeg ikke kunne huske navnet på, frosset fast i akavede stillinger, med øjnene fulde af frygt. Betvingelse.

”I kan slappe af igen nu. Men bliv hvor i er,” kommanderede Klaus, og Dana satte straks sit forvredne ben ned på gulvet. Klaus slap sit greb i mig, og jeg løb hen for at se hvad der var sket med hende.

”Han... Han bad mig stå på et ben. Hvis jeg satte benet ned, skulle Travis slå mig ihjel...” hulkede Dana.

Travis! Det var hans navn.

”Er du okay?” spurgte jeg, og fangede hans blik. Han nikkede rystet, og stirrede frygtsomt på Klaus. I samme øjeblik kom Stefan ind i rummet.

”Der dukker flere og flere løgne op. Og du vidste vel hele tiden at hun var i live, går jeg ud fra?” spurgte Klaus, en anelse for nonchalant. Hans australske accent irriterede mig mere og mere, jo mere nedladende den blev.

Han tøvede et øjeblik, og råbte så vredt: ”Elena betyder intet for mig!" og sendte mig et brændende hadefuldt blik.

Jeg følte noget i mig gå i stykke. Splintres. Mon det endnu engang var mit hjerte?

”Intet siger du? Og hvorfor fortalte du mig så ikke at hun var i live?” spurgte Klaus, endnu engang nonchalant og nedladende på samme tid.

”Jeg vidste det ikke,” forklarede Stefan ligegyldigt, men Klaus vidste med det samme at det var løgn.

”Så du er ligeglad med hende, og du vidste ikke at hun var i live. Jamen fint nok,” mumlede han, og vendte sig mod mig, i en pludselig bevægelse. Han slog så hårdt til min kæbe, at jeg troede at jeg skulle besvime. Jeg ramte gulvet med så hårdt kraft at jeg frygtede at noget i mig brækkede. Da jeg løftede hovedet igen, hørte jeg nogen snerre. Stefan kolliderede med Klaus, og forsøgte vist, trods han tydelige underlegenhed, at slå ham i gulvet.

I stedet tog Klaus fat Stefans hals, og holdt ham ud fra sig. Selvom jeg vidste at luftmanglen ikke ville skade Stefan, blev jeg instinktivt rædselsslagen for hans liv.

”Når jeg forlader rummet, holder du øje med Dobbeltgængeren. Når tiden løber ud, drikker du hendes blod. Hvis hun forsøger at flygte, brækker du hendes rygsøjle. I har tyve minutter,” sagde han, og Betvingelsen fik hans pupiller til at udvide sig, og hurtigt trække sig sammen igen. Uden at jeg ved hvordan, startede han det store ur på måltavlen, og satte kursen mod døren.

Inden han helt forlod rummet, sagde han: ”Det glemte jeg næsten. Slå de to andre ihjel nu. Du ser tørstig ud.”

Jeg skreg da Stefan få sekunder efter angreb Dana og sugede ham tør for blod. Han smed den livløse krop fra sig, og gjorde, uden at tøve, det samme ved Travis. Jeg er sikker på at chokket stod malet i ansigtet på mig, men det betød ikke noget. Jeg fulgte ham med øjnene, som han vandrede op og ned af gulvet, mens hans blik skiftede imellem gulvet, uret, mig, og de livløse kroppe. Og så tilbage til gulvet igen.

Efter at de tyve minutter næsten var passeret, brød jeg tavsheden.

”Stefan. Det er mig. Bare drik fra mig. Kæmp. Han bad dig ikke slå mig ihjel,” sagde jeg tøvende.

”Jeg vil ikke kunne holde op,” snerrede han.

”Det tror jeg ikke på! Du kan bekæmpe det, du skal bare ønske det nok!” råbte jeg insisterende tilbage.

”Fordi jeg elsker dig?” spurgte han i en hånlig tone, jeg aldrig havde hørt fra hans mund. Han lød som Damon, bemærkede jeg. Og jeg vidste hvordan man talte til Damon.

”Ja, det er rigtigt Stefan, fordi du elsker mig! Du vil kæmpe, fordi efter alt hvad vi har været igennem, skylder du mig det!” snerrede jeg tilbage.

Uret tikkede. 9. 8. 7...

”Bare løb Elena,” sagde Stefan opgivende.

”Det vil ikke virke...” mumlede jeg tilbage.

”Men...” ”

Kæmp Stefan!”

Uret ramte 0.

”Kæmp! Det er mig Stefan, bare kæmp!” råbte jeg. Han borede fingrene ned i det hårde trægulv, der gav efter for trykket. Sveden piblede frem på hans pande.

”Løb,” bad han indtrængende.

”Nej...” Han gjorde et uvilligt udfald mod mig, og jeg flyttede mig lige i tide.

”LØB! NU!” råbte han hæst og skrækslagent, mens han klamrede sig til den stolpe jeg lige havde stået op af.

Den her gang lyttede jeg, vendte om på hælen, og satte i løb mod døren, fuldt bevidst om at hvis han ville, havde han fanget mig nu. I sidste ende elskede han mig stadig.

Jeg spurtede ud af døren og ned af gangen. Få sekunder efter, hørte jeg Stefan hamre ind i et skab bag mig, med voldsom kraft, og hørte samtidig døren smække. Ufrivilligt satte mit hjerte farten op, som adrenalinen pumpede rundt i mine årer.

Jeg sprintede ned af forskellige gange, igennem et lokale hvor pedellen havde efterladt sin vogn, og videre ud gennem den næste dør.

Og lige ind i Klaus. Han greb hårdt fat i min arm, og vendte mig hidsigt om, og åbnede døren til det rum jeg lige havde forladt. Midt i rummet, ved siden af pedellens vogn, stod Stefan sammenkrummet, med ryggen til os.

Da han vendte sig om, så jeg at han havde et knækket kosteskaft i maven.

”Fascinerende. Det eneste der er stærkere end din blodtørst, er din kærlighed til denne pige,” funderede Klaus, tydeligt forbløffet. Han slap min arm, og hamrede Stefan ind mod væggen.

”Sluk for det,” sagde han med den intensitet der hørte til Betvingelsen. Stefan stoppede med at trække vejret i nogle få sekunder. Stønnede så. Prustede. Snerrede.

Kæmpede.

Og så, pludselig, blev han helt rolig. Omkring hans øjne blev blodårene fremtrædende, og hans blik blev blodrødt.

__________________________________________________________________________________________

Historien kræver ikke at man kender The Vampire Diaries, men den kræver at man har set videoen :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...