Gammelprosa

Kortprosa om en gammel dame og farven gammelrosa.

2Likes
0Kommentarer
935Visninger
AA

1. På bænken i parken

Jeg har tit spurgt mig selv, hvad folk mon tænker når de går forbi mig. Både om parken og stien og det de skal… og om mig, selvfølgelig. De fortravlede forstyrrer mig altid. Der er en sø og den vugger så blidt og er så langsom. Jeg bryder mig ikke om den måde, de bryder langsomheden på med deres forjagede blik og alt for lange skridt.
Det er mændene i jakkesættene og kvinderne med stramt hår, der går sådan. Også andre, selvfølgelig, men mest dem. Og jeg har et sørgeligt, forudindtaget had til disse fortravlede mennesker.
Men der kommer så mange skikkelser. De gamle mænd med deres stokke og tænksomme blikke. Nogle af dem ved jeg tænker meget. Over det de ser og det de har set i deres lange liv. Sådan tænker jeg også selv fra tid til anden. Disse mænd tror jeg knapt nok ænser mig, for de er fortravlede med sig selv ligesom jeg er med mig.
Næh, de skikkelser der ser mig er så forskellige. Det er de midaldrende kvinder, der sender mig et sørgmodigt blik, sommetider åbenlys medlidenhed, andre gange bare håbløshed. Over mig og over den viden, at de ender som mig en dag. Det er det, jeg tror de tænker.
Men jeg ved ikke hvad de unge tænker. At jeg havde et spændende liv? At det da kun er i film og historier at gamle damer sidder og fodrer fugle?
Jeg kaster endnu en håndfuld frø til de små pippere. De flokkes om mine fødder og så kan jeg alligevel ikke holde et smil tilbage. Så energisk de hopper og bakser. De er så søde, de små. Det ved de også selv, tror jeg, det er derfor de er sådan nogle bæster mod hinanden. Fordi de tror, de ved hvor søde, de er.
Jeg retter mig lidt op. Min ryg knager. Bænken knager. Bænken er gammel.
En dreng i grøn jakke går forbi. I et øjeblik fanger jeg hans blik, de store brune øjne, så flakker det igen. Jeg vinker ganske let med den ene hånd. Han ser det.
Drengen vinker igen.


Solen er næsten forsvundet bag søen. Jeg rejser mig og tager det gammelrosa sjal fra bænken. Det må være gledet af mine skuldre tidligere… jeg havde slet ikke bemærket det. Jeg har ingen stok, selvom jeg måske kunne bruge det, så jeg går usikkert på stien.
Der er en anden bænk på vejen. En ung mand ligger på den og sover. Han har skæg, brunt og filtret, en hue trukket godt ned over hovedet. Jeg tænker, at de der så mig og tænkte, at jeg var en sørgelig eksistens, at mit liv var ovre, ikke har set denne mand. Ham kunne man have ondt af, men det vil jeg heller ikke. Hvem ved om han er glad? I den alder sover man sikkert ganske godt på en parkbænk.


Det bliver koldt inden jeg når hjem. Det gammelrosa sjal er alligevel ikke varmt nok. Jeg stopper og finder mine cigaretter frem med kolde, stive fingre. Jeg tænder en og går videre, puffer små røgskyer på vejen. Jeg smiler til de folk jeg møder, men det er usædvanligt få der smiler tilbage.
Det er nok fordi det er koldt.


Jeg kommer forbi en brandhane. Den er meget rød. Sådan én skulle man male hvis man var kunstner. Jeg tror jeg kan se selvsamme brandhane fra mit vindue, men jeg kan ikke være sikker. I en by som denne er der mange røde haner.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...