isblokken

en lille novelle hvor en pige mister sin bedste ven, find ud af hvordan.

1Likes
2Kommentarer
931Visninger
AA

1. en kort novelle

Jeg sad og så på den ene vande der lå i min hule hånd. Det var Milles vante. Mille som jeg aldrig ville se igen, Mille som indtil for to dage siden havde været min bedste ven.

Mille og jeg var på vej ned til morgenmad. ”Ida, jeg har en ide!” Hun blev afbrudt af vores forstanderinde, som sagde med sin altid så sure stemme ”skynd jer piger, hurtig nu vi har meget der skal nås” Mille skar en grimasse og hviskede så ” siger det til dig sener.” Og så skyndte hun sig ellers ned for at spærre pladser til os, jeg gik over til morgenmads bordet og tog to bære med jordbær yoghurt, og to stykker franskbrød, et med abrikos syltetøj og et med hindbær. Så gik jeg ellers over til Mille som spærrede en plads til mig jeg satte bakken ned og hun gik over for at hente to glas appelsin juice. Vores ynglings.

Mig og Mille er begge tynde, lidt for tynde men det har vi det fint med, vi er begge høje og har blond hår, vi har været bedste venner i fem år nu, det er ikke så meget men vi er så tætte at vi har det skidt når vi ikke er sammen. Det er svært at forstille sig men når man går på kostskole er det Meget vigtigt at have en god ven at snakke med om alt ellers bliver livet død surt.

Vi sad på vores værelse, vi deler værelse Mille og jeg. Det er søndag så vi er ikke i skole, men vi skal altid lave en form for sport som ’styrker vores sammenhold’ siger vores forstanderinde altid. ”Hvad er så din ide??” Hun kiggede til højre så til venstre som om det var top hemmeligt. ”Vi røver fryseren for is” sagde hun med et smil på læberne. Fryseren er forbudt område hvis man skal hente noget til undervisningen er det selvfølgelig okay. Inde i fryseren opbevare de mad, grøntsager og is, vi får ikke is så tit, den er stor, meget stor, så stor at man kan gå ind i den og stå på hænder uden at røre loftet. ”Skal vi gøre det nu??” Spurgte jeg. ” Nej selvfølgelig ikke, sener. Kom vi skal ned til dagens spil.”

Vi skule være muse stille, hvis vi blev taget ville vi få den værste straf som forstanderinden overhovedet kunne finde på, så vi var stille da vi listede ned af trapperne. ” Jeg holder vagt, du tager isen okay??” spurgte jeg ” fint vi ses” hviskede hun som svar. Hun åbnede fryseren og for svandt ind i den kolde dis som stod ud af fryseren. Jeg kiggede ind til hende i gennem det lille kig hul der var i fryseren. TAP TIP TAP, TAP TIP TAP……åh nej det var lyden af høje hæle vores forstanderinde var på vej her ned!! Jeg stod som forstenet hun måtte bare ikke finde mig her det måtte hun ikke!! Jeg løb glemte alt om Mille, løb bare. Standsede i sikkerhed under trappen, Mille jeg måtte hente Mille. Jeg spurtede tilbage men i min hast efter at løbe væk havde jeg kommet til at smække døren i, Mille kiggede ud på mig fra det lille hul i døren, jeg hev og sled men kunne ikke få døren op, den ville bare ikke op!! Nu nærmede den forfærdelige lyd sig TAP TIP TAP, TAP TIP TAP, jeg løb igen, løb om bag trappen og tog den anden ikke så pæne trappe op til mit værelse. Jeg græd mig selv i søvn den nat.

Jeg vågnede af lyden af en sirene, jeg så på uret, klokken var to om morgnen, Mille, hendes navn rungede gennem min krop, Mille. Jeg kiggede ud af vinduet, en ambulance holdt med blinkende lys, og en man kom slæbende med en stor isblok den havde en mærkelig form…. Og så slog det mig. Jeg løb som aldrig før jeg tumlede ned af trappen og faldt, jeg slog sikkert hul på knæet men jeg kunne kun tænke på en ting. Mille. Jeg nåde døren og løb hen til ambulance manden med isblok jo nærmer jeg kom jo bedre kunne jeg se hende. Hun sad helt krøllet sammen, med benende oppe under hedes hoved, hendes øjne, hendes øjne var åbne. ”Kan i redde hende?” nærmest hviskede jeg. ” nej.. det tror jeg ikke” svarede han. Dagene efter Milles død var forfærdelige. Jeg sad på MIT værelse, nu var det kun mit og ikke Milles, den tanke sendte en ufattelig smerte igen min krop, som at blive ramt af lynet. Bare være. Jeg savnede hende så forfærdeligt! Jeg gik ned til fryseren igen, jeg gik ind og satte mig der hvor jeg sidst havde set min bedste ven i live, og så var det at jeg så den, Milles vante, den lå lige ved siden af min hånd, jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke havde set den noget før. Det var min skyld alt sammen, de ord spillede igen og igen i mit hoved, og de stopper aldrig.

Jeg sad og så på den ene vande der lå i min hule hånd. Det var Milles vante. Mille som jeg aldrig ville se igen, Mille som indtil for to dage siden havde været min bedste ven. Dagene bliver til år, tiden den går og går, men dig glemmer jeg aldrig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...