Farfar's fortælling

Denne historie er kommet ud af en gammel lygtepæl jeg så hjemme hos min farmor og farfar. Historie handler om en dreng som også finder en lygtepæl hos sin farfar, men da han tænder for den bliver han sendt tilbage i tiden. Han bliver taget tilbage til dengang hans farfar var lille. Han får nu farfars liv at se i selve farfars krop. Men det er ikke så spændende som drengen tror da han pludselig får ændret historien. Denne historie er dedikeret til min farfar for alle hans gode historier. Følg med hver måned hvor et nyt kapitel kommer

1Likes
0Kommentarer
1111Visninger
AA

1. Ferie

Ferie. Ja, nu var den altså startet. Endelig kunne bilen starte og vi var på vej. Vi kørte i mange timer. Landskaberne var smukke, vi så nogle køer her og der, heste og får. Farfar havde sikkert forberedt sine berømte frikadeller som alle i familien elskede. Ingen kunne lave dem som ham. Farmor havde som altid lavet løg, og ja, det var hun god til. Huset var nok en kilometer herfra endnu, men jeg kunne allerede se den lille prik af huset. Den lille sorte plet, som jeg altid havde glædet mig til at se. Men den bliver jo større og større. Og til sidst var det der. Det store sommerhus vi altid var oppe i, i ferien. Man kunne næsten lugte de frikadeller her ude fra. Det store sorte hus, med det orange tag. Det var nu ved at blive lidt gammelt og slidt, men ikke nær så meget som det skur der stod nede i baghaven i højre hjørne. Det gamle hus havde altid stået der. Men jeg havde aldrig været nede i det, kun beundret det udefra. Det var som om farfar skjulte noget der inde. Noget vi ikke måtte se, eller noget vi snart skulle se.

Farfar havde altid været lidt hemmelig om sine ting. Men denne her gang, følte jeg at han ville fortælle os noget spændene.  ’’Hej med jer!’’ Sagde farfar, med sin lidt slidte gamle stemme. Han lyd glad, men denne gang var der noget galt. Jeg havde en stærk følelse i kroppen om at han ikke havde det godt, men han ville ikke vise det. ’’Hva så var det en lang tur?’’ Spurgte farfar helt glad. ’’Ja, den var som alle andre ture her op til. Kedeligt, men farvefuld.’’ Sagde min far. Han var sådan lidt ligeglad i stemmen, som om alting bare kunne klares nemt. Han var maler, så derfor var han interesseret i farver. Jeg fik lige et glimt af skuret inden jeg kom ind i det lille køkken i sommerhuset. Det var stadig slidt som altid, men stadig i fin stand. Ja det lyder mærkeligt, men det er sandt. Vi bevægede os fra køkkenet ind i stuen. Det så, så fint ud som det plejede og jeg satte mig hen til bordet. ’’Maden skulle være klar om 5-10 minutter!’’ Råbte farfar fra køkkenet. Jeg rejste mig og gik udenfor. De andre fik lige af vide at jeg ville have noget frisk luft. Jeg kiggede ind af vinduet udefra og så at farfar var i fuld gang med maden… han havde da ikke tid til at kigge ud vel? Jeg gik hen mod skuret langsomt. Håndtaget var gammelt og slidt… faktisk mere end skuret. Måske var det noget han ikke gjorde rent? Jeg tog i håndtaget langsomt og kiggede over skulderen. Ingen havde deres øjne på mig. Jeg hørte dørens knirken som den åbnede langsomt. Jeg havde hele tiden blikket over mine skuldre så jeg ikke blev opdaget. Jeg fjernede blikket fra skulderen og kiggede ind i rummet. ’’Så er der mad!’’ Råbte farfar inde fra huset. Jeg hørte det nærmest ikke. Det var bare noget der blev råbt, så det kom ind i mit hoved, og så ud igen. ’’Hører du!’’ Råbte farfar. Jeg lukkede døren. Nu var jeg inde i skuret. Efter mange års tanke, kunne jeg endelig se de skjulte ting her inde.  Der stod både kasser, værktøjer, stole og så var der en speciel ting, som stadig stod skjult. Ikke helt skjult, men et hvidt tæppe skjulte det. Jeg tænkte: ’’Bare et lille kig? Måske er det det, som han har skjult fra os i alle disse år?’’ Jeg kig hen mod det. Pludselig gik døren op. Farfar kom ind og så helt bleg ud i hovedet. ’’Træd tilbage.’’ Sagde farfar helt seriøs i stemmen. ’’Jeg, jeg, jeg ville bare…’’ Sagde jeg helt forskrækket. ’’Hvad laver du herinde?’’ Spurgte farfar. ’’Jeg ville bare se rummet.’’ Sagde jeg, normal i stemmen igen. ’’Du ville se hvad jeg skjuler ikke?’’ Sagde min farfar, mens han langsomt gik mod det han skjulte. Han stod nu foran det. ’’Men hvad er det farfar?’’ Spurgte jeg. Han vendte sig om. ’’Hvorfor er det så vigtigt?’’ Sagde farfar. Han lagde hånden på min skulder. ’’En dag vil du finde ud af det min dreng.’’ Sagde han, og smilte. Han gik hen til døren. Han stoppede lige for at sige noget. ’’Kan du så se at få røven lettet og komme op og spise.’’ Sagde han og smilte igen. Så gik han ud af døren. Jeg vendte mig mod det skjulte igen. Måske kunne han ikke høre noget? Jeg gjorde det hurtigt og rev tæppet af. Mine øjne blev store, men så overrasket var jeg heller ikke. Det var en gadelampe. Pludselig kom der løbende skridt mod skuret. Jeg smed hurtigt tæppet over, men nåede det ikke helt fordi farfar lige så at tæppet skulle falde til ro. ’’Du kan ikke vente var?’’ Sagde han. ’’Farfar hvad er der at skjule? Det er en gadelampe?’’ Sagde jeg, med lidt alvorlig stemme. ’’Det er ikke bare en gadelampe.’’ Sagde farfar, som en lære ville snakke om grammatik. ’’Denne lampe har set ting andre folk aldrig har, eller kommer til at se Peter.’’ Jeg kiggede igen på tæppet. Jeg tog det af og stirrede på lampen. ’’Som hvad farfar?’’ Spurgte jeg rigtig nysgerrigt. ’’Der er mad.’’ Sagde farfar. Han gik ud af døren. Jeg lagde tæppet over lampen og gik med ud. Så han ville ikke dele det med mig? Til maden var der stille. Folk spiste og var stille. Ingen sagde noget eller kom med kommentarer til at maden smagte godt. Jeg sagde heller ikke noget. Jeg havde lyst til at til spørge farfar om hans barndom, men jeg tror ikke han ville fortælle sandheden, fordi den var noget helt andet end den han ville fortælle om. Lampen var vigtig for ham, på en eller anden måde. Jeg VILLE høre om det, så jeg spurgte. ’’Farfar, hvad brugte du tiden på som barn?’’ Der kunne jeg godt mærke at folk ved bordet så lidt mærkelige ud. Farfar sagde ikke noget i 2 minutter… måske skulle han finde på en historie til sin barndom? Han fik aldrig svaret, så min mor brød tavsheden ved at spørge om nogle ville have kartoflerne.

Mørket var over os.  Jeg havde besluttet mig at se til lygtepælen igen. Jeg listede stille ud af sengen og ned ad gangen. De lyde som gjorde mig tryg her var farfars ure. Han samlede på dem, så han havde MANGE! Der var omkring 70 ure. Jeg nåede ud af døren og hen til det lille skur. Farfar havde ikke låst døren så jeg kunne sagtens komme ind. Tæppet lå over lygtepælen, men jeg fjernede det. ’’Wow.’’ Sagde jeg. Jeg lagde pludselig mærke til den snor som har ned for den ene lampe. Hvad bruges den til? Jeg trak snoren ned. Pludselig tændte den ene lampe og skinnede som 1000 funklende diamanter, som jo ikke plejer at ske når man tænder en lampe. Det blændede mig lidt, og det hjalp ikke at dække øjnene til. Pludselig forsvandt alting. Møbler, lamper, billeder af oldefædre og oldemødre. Min oldefar Jens og min oldemor Margit; tæpper og alt det som farfar ville skrotte, men som farmor ville beholde. Pludselig var der kun det blændende lys og mig. Var jeg død? Var det sådan her det så ud når man var død? Pludselig ændrede det hele sig. Jeg stod midt i en by. Alting var meget mærkeligt. De børn som løb rundt gik i noget gammelt slidt tøj, mens nogle voksne havde noget fint tøj på. En mand gik et sort jakkesæt. Jeg, ja jeg havde noget fint tøj på. Pludselig blev der taget fat i mig. En kvinde vendte mig om så hun kunne kigge mig i øjnene. ’’Lille mand, hvorfor stirrer du på folk på den måde?’’ Sagde hun. ’’Øhhm, øhh…’’ Jeg kunne ike få nogle ord frem. ’’Det er vel…’’ Så afbrød hun mig. ’’Nu må du opføre dig ordentligt.’’ Sagde hun og vendte sig om. ’’Vi skulle nødig komme til skade.’’ Sagde hun og begyndte så at smile. ’’Din far er her nu.’’ Jeg kiggede den vej hun kiggede. En stor sort vogn trukket af store elegante heste ankom meter foran os. ’’Kom så.’’ Sagde hun og trak mig i hånden. Da vi kom hen til vognen åbnede døren og en høj velklædt mand trådte ud. ’’Hej sønnike.’’ Sagde han. Det er da ikke min far tænkte jeg. ’’Hej.’’ Sagde jeg. Kvinden kiggede ned på mig med et dræber blik som om jeg havde gjort noget forkert. Manden som skulle være min far satte sig på hug for at kigge mig i øjnene. ’’Jeg har noget med til dig.’’ Sagde han og stak hånden ned i lommen. I hans hånd lå der et guldur. ’’Et ur.’’ Sagde jeg. ’’Jeg ved jo at du plejer at spørge hvornår jeg kommer hjem. Med dette kan du se det.’’ Jeg beundrede det smukke guldur. Så kiggede jeg op og blev helt grebet af øjeblikket. ’’Tak far.’’ Sagde jeg. Så nussede han mit hår. ’’Det var da så lidt min dreng.’’ Jeg smilte og kiggede op på kvinden. Hun kiggede på manden. ’’Vi tager hjem nu. Hav en god tur Jens.’’ Det navn kendte jeg et eller andet sted fra. ’’Tak.’’ Sagde ham Jens manden og satte sig ind i vognen. Jeg kiggede på gulduret og så at dens farve pludselig blev til hvid. Guldfarven var forsvundet og var nu bare hvid. Pludselig blev uret større og større og faldt ud af min hånd. Pludselig begyndte det at lyse og skinne som lygtepælens lampe. Det blændede mig. Alting forsvandt og pludselig stod jeg i skuret igen. Det sidste lys fra lygtepælen forsvandt. Jeg åbnede hånden men intet guldur havde jeg. Jeg skyndte mig op på værelset og lagde mig til at sove igen.

Næste morgen vågnede jeg som den sidste. Da jeg vågnede kunne jeg høre de andre nedenunder snakke. Far, mor, lillebror, kusinerne, onkel og tante. Intet spor af farfar. Jeg rejste mig op og kiggede i døråbningen. Farfar stod der. ’’Kommer du og spiser?’’ Sagde han. Jeg skyndte mig hen til ham. ’’Farfar.’’ Sagde jeg. Han kiggede ikke på mig, men på de gamle billeder på væggen. ’’Farfar… hvad hed din far?’’ Spurgte jeg. Hans blik faldt pludselig på mig. ’’Jens… Jens Adolf Nørgaard Pedersen.’’ Sagde han. ’’Hvorfor vil du vide det?’’ Spurgte han så. Så røg mit blik hen på billederne. Jeg svarede uden at kigge på ham. ’’Det er bare rart at vide hvad min oldefar hedder.’’ Sagde jeg. ’’Den er god med dig. Skal vi få noget at spise?’’ Så gik vi ned og spiste. Det hele gik hurtigt og alting var akavet. Efter spisningen gik jeg ud i skuret uden de så mig. Jeg sagde bare jeg skulle ned og hjælpe naboen. Lygtepælen var der stadig. Alle møblerne, billederne, tæppet og så en sort æske. Jeg vidste ikke hvad det var, men ville gerne finde ud af det. Mine langsomme skridt førte mig derhen hurtigere end forventet. Jeg plejede ellers at gå meget langsomt. Æsken var ikke låst; typisk farfar. Han låste aldrig skuret. Han glemmer altid at låse døre og nu denne specielle æske. Jeg tog den op og undersøgte ydersiden. Jeg åbnede den og så hvad jeg ikke ville se. Et guldur i fin tilstand. Jeg gispede let.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...