Im In Love With A Criminal (Jason McCann)

Gabrielle er en pige fra en meget pæn familie, men da Gabrielle stødder ind i den eftersøgte Jason McCann. Ved hun ikke om hun skal fortælle polittiet om hvor hun har set ham eller om hun skal tie stille, og hjælpe ham med at gemme sig.
for hva nu hvis han faktisk er en sød dremg, det kan man jo kun finde ud af hvis man prøver at komme ind på ham.

Det er min første krimmi novelle herinde
håber i tager godt imod den, og i må meget gerne fortælle mig hvis der er noget der skal gøres bedre:)

28Likes
87Kommentarer
7761Visninger
AA

13. SHIT

JASON MCCAINS SYNSVIBKEL 

Jeg løb gennem de mørke tomme gader. Jeg måtte væk, langt væk fra hende. Jeg har aldrig rigtig været bange for noget før, men det var jeg nu. Jeg var bange for Gabrielle alså Selvføldelig ikke sådan at jeg frygtede hende og rystede og sådan noget crap, men det hun gjorde ved mig. De følelser jeg fik når hun kiggede mig ind i øjndene, det var det jeg var bange for, det føltes som om jeg ikke kunne styre mig selv når hun gjorde det, så det var godt at min plan var lykkes så jeg aldrig, og jeg mener ALDRIG skulle se hende igen, det var slut med at komme hjem til hende for at klynke efter hjælp SLUT! Jeg måtte tage mig sammen nu helt seriøst. Jeg har kunne klare mig selv i 17 år, så møder jeg hende også bliver jeg fuldstændig hjælpeløs, hvor ynkeligt endelig. Hun skal ikke øddelægge min hverdag. Jeg kommer aldrig hen til hende igen, tiden er inde til at jeg smider hende væk, væk som en cola dåse. Jeg fandt hende jeg drak hende og nu smider jeg hende ud, ja ikke mere end en cola dåse.

Jeg var kommet ind i skoven, og tanken slog mig pludselig om Jack helt seriøst ville flække midt over når han så mig igen, der var gået over 7 timer, siden han havde ringet til mig og bedt mig komme hjem, fuck han er alså bare så dum han er dum også selvom han ikke gør noget. Han har et talant, som går ud på at være ekspert i at være en totalt idiot, jup det gør han fandeme godt! 

Jeg kunne pludselig se vores lille grimme hus komme til syne. Jeg satte farten ned fra løb til gå. Jeg gad fucking ikke hjem til de tosser! Men ja, det blev jeg ligesom nød til der var sgu ikke andet at gøre, eller jo det var der. Jeg kunne tage hjem til Gab..... STOP JASON, der er ingenting du kan gøre udover at tage hjem til de idioter INGENTING ARG. Jeg nåede hen til huset, og åbnede tungt døren op. Jeg gik ind smækkede døren hårdt i og fortsatte bare koldt ind i huset. Jeg gik hen i sofaen, eller det der skulle forstille en sofa. Jeg vidste sgu ikke hvad det lingede, den var i hvert fald grim, ikke andet, grim og jo den var sgu også hæslig. Jeg smed mig ned i sofaen og lukkede hårdt øjndene i. Jeg tror lige jeg var ved at falde i søvn da jeg fik et seriøst chok "JASON, HVOR FANDEN HAR DU VÆRET HELE DAGEN. JEG TROEDE FUCKING VI HAVDE EN AFTALE!!" chok main. Jeg sprang op fra sofaen og så Jack stå foran mig, og nu vil jeg ikke lyve men han lingede seriøst en der var ved at flække midt over. Han var fuldstændig rød i fjæset også rystede han af vrede. Jeg valgte bare at give ham et provokerende svar "Jeg havde ikke tid til at bruge min dyrebare tid, sammen med sådan en hissiprob som dig. Jeg vil meget hellere leve midt liv sammen med mig selv end dig"  han hævede sin hånd, og skulle lige til at slå mig, da jeg sprang op fra sofaen og gik vredt væk. Han skal FUCKING ikke slå mig! Eller troe mig eller hva han så havde tænkt sig! Han er bare sindsyg i sit hoved!! Jeg brasede ind på mit såkaldte værelse og smed mig ned.på min hårde seng, den var slet ikke ligesom Gabrie....FORHELVEDE stop med at tænk på hende glem hende dog for fanden. Jeg kastede min pude imod væggen og smed mig i min seng og lukkede øjndene hårdt i, hvor havde jeg dog lyst til at sove det hele væk, alt det lort! 

Døren blev pludselig braset op og Jack kom vredt ind på værelset. Jeg sendte ham bare et dræberblik, han kunne rende mig den nar, men før jeg nåede at reagere tog han fat i min hætte på min hættetrøje og hev mig bagover "Nu fortæller du mig hvor du har været, siden du ikke dukkede op da jeg ringede som aftalt!" han var vred det var tydeligt. Jeg bed tænderne hårdt sammen og lukkede øjndene så jeg ikke skulle se på han grimme fjæs! "ÅBEN ØJNDENE" nærmest skreg han. Jeg åbnede munden for at svare dog stadig med lukkede øjne, for han er fandme grim når han er sur, eller vent det var han sgu også når han ikke var sur! "Jeg gider ikk svare dig, når du råber sådan af mig- Take a chill phill" svarede jeg med provokerene stemme. Jeg var jo vant til at han var sådan, så for mig var det ikke noget nyt. Han slap min hætte og jeg mistede balncen og faldt ned på min seng. Jeg satte mig dog hurtigt op, så jeg halv lå ned, men stadig sad op, svært at forklare. Han kiggede på mig med opløftede øjenbryn. Jeg vidste godt at han ventede på at jeg skulle fortælle, men bestemte mig for at køre ham ud, så han begyndte at ryste af vrede "Hvorfor kigger du sådan på mig? Problem?" spurgte jeg, med et grin i min steemme. Jeg elskede at gøre ham sur, det var altid så sjovt! "Det er sgu nok fordi jeg venter på at du fortæller mig hvad fanden der skete" svarede han, mens man kunne høre i hans stemme at han skulle beherske sig for ikke at råbe sin hals aled. Jeg kiggede alvorligt på ham, for det var jo endelig pisse alvorligt. Jeg sukkede tungt "Jeg blev anholdt" svarede jeg roligt. Jeg forventede at han ville springe op og flippe som han plejede men da jeg kiggede afventede på ham sad han bare fuldstændig forstenent "A hvad blev du?" han virkede forvirret, nok fordi det undrede ham at jeg sad her når jeg var blevet anholdt "Du hørte mig godt" svarede jeg bare ligegyldigt. Han rejste sig op, men satte sig derefter hurtigt ned igen "Jason, fortæl mig alt hvad der skete, og hvordan i Søren du kan være her lige nu når du er anholdt" jeg sukkede tungt, inderst inde gad jeg ikke have at han vidste noget som helts men det var nødvendigt, så jeg begyndte at fortælle alt med skoven og politistationen, men undlod dog at nævne hende, behøver jeg at nævne navne? Endelig havde jeg hellere ikke lyst til at tænke på hendes navn, det fik mig bare til at tænke på hende meget mere hvilket jeg jo ikke skulle, eller rettere sagt jeg havde forbudt mig selv at jeg ikke måtte tænke på hende, men det var ikke just nemt! Han sad lidt uden at sige noget, mens jeg bare sad og ventede på hans reaktion, endelig efter 2 minutter kom den "Så du har ikke din mobil?" jeg rystede kort på hovedet. Pludselig så det ud som om han havde regnet det hele ud, for pludselig udbrød han "Jeg har sgu ikke set Micheal i ret lang tid, tænk hvis de har fundet ham?" han lød bekymret, ikke fordi jeg troede han var bekymret for Micheal, naah snare at Micheal ville sige for meget. Den mand anede ikke hvornår man skulle holde son kæft og det vidste både mig og Jack. Jeg sukkede "Det skulle ikke undre mig at de har sporet dit nummer og fundet ud af hvor det var du ringede fra, også har de fået fat i Micheal, men de går i troen om at Micheal er dig, for jeg har jo ikke sagt noget om Micheal og de så du ringede anden gang trorede sikkert kun vi var 2" sagde jeg med eftertanke  Jack kiggede alvorligt på mig og sagde så hurtigt "Find din computer hurtigt, så vi kan tjekke sagen, hvis de har fundet stedet hvor vi befinder os skulle det ikke undre mig at de kom tilbage for at finde dig" jeg nikkede og uden at anvende noget fandt jeg min computer frem og tændte den. Efter noget tid startede den op og jeg skyndte mig ind på nettet og ganske rigtigt, det første jeg så var en overskrift hvor der stod: 

FORBRYDER FUNDET, EN HJÆLPER TIL JASON MCCANN

Jeg sukkede irriteret, mens jeg kiggede over mod Jack der havde set det samme. Han trak vejeret dybt og kiggede alvorligt på mig "Jason vi skal væk- nu" jeg kunne kun give ham ret. Vi rejste os og jeg skulle lige til at spørge om vi skulle lade vores ting være, da jeg blev afbrudt af sirener. Jeg stivnede og det samme gjorde Jack. Han løb hurtigt over til vinduet og kiggede ud, derefter vendte han sig om mod mig, med et ulæseligt blik "De har fundet os!" jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, men anholdes igen det skulle jeg bare ikke. Nu var jeg sgu endelig kommet væk fra dem, så uden endelig at tænke over hvad jeg havde gang i, eller hvilke konsikvnser det ville bringe, løb jeg hen til vinduet og fik det med besvær åbnet og ude at skænke Jack et blik sprang jeg ud ad vinduet. Jeg skulle væk, og det skulle gå stærk....
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...