Im In Love With A Criminal (Jason McCann)

Gabrielle er en pige fra en meget pæn familie, men da Gabrielle stødder ind i den eftersøgte Jason McCann. Ved hun ikke om hun skal fortælle polittiet om hvor hun har set ham eller om hun skal tie stille, og hjælpe ham med at gemme sig.
for hva nu hvis han faktisk er en sød dremg, det kan man jo kun finde ud af hvis man prøver at komme ind på ham.

Det er min første krimmi novelle herinde
håber i tager godt imod den, og i må meget gerne fortælle mig hvis der er noget der skal gøres bedre:)

28Likes
87Kommentarer
7777Visninger
AA

9. Gisel

”JASON MCCANN, VI SKAL SNAKKE, MED DIG!” skreg politiet. Jeg havde forventet at han ingorede dem, men han stoppede op og kiggede indtrængende på mig ”Vil du gerne hjælpe mig, med at flygte?” spurgte han hæst. Jeg nikkede, WHAT nikkede jeg? Ej hvad sker der for min hjerne, nej, nej, nej ”er du sikker, for du ser bestemt ikk sikker ud?” hviskede han hektisk mens han kiggede på politifolkene der kom nærmere. Jeg kiggede ham dybt ind i øjnene ”Jeg er sikker” hviskede jeg så. Jeg vidste ikke hvad der skete for mig. han nikkede ”Okay, så skal du ikk blive bange nu” sagde han så, med en hæs stemme. Jeg anede ikke hvad han snakkede om, men det fandt jeg ud af. Pludselig trak han sine arme omkring mig, og holdte mig stramt ind til sig, så tog han en pistol op ad lommen og tog den hen til min hals. Mit hjerte begyndte at galopere af sted. Kæft jeg var bange ”HVIS I KOMMER TÆTTERE PÅ, SÅ SKYDER JEG” skreg han. Jeg begyndte at ryste, men pludselig mærkede jeg en hånd på min arm. Han aede stille min arm, mens han viskede ind i mit øre ”Rolig, der sker ikk noget. Jeg gør dig ikk noget” jeg nikkede stille, og jeg slappede lidt mere af, men ikke meget. Jeg kiggede over på politiet, og gik igennem alle ansigterne THAMK GOD min far ikke var der, de stod stille, som sten og rørte ikke på sig, så hviskede Jason mig ind i øret ”De begynder, at snakke med dig nu” jeg nikkede, mens tanken strejfede mig, at han havde gjort det her før.

”HVAD ER DIT NAVN” råbte de. Jeg vendte mit hoved om mod Jason ”Jason?” hviskede jeg. Han nikkede ”Hvad” hviskede han ”Må en af dem ikk godt komme tættere på, så vi ikk behøver at råbe?” han grinte lidt, mens han nikkede ”EN AF JER, MÅ KOMME TÆTTERE PÅ, SÅ VI STÅR 2 METER FRA HINANDEN SÅ VI IKKE SKAL RÅBE” jeg kiggede igen, mod Jason og smilte taknemligt ”Passer, det damen?” hviskede han ind i mit øre. Jeg skulle lige til at svare igen, da jeg kom i tanke om, at det nok ville være en dårlig ide, med de politi folk, så i stedet gav jeg ham en albue i siden. Han grinte bare kort. En mand i uniform stod nu 2 meter fra os ”Hvad er dit navn?” spurgte han, man kunne se at han var bange for, at der skulle ske noget med mig. Jeg kunne nu også meget bedre lide den ide med at løbe i stedet. Jeg anede ikke hvad det her skulle gøre godt for ”Ga…Gab…Gabrielle” stammede jeg ”Er du bange?” hvad var det, for et underligt spørgsmål? Selvfølgelig var jeg bange hvem ville ikke være det? ”j…ja” svarede jeg, med rystende stemme. Politimanden rettede blikket mod Jason ”Jason! Hun er bange!” sagde han roligt ”Tak for informationen, det anede jeg ikke” svarede Jason, med en lille latter. Jeg fik pludselig kvalme ”Jason?” hviskede jeg, så manden ikke kunne høre det ”Ja?” hviskede han tilbage ”Jeg skal kaste op!” hviskede jeg. Jeg fik det virkelig dårligt, ved at stå her. Han løsnede pludselig stille grebet om mig ”Hvad, har du gang i?” spurgte jeg forvirret ”Jeg lader dig gå” svarede han roligt ”Nej, Jason, nej. Jeg vil hjælpe dig!” han var stille lidt ”Men, du er jo bange. Du må ikke være rigtig bange!” jeg svarede ikke. Han begyndte ligeså stille at stramme grebet om mig igen ”Stol på mig!” hviskede han. Jeg nikkede og så begyndte det hele igen ”Jason, slip hende” fortsatte manden. Jason svarede ikke, men kiggede bare på manden. Pludselig skete det der virkelig ikke måtte ske. Manden tog et skrid hen mod os, og jeg troede jeg skulle dø. Et kæmpe brag hørtes helt inde i mit hoved, det var utroligt højt. Jeg forstod ikke hvorfor det ikke gjorde ondt på mig, men da indså jeg at Jason ikke havde skudt mig. Han havde skudt op i luften. Han løsnede hurtigt grebet om mig, og lænede hovedet ned mod mit øre ”Tak for hjælpen. Jeg håber vi ses igen en dag” så løb han ind i skoven, langt væk fra mig.

Jeg kunne ikk styre mine ben og jeg faldt ned på jorden, mens jeg græd. Jeg græd ikke fordi jeg var bange, mere fordi at Jason var løbet, og jeg vidste ikk om jeg kom til, at se ham igen, der hvor jeg lå der på jorden i skoven og masser af politifolk var omkring mig, der fandt jeg ud af at jeg var forelsket i Jason. Jeg ville bare ikke lade min hjerne indse det før, og det gjorde den endelig stadig ikke, men det gjorde mit hjerte….  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...