Rebecca Andrews

Rebecca Andrews mener selv, at hun er helt normal. Men efter den dag hvor dét skete, troede hun helt om igen. Et eller andet var sket.

1Likes
1Kommentarer
947Visninger
AA

3. Vampyr.

Forsigtigt rejste jeg mig op. Jeg rystede over hele min krop. Hvordan var det muligt? Min hånd havde en stor flænge, og der var intet blod der rendte ned fra hånden? Den var bare tør og 13 år gammel.   Mange tårer løb ned ad mine kinder. Slet ikke på grund af slaget, men fordi jeg var anderledes. Anderledes på en dårlig måde. Folk måtte aldrig opdage det. Det var min hemmelighed, og mit ansvar.   Med sår, flænger og hudafskrabninger løb jeg skrigende hjem til min mor. Hurtigt overvejede jeg, om jeg skulle fortælle det til hende, som den eneste. Jeg blev enig med mig selv om, at det ikke ville være en god idé. Hun spurgte altid ind til, hvorfor dit og hvorfor dat. Jeg stoppede op. Naboen stod i t-shirt og underbukser, mens hun vandede blomster i haven. Hun stirrede på mig. Og jeg stirrede tilbage. Jeg løb hurtigt videre, mens jeg flækkede af grin. Hvordan kan man gøre det i gråt vejr? Og faktisk så tæt på gaden, hvor der faktisk går mennesker? Tja…   Jeg tog min taske af, da jeg nåede døren. Åbnede det rum, hvor nøglen lå. Den lyserøde skoletaske var jeg ved at blive godt træt af, den var hullet og grim.   ”Er her nogen hjemme?” Som sædvanlig svarede ingen, ellers ville min mor være syg.   Jeg trådte ind i bryggerset, hvor jeg stilte mine sko og hængte min jakke op. Jeg løb derefter ind på mit værelse, med sådan en høj fart, og så smed jeg mig i min seng. Den var så dejlig blød. Hurtigt tog jeg dynen over mig. Lukkede mine øjne. Min taske havde jeg smidt på gulvet. Nu skulle jeg bare vågne fra den drøm jeg drømte. Så jeg koncentrerede mig virkelig om, ikke at tænke på noget. Så gik det meget hurtigere.

Efter et par timer, lå jeg stadig vågen. Det kunne umuligt være virkelighed, alt det der var sket. Min mor var ikke engang kommet hjem endnu.   Jeg gik ud i køkkenet, hvor vi havde en sprøjte. Min mor var jo uddannet læge, så hun havde lært mig hvordan man bruger sådan en, hvis der skete noget på et tidspunkt. Også hvordan man kunne se, om der var noget i blodet. Men jeg skulle jo tjekke om der overhovedet var noget som helst blod i min krop, hvilket nok ville være mærkeligt.   Jeg tog mig sammen. Alle de stik jeg havde fået i hele mit liv, havde jeg skreget ved. Jeg kunne simpelthen ikke lide, at blive stukket af sådan en sprøjte. Men uden jeg tænkte over det, vendte jeg mit hoved om og sprøjtede den direkte ind i min arm. Altså væsken. Min arm strammedes op. Jeg holdt skriget inde så godt jeg kunne. Da nålen slap min hud igen, så jeg på glasset. Roligt åndede jeg ud igen. Ikke fordi der ikke var noget galt, men det skulle bare ikke blive værre.   Solen skinnede gennem skyerne. Solen virkede MEGET skarpere end sidst jeg så den. Min ene hånd skærmede for solen, mens den anden rullede for. Jeg skulle finde ud af hvad der var med mig, inden mor kom hjem og så glasset.   Hurtigt tændte jeg min computer. Jeg lod mine fingre køre over alle bogstaverne. Efterhånden som min computer var blevet brugt, var de dejlig bløde. I starten var de helt ru. Men eftersom jeg ikke vidste hvad jeg skulle søge med på google, startede jeg bare med de få symptomer jeg havde indtil videre. Skærmer let mod solen, intet blod i kroppen, ingen søvn, blev min søgetekst. Jeg trykkede enter, bange for at se hvad der kom frem. Dér ramte overskriften mig. Jeg slog hånden for munden af rædsel. Det kunne ikke passe. Nej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...