Skyggevæsenet

Teenage pigen, Laura, og veninden Natascha, er på vej til en fest, da de bliver overfaldet. Laura, som er vores hovedeperson, har aldrig kunnet lide mørke, og det er typisk nok tusmørke, da de vandrer af sted. Laura mister noget særligt den dag. Laura har også en særlig evne, hun kan høre stemmer. Men hun vil ikke indrømme det, da hun ikke vil være sindsyg, men dette er en anden slags stemmer. Det hele startede da hun lukkede mørket ind, som fem årig. Hun vil nu begive sig ud på en farlig rejse, rådgivet af stemmerne, for at finde ud af hvem hun virkelig er, hvad hun skulle til for, og hvad hun skal gøre.

3Likes
14Kommentarer
1745Visninger
AA

1. Mørkeræd i tusmørket

    Jeg så mig en ekstra gang i spejlet, sørgede for at mit sorte, krøllede hår, sad som det skulle, i sin løse knold, skråt oven på hovedet.  At min lipgloss skinnede svagt som den skulle, at mine mørke tætte øjenvipper gemte mine højlyseblå øjne lidt væk, da det var virkelig tydelige til min asiatiske hud. Jeg kiggede også en gang på min knæ lange, beige pinke kjole, med de mange små brudstykker, af samme stof, syet på, og kastede sig vildt rundt hver gang jeg tog et skridt, og kunne lide hvad jeg så, da den så rigtig godt ud til mig, da jeg havde sådan en slank krop.

     Jeg fjernede mig fra spejlet og valgte mig et par høje hæle der var lidt guld agtig i farven. Jeg skyndte mig at tage dem på da jeg godt kunne se at min veninde, som også skulle med til festen, var ved at være godt utålmodigt. Min bedste veninde, hvis jeg skal være ærlig. Hun ligner mig lidt. Hvilket er sjovt, fordi vi kalder os søstre. Hun havde en lårkort kjole i pink på. Et par sko i samme farve, og hendes hår havde hun bare puffet lidt op. Hun havde et ret i øjenfaldene halssmykke på, da det fyldte det meste af hendes kraveben og brystkasse. Hvordan kunne hun dog holde balancen? Den så tung ud. Rigtig tung. Jeg skyndte mig bare at finde en halskæde der gik mig cirka til navlen, en rød krystal sten og et par finuller mere, der bare var der, i en lædersnor.

   Jeg skyndte mig hen til hende. Vi måtte ikke komme for sent. Ikke denne gang. Vi løb ned af trapperne fra femte sal, hvor jeg boede, og løb ud på gaden. Det var begyndt at blive små mørkt, og jeg var virkelig bange for mørke. Vi løb langs med vejen, mod øst, hvor vi skulle hen.

   Vi var næsten fremme, men Natascha, min bedste veninde, jeg fulgtes med, ville skyde genvej gennem en mørk gyde. Hun vidste ikke at jeg var bange for mørke. Det gjorde ingen. Jeg holdte det for mig selv, fordi det ville være flovt at indrømme som seksten årig, at man er pisse bange for mørke, som et lille barn. Til sidst lod jeg mig dog overtale, fordi Natascha kendte vejen, og jeg stolede på hende.

   Men denne gang, skulle vi virkelig have gået den lange vej. En bande stod og røg i det ene hjørne, og vi prøvede at ignorere dem, men de sprang småfulde ud foran os, og ville ikke lade os komme forbi. Jeg blev helt rød i hovedet, af vrede, og slog ham i hovedet, selvfølig var det dumt, fordi han havde fire, godt nok fulde, venner til at kunne hjælpe. Jeg skulle bare have ladet være. Fordi nu fik vi problemmer. Problemmer der gjorde ondt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...