Forfatterkursus

Jeg ANER ikke hvad handlingen er, for opgaverne er forskellige hver gang ;)

5Likes
17Kommentarer
2779Visninger
AA

1. Fortællesynsvinkel - "Samfundet"

3. Person

Hun løber alt hvad hun kan, og glemmer helt at hun skal have sin partner med. Hvorfor skulle hun også få den mest klodsede partner af alle? Hun stopper op et øjeblik, trækker vejret og kigger sig omkring. Hvor er de?

 

Han indhenter hende et halvt minut efter, og ramler næsten ind i hende i mørket.

Men de kan stadig høre skridt bag sig. De er måske alene nu, men det vil ikke vare ved. Og ligeså snart de ikke er alene mere, vil de være døde, det tvivler hun ikke på.

”Kom,” siger hun roligt. Han nikker stakåndet, og hun tager hans hånd. Denne gang må de følges ud i mørket.

”Hvem er de?” spørger han forpustet, og sætter farten yderligere op, for at følge med sin hurtige og adræte partner. Hvorfor skulle han også ende sammen med den hurtigste og mest smidige af dem alle?

”Jeg ved det ikke, men de er en del af Samfundet, og det er under ingen omstændigheder godt,” svarer hun bare, og kæmper med sin store trang til at slippe hans hånd, og løbe fra ham, alt hvad hun kan, for at redde sit eget liv.

Han nikker bare som svar. Hun har jo ret. Samfundet vil skade dem. Slå dem ihjel om nødvendigt. Eller sende dem til De Ydre Provinser. Hvilket giver det samme resultat.

Skridtene dør ud bag dem. Det er sikkert for mørkt for repræsentanterne. Det er alligevel umuligt for folk at klare sig alene. Hvordan skulle de nogensinde have lært det?

”Jeg tror de er stoppet for i nat,” siger hun og sagtner farten. Endnu engang nikker han, og stopper helt op, stakåndet og svedig.

”Men vi må blive ved med at bevæge os,” påpeger hun utålmodigt. Han nikker igen, tager en dyb indånding, og begynder at gå.

 

1. Person

Jeg løber så stærkt jeg kan, over de ujævne skråninger, der ikke ligefrem gør det nemmere at holde et jævnt og hurtigt tempo... Fandens! Xavier er bagud. Alt for langt bagud. Og oprørerne bliver nok ikke ligefrem begejstrede hvis jeg mister oprørslederens søn. Pokkers.

Både fandens og pokkers er helt nye termer for mig. Det er ikke ligefrem fordi det vrimler med negative fraser i 'Det Perfekte Samfund'.

Jeg stopper helt op, mens mine instinkter beder mig indtrængende om at fortsætte. Jeg har bare ikke andet valg, end at ignorere dem.

Jeg kigger mig omkring imens jeg venter, men ingen associationer melder sig. Ingen minder. Mildest talt, er jeg faret vild.

Xavier ramler næsten ind i mig, omkring et halvt minut efter, men det føles som meget længere. Skridtene er ikke væk bag os, og jeg ved at der er repræsentanter på vej, med pistoler og piller. Enten skyder de os, eller sender os til De Ydre Provinser. Hvilket er det samme, eftersom der ingen chance er for at vi vil overleve nogen af delene. Og så skulle man tro at folk i byen ville bemærke det. Men nej. De beder dem bare tage den røde pille, og puf, så er deres hukommelse væk, fra det sidste døgn. Genialt, og atter genialt.

”Kom,” siger jeg, så roligt og afbalanceret som jeg kan. I forhold til min egen panik, klarer jeg det faktisk okay. Xavier nikker tungt, og holder hånden frem. Jeg tager den tøvende, og sætter så i løb, i hans tempo. Mørket skal nok slå os ihjel, hvis vi skilles. Altså kun hvis repræsentanterne ikke gør det.

”Hvem er de?” spørger han forpustet, og sætter mere fart på. Jeg er ret sikker på at hans forbander min hurtighed langt væk, præcis som jeg, med hans sløvhed.

”Jeg ved det ikke, men de er en del af Samfundet, og det er under ingen omstændigheder godt,” svarer jeg, uden den mindste pusten, hvilket nok irriterer ham endnu mere. Jeg hører skridtene komme nærmere, og jeg bekæmper en instinktiv trang til at slippe hans hånd, og løbe. Løbe for livet.

Han nikker bare sammenbidt, fuldt ud bevidst om at jeg har ret, og at intet står til at ændre mere. Den gruppe vi var sammen med er væk. Sandsynligvis døde. Nu er der kun os.

Skridtene forsvinder bag os, og en positiv tanke strejfer mig. Repræsentanterne ved på mange områder ikke mere om at overleve i naturen end vi gør. De er på vej tilbage,, for at fortsætte jagten i morgen. Og til den tid er vi forhåbentlig langt væk.

”Jeg tror de er stoppet for i nat,” siger jeg, stadig med en rolig vejrtrækning. Xavier stopper op, og sukker. Han er stakåndet, og sveden driver af ham, bemærker jeg. Stakkels dreng.

Jeg stopper selv helt op, men det er modstræbende.

”Men vi må blive ved med at bevæge os,” påpeger jeg irriteret, mest fordi han godt ved det.

Men han nikker bare, tager en dyb indånding, som for at samle sig om en så hård opgave som at bevæge sig, og begynder at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...