All I Want Is You - Justin Bieber

Justins store kærlighed har forladt ham, og det eneste hun efterlod ham, var et enkelt, trist brev. Det er den sværeste tid i Justins liv, og for ham virker det som om, at hele hans liv falder fra hinanden. Og som noget af det værste er det jul om nogen få dage, og det ødelægger julehyggen i Justins familie. Alt minder ham om hans store kærlighed, Carter, som nok aldrig vil vende tilbage...

30Likes
120Kommentarer
4747Visninger
AA

9. 8.

"Justin? Skal du ikke med herhen? Vi skal synge om juletræet nu?" sagde min mor forsigtigt og kørte en hånd igennem mit hår. Vi sad nede i stuen, og min mormor og morfar så ud til at være klar til, at vi skulle synge og danse om juletræet. Jeg havde for en gang skyld været andre steder end på mit værelse i mere end tyve minutter. Faktisk havde jeg siddet her i sofaen lige siden, at vi havde spist, som var for omkring tre timer siden. Men jeg har nu bare siddet og gloet ud i luften, imens de andre har hygget og grint. Ikke ligefrem den bedste jul. Især ikke uden Carter. 

Før jeg mødte Carter, var intet galt og alting gik fint her juleaften. Faktisk plejede alting at være fantastisk, og hvert år plejede at være en fantastisk jul! Og årene med Carter var også fantastiske, og det var helt specielt at fejre jul med hende. Det var som om, at hun gjorde alting bedre. Og nu... en jul uden Carter... det er forfærdeligt! Det er som om, at halvdelen af mig er her i stuen, og resten ligger stadig oppe i sengen og håber, det her er et mareridt. Et ondt mareridt. 

"Hvad med at vi sætter Justins plade på?" spurgte min mormor med et kæmpe smil. Jeg prøvede at få kæmpet et smil frem og rystede på hovedet. Julealbummet ville bare minde mig om Carter, og at jeg ikke havde tid nok til hende. Jeg har så dårlig samvittighed over det! Min mormor så tydeligvis ikke, at jeg rystede på hovedet og spillede 'Christmas Eve'. Jeg kunne godt lide sangen, men sangen gjorde mig trist. I næsten hver enkelt sang på albummet har jeg tænkt på Carter, imens jeg har sunget. 

De andre lyttede smilende med på mine sang på julealbummet, imens jeg kiggede under træet. Der lå nogle enkelte gaver, men det var ikke mange. Jeg havde selv ikke taget mig sammen til at købe nogle gaver, men de andre vidste godt, at det var svært for mig det hele, så de havde ikke noget imod det. Jeg må jo bare købe nogle til dem senere.

Én enkelt gave fik mig til at kigge nøje på den. Den var pakket ind i guld papir og udenom var der hvidt gavebånd. Den så virkelig ud til at være pakket professionelt ind. De fleste af de andre gaver var firkantede, men denne var ikke. Den var rektangel. Hvis det ikke var Carter, som var derinde, så ville jeg ikke se, hvad der var indeni. Jeg ville blive skuffet uanset hvad. Ikke fordi at gaven ville være dårlig, og jeg hellere ville have noget andet - men jeg vil bare helst have Carter. Det faktum at jeg nok aldrig ser hende igen... Det gør mig bare helt ked af det. 

Lyden af min mormor og morfars ringeklokke kom, og min mor rejste sig for at gå ud til døren. Jeg var ligeglad med, hvem det var. Men... jeg håbede lidt på, at det var Chaz eller Ryan. Jeg savnede dem faktisk. Hvis der var nogle, som kunne få mit humør op igen, så var det dem. Jeg havde heller ikke set dem længe. Men jeg ville nu hellere se Carter, men som om det var muligt...

"Justin, det er til dig," smilede min mor stort og kom ind i stuen igen. Jeg orkede næsten ikke at rejse mig fra sofaen, men jeg kom alligevel op og stå og gik ud til døren. Døren var lukket, og jeg kunne se, at det var helt mørkt igennem ruden. Jeg åbnede døren, og da jeg så synet, troede jeg, at jeg drømte. Jeg havde drømt det her så mange gange. Det kunne ikke være virkelighed. Det er umuligt.

"Glædelig jul, Justin," smilede hun og holdt en lille mørkeblå pakke frem. Pakken var bundet ind i sort gavebånd, og i gavebåndet hang et lille kort, hvor der stod 'Til Justin'. Jeg kiggede op fra pakken og følte mig totalt fatsvag. Det hele er så virkeligt, men alligevel... det kan kun være en drøm. Hvordan skulle det kunne være virkelighed? Hvordan kunne hun stå lige foran mig? Efter så lang tid?

"Carter?" spurgte jeg og lod mine fingre blidt røre hendes kinder, som var iskolde. I mine drømme plejede hun at forsvinde nu? Hun grinede blot sin velkendte latter, og hendes øjne strålede af glæde. Forvirret kiggede jeg på hende og lod mine fingre røre hendes læber i stedet. Lige så bløde og velkendte som jeg huskede dem.

"Justin, jeg er ægte," grinede hun og kastede sig i mine arme. Jeg var i starten en anelse forvirret, men ligger så hurtigt og stramt mine arme omkring hende. Dette var ikke en drøm! Det var sandt! Varme tårer triller langsomt ned ad mine kinder. Jeg holdt hende stramt ind til mig, så hun ikke gik nogle steder. 

"Jeg har savnet dig," hviskede jeg med en grødet stemme. 

"Jeg har også savnet dig," hviskede hun, men jeg kunne fornemme smilet i hendes stemme. Nu hvor hun stod i mine arme, lagde jeg mærke til, at jeg faktisk havde savnet hende meget mere, end jeg troede. Jeg havde savnet hendes specielle, fantastiske duft. Hendes øjne. Hendes hår. Hendes smil. Alting. Det fik mig til at tænke på den sang, jeg havde skrevet til hende. 

"Jeg har noget, du skal høre," sagde jeg og skubbede hende forsigtigt ud af min favn og hev hende nærmest med op af trapperne. Jeg ville have, at hun skulle høre den sang! Jeg var selv godt tilfreds med den, og jeg håbede bare, at hun også kunne lide den. Vi kom ind på mit værelse, og jeg tog med det samme min guitar ned. "Sæt dig bare på sengen," sagde jeg med et smil og tog guitarremmen over hovedet, imens jeg fandt de rigtige steder, hvor jeg skulle sætte mine fingre. Jeg spillede de første akkorder i sangen og begyndte at synge;

"Sitting here, all alone

Watching the snow fall

Looking back at the days

We threw them snow balls." Jeg så ind i hendes øjne, imens jeg spillede sangen. De var en anelse blanke, men hun havde et kæmpe smil på læberne, så det var tydeligvis glædestårer. Igennem hele sangen kiggede jeg hende i øjnene. De øjne som jeg ikke har set i lang tid.

"All I Want Is You this christmas," sluttede jeg af med og spillede de aller sidste akkorder på guitaren. Hun rejste sig op fra sengen og gav mig et kæmpe kram. 

"Jeg elsker den," mumlede hun i min trøje med en lidt grødet stemme. Jeg smilede bare for mig selv og lagde mine arme omkring hende, men det blev et ret akavet kram, da min guitar var imellem. Jeg skubbede hende blidt ud, så jeg kunne ligge min guitar på sengen. 

"Det håbede jeg, at du ville sige." Jeg trak hende ind i min favn igen og smilede bare. "Og Carter... Du skal lige vide, at du også er min eneste ene, min soulmate og den jeg vil tilbringe resten af mit liv med," sagde jeg, og tanken om brevet fik mine øjne til at blive en smule fugtige igen.

"Glem det brev. Det betyder ingenting. Jeg vidste, at jeg ville fortryde det dumme brev," mumlede hun i min skulder. "Jeg elsker dig, Justin."

"Jeg elsker også dig, Carter," sagde jeg og skubbede hende en smule ud fra min favn, så jeg for første gang i halvanden måned kunne ligge mine læber på hendes igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...