Uden ham..

Hun var alt for bange. Hun turde ikke fortælle ham hendes følelser, og nu var det forsent. Hun fortryder det hver eneste dag..

3Likes
0Kommentarer
972Visninger

1. Uden ham

Dryp… Dryp…Drup...

Flere og flere små regndråber landede på mit hovede. Jeg traskede langsomt hen ad vejen, mens jeg bar de flotteste blomster i mine hænder. Det var ikke et besøg jeg glædede mig til, for hvad var der enlig at glæde sig over? Jeg føler stadig at det hele var min skyld, havde jeg ikke været så dum den dag, var det aldrig sket. Jeg blev distraheret ud af mine egen tanker, ved at en bil dyttede af mig. Jeg kiggede op og der var grønt, så jeg måtte heller begynde at gå. Ikke fordi jeg havde lyst, til at nærme mig, men jeg blev nød til det. Jeg kunne se kirkegården nu, og det gav et sæt i min mave. Mens jeg forsatte mine langsomme skridt hen ad mod kirkegården, kunne jeg ikke lade vær med at forstille mig det hele om igen.

Det var sent aften, jeg lå i min seng og grad. Jeg ville ønske han ikke bare var kørt, han skulle være blevet ved mig. Vi skulle have snakket ud om det, og nu svarede han ikke på hans telefon eller noget som helst. Det var alt sammen min skyld, jeg skulle have troet på ham. Jeg elsker ham, og han elsker mig. Men min idiot af en hjerne, nægtede at lytte til hans ord, nægtede at lytte til hans søde digte. Min telefon ringede og afbrød mine tåre og tanker. Jeg overvejede ikke at tage den, med mindre det var ham. Jeg kiggede på mobilen, det var hans mor, så jeg tog den alligevel. Jeg kunne høre hende græde, som noget af det første, så jeg blev straks bange. "Hvad er der galt?" spurte jeg uden at tænke over mit stemmeleje. "Det…han…" kom stammende som svar. Jeg vidste med det samme at det ikke var noget godt, og det var ikke noget jeg vil bryde mig om. "Han er kørt…" Der kom flere grædende lyde fra hende mens hun prøvede at snakke. "Han er…kørt galt.. på motorvejen..og han er." Jeg kunne mærke mit hjerte stoppe, jeg havde lyst til at lægge på, jeg ville ikke høre det næste ord der kom ud af hendes mund. Jeg tabte telefonen, mærkede på mit hjerte, og græd så alle mine tåre ud. Han var væk, jeg fik ham aldrig at se igen. Jeg fik aldrig mulighed for at fortælle ham alt det han burde vide, jeg fik aldrig fortalt ham, at han er min eneste ene, mit livs lys, mit livs kærlighed. Og nu var han væk..

Jeg stod nu foran hovedeindgangen til kirkegården. Jeg forsatte med at gå, det gik langsomt, men jeg gik. Der var ikke så mange mennesker idag. Det er nok fordi det er en Onsdag og klokken er 11:34 om formiddagen. Jeg har fri hver Onsdag, så det var ikke noget problem for mig at komme. Det passede mig enlig osse godt, at der ikke var så mange. Så føltes det mere som om, at det kun var mig og ham. Mens jeg forsatte hen langs den utrolig smukke vej med blomster på hver eneste side, kunne jeg ikke lade vær med at føle mere og mere skyld. Sådan havde det føltes lige siden jeg sidst så ham, og nu fik jeg aldrig ham at se igen. Det regnede stadig, hvilket gjorde mine orange og blå blomster meget pænere. De er orange og blå, fordi det var hans yndlings farve og min. De mindede mig om den trøje han havde på den dag, hvor det hele sluttede..

"Hvorfor lyver du for mig?" råbte jeg til ham, velvidende at jeg ikke fik noget ud af at råbe. "Hvorfor tror du ikke på mig?" svarede han tilbage. Jeg kunne ikke komme på en grund, så jeg stoppede med at sige noget. Han tog nogle skridt og nærmede sig, og jeg kunne mærke hvordan jeg havde lyst til at springe i armene på ham, og sige undskyld. Han løftede mit hovede op, først så jeg hans orange bluse, bagefter han dejlige blå øjne. "Jeg elsker dig." Sagde han, mens han kiggede mig dybt i øjene. Jeg begyndte at græde, mit hjerte nægtede at tro på ham. "Ne..j." kom grædende frem. "Hvad er du så bange for?" sagde han, mens han lød ret forvirret. "Kan du ikke se, at jeg har ventede på det her i rigtig lang tid. At jeg har holdt øje med små tegn fra dig, de sidste mange måneder?" Han fik mig til at føle skyld. Jeg havde elsket ham i flere måneder, men aldrig sagt noget, fordi jeg vidste at han havde en anden. Jeg svarede ham ikke, og kiggede i stedet væk. Jeg kunne ikke holde til det, jeg vidste at det ville være forkert, og det ville ikke holde. "Sig du elsker mig, for jeg ved du gør det!" råbte han nærmest af mig. "Jeg kan ikke…" svarede jeg igen med en mussestemme, næsten i håbet om han ikke hørte det. Men han hørte det. "Fint.. Ring til mig når du har fundet ud af dine følelser." Sagde han, og så begyndte han at gå hen mod hans scooter. Han stoppede op, et kort øjeblik, men forsatte så med at gå. Han tændte hans scooter, og så kørte han væk.

Jeg stod nu foran hans gravsted. Det så præcis ud, som det gjorde sidste Onsdag jeg var her. Jeg kom her hver Onsdag, det blev næsten en tvang for mig, at besøge ham. "Jeg har dine blomster med idag." Jeg vidste godt, at han ikke kunne høre mig, og at han nok var ligeglad. Men det gav mig en indre ro, og en lille følelse af at jeg gjorde ham glad. "Hvordan går det så med dig?" røg det var ud af munden på mig, som om jeg sad og snakkede med en levende person. Jeg sad og ventede lidt, som man nu gør når nogle skal svare en på et spørgsmål. "Jeg har det okay, hernede på jorden, jeg savner dig utrolig meget." Jeg forsatte med at snakke. "Din mor er flyttet i et lille ud ude på landet, vi skal hjælpe hende med at flytte ting imorgen." "Huset har den perfekte garage der passer lige til dig, og dine motorprojekter." Jeg græd en bitte smule, da jeg indså at jeg savner ham meget mere end jeg troede jeg gjorde. Jeg sad på bænken et par minutter, og tænkte over alle de ting vi havde oplevet sammen, og alle de ting vi have gået igennem. "Du var mere end en bedste ven, du var mere end en forelskelse." sagde jeg direkte til hans sten, lidt i håbet om han kunne fornemme det oppe i himlen. Det var nu tre uger siden han blev begravet, og jeg kunne ikke holde savnet ud mere. Jeg var nød til finde ro, jeg var nød til at være ved hans side igen. Jeg ved dette ikke er hvad han ønsker, men jeg er nød til at føle mit hjerte. Jeg rejste mig op, og gjorde mig klar til at gå. "Vi ses snart, jeg elsker dig stadig." Det var det sidste jeg sagde til hans gravsten, de næste ord ville blive til ham. Jeg kom ud fra kirkegården igen, og vejen var blevet mere trafikalt nu. Jeg begyndte at græde, jeg var ikke i tvivl om at dette var det bedste. Men jeg ville savne min familie, og alle mine venner. Jeg trak vejret dybt ind, og gjorde mig klar til at løbe. "Vi ses om lidt." Sagde jeg og kiggede op mod skyerne. Jeg løb direkte ud mellem alle bilerne, jeg kunne mærke hvilken voldsom kræft ramte mig. Og så blev det mørk..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...