DARKE AKADEMIET - HEMMELIGE LIV

Darke Akademiet er en helt speciel skole med utrolige smukke sofistikkerede og rige elever. Og så flytter skolen til nye eksotiske byer hvert semester. Jo mere den nye stipendie - elev Cassie lærer om Darke Akademiet, jo mere nysgerrig bliver hun.

Darke Akademiet er en hel speciel skole, som De Udvalgte - en gruppe håndplukkede elever, der holder fremmede ude - vogter over? Hvem er den mørke fremmede, der sniger sig rundt i gangene om natten? Og hvad skete der egentlig med den seneste stipendie - elev, der døde under mystiske omstændigheder?

Cassie finder snart ud af, at lidt indsigt kan være skadelig, men for meget viden kan være livsfarlig ...

2Likes
3Kommentarer
1346Visninger

1. Prolog

                                                          DARKE AKADEMIET - BIND 1: HEMMELIGE LIV

 

PROLOG:

                                                                         "Er det dig?"

Hun spejdede håbefuldt ud i mørket og kunne mærke sit hjerte slå lidt hurtigere. Intet svar. Der lød en pulsen i krattet og en myg svirrede. Skuffet ændrede hun stilling på den gamle tempelmur og krammede sine knæ. Det var alligevel ikke lyden af skridt. Bare et eller andet natdyr. Nå, han havde jo også sagt, at han nok ville blive lidt forsinket.

Men vent på mig! Vent på mig, Jess, Jeg skal nok komme... Hun kunne ikke lade være med at smile. Selvfølgelig ville han dukke op. De var som to magneter. Han kunne finde hende med det samme, i hvilken som helst forsamling, i hvilken som helst klasse, og han ville ikke gå fejl af hende nu, ikke engang i mørket. Hun ville skælde ham lidt ud for at komme for sent, ligesom hans smukke stemme gjorde. Jeg elsker dig, Jess. Nej lad være med at grine. Jeg mener det. Der var ingen drenge, der kunne lyve godt. Især ikke ham. Han skulle nok komme. Hun rynkede panden og holdt sit håndled op mod månelyset for at se på uret. Ti minutter var blevet til tyve minutter. Og hvad så? Heller ikke i dagslys. Det ville ikke føles som lang tid i en fyldt og larmende bar. Men i en gammel dyster Tempelruin kunne godt føles lidt uhyggeligt, andet var det ikke.

Kom nu. Hun gled ned ad muren og stampede med fødderne og gnubbede sine arme. Hun havde gåsehud, selvom hun ikke frøs. Endnu en myg svirrede ved hendes øre, og hun slog irriteret ud efter den. Der fik jeg dig. Okay, hun var ved at blive sur nu. Lidt forsinket betød ikke, at han kunne lade hende stå her og flagre i mørket. I en halv time nu! Det var meningen, at det skulle være en romantisk gåtur og ikke en prøve på hendes tålmodighed. Men det var bedre at blive sur på ham. Hvis hun ikke blev sur, ville hun være ret bange, alene blandt de tavse skygger. Eller ikke så tavse. Hun snurrede rundt, da en gren knækkede og nogle blade raslede. Det var en ret stor grotte. Hun gøs. I dagslys havde hun rigtig godt kunne lide stedet. Junglens grønne frodighed, de enorme rødder, der kravlede hen over de gamle forfaldne mure, varme, liv  og mystik. Det var ikke så fedt i mørket med de omskiftelige skygger i månelyset, som fik alle store træer til at ligne uhyrer og alle skjulte dyr til at virke som lurende rædsler. Syvogfyrre minutter!

Nu gik hun altså. Han havde haft chancen, men havde holdt hende for nar. Nej, hvor skulle hun bare tude ham ørerne fulde... Hun begyndte målrettet at gå og stoppede så op. Å-åh, hun ville ikke i nærheden af den kæmpe store rottte. Hun gøs, sank en klump, trådte to skridt tilbage og vendte sig om. Raslen. Knirkende træ. Det måtte være vinden. Det blæste ikke. Så endnu en stor rotte, lige foran hende. Godt, så blev hun nødt til at gå forbi den, og den ville sikkert også løbe, lige så snart den hørte hende komme. Det var jo altså kun en rotte. Eller en slange. Eller... Årh, gå nu bare, Jess! Hun havde taget et skridt mere, da hun bemærkede bevægelsen. Det var ikke en rotte, eller en slange. Det var noget stort - lige så stort som hende. En skygge, der bevægede sig hurtigt mellem bladene og grenene. Hun trådte tilbage, og lidt længere endnu. Den bevægede sig. Hen mod hende. Hun kunne  høre et åndedræt, blødt, sikkert og menneskeligt. "Er det dig?" råbte hun. "Hold nu op med det der!" Der kom ikke noget svar. "Jeg mener det! Hold op!" Hun forsøgte at lyde vred, men hendes stemme rystede og lød skinger. "Det er ikke sjovt." Den lyd. Måske var det våde, rådne blade, der blev rodet op, da væsenet bevægede sig hen over skovbunden. Eller også var det stille latter. Det kunne ikke være ham. Det kunne det ikke være. Der var også to af dem. Hun kunne mærke den anden nærme sig på hendes højre side, langsomt

og sikkert. Hun prøvede at skrige, men der kom kun et angstfyldt gisp ud, da hun åbnede munden. Hun vendte sig om og satte i løb. Det var svært at blive på stien i mørket. Hun løb ind i lianer og blade, grene greb fat i hende, og rødder gjorde stien ufremkommelig. Var det den sti, hun var kommet ad? Sti? Det var ikke en sti. Den var væk nu, og hun løb hovedkulds ind mellem træerne. Hendes hjerte buldrede løs, men hun kunne stadig høre dem bag sig, eller også kunne hun mærke dem. De var bag hende, ude i siderne, som om de gennede hende i en bestemt retning. En dum tanke. Men det gjorde de. De gennede hende i en bestem retning... Hun tumlede ned ad en lille bakke, væltede hen over

en enorm rod og gemte sig inden under den. Hun borede sin knyttede hånd ind i munden og prøvede at lade være med at græde. Okay, nu ville hun gerne være hjemme. Mor, det her er sindssygt. Det er ikke virkeligt, så du må godt komme ind og vække mig nu. Far, grin du bare og fortæl mig, at det alt sammen kun var en drøm. Scoob... Scooby. Hun kunne huske, at han havde været tæt på at revne af stolthed, da han vinkede farvel til hende, fordi hun skulle starte på den spændende nye skole: "Farvel, søs!" "Farvel, lille burre! Ups, Lillebror!" Hun havde fniset og vinket til ham. Scooby... Var der en lyd? Hun trak vejret tungt. Over hende tegnede omridset af tempelmuren sig i månelyset. En trærod snoede sig som en søjlerne som en kærestes arm. Som hans arm. Rødder, tentakler og grene snoede sig ind i de ældgamle mure, som de favnede og kvalte. Der var noget, der bevægede sig i krattet ved hendes øre, og hun var lige ved at skrige, men nåede at holde sig for munden i sidste øjeblik. Det var latterligt, tænkte hun igen. Dumt. Hvis det ikke var en drøm, måtte det være en spøg. En dum spøg. Det mente hendes krop ikke. Hun var gennemblødt af sved: fra lugten, fra løbet, fra angsten. En myg svirrede igen, og hun slog sig i ansigtet for at undertrykke et skrig. Det var kun et insekt. Der lå noget langt værre i ruinerne og lurrede. På jagt... Lad være med at gå i panik, tænkte hun. Forbliv rolig. Der var et virvar af tykke lianer bag hende og et sort hul fra en gammel døråbning, hvis træ forlængst var rådent væk. Hun rykkede baglæns ind i hullet og sparkede hektisk foran sig, indtil de slimede blade derinde dækkede hende halvt til. Hun var ikke længere

bange for rotter eller slanger, ikke engang edderkopper. Der var ikke noget, der skræmte hende længere. Kun dem. Hun ville blive her, skjult i ruinerne, indtil det blev daggry. Hun ville få ballade, der ville blive grinet ad hende - og hvad så? Om

nogle få timer ville stedet her blive overrendt af turister. Og til den tid ville hun sikkert grine ad sig selv. Lige nu lå de samme turister og sov på et dejligt køligt hotel og drømte om den kommende dag, og om Angkor Wat, det gamle tempe;

en civilisation overmandet af den voldsomme natur. Vildskab og skønhed, helligdom og skræk. Så romantisk og mystisk for turister eller fremmede. Nogle få timer. Det var ikke så lang tid. Nu var der stemmer i natten: tydelige, hviskende og ophidsede af jagten. Måske skulle hun alligevel ikke vente. Måske skulle hun løbe nu. Hun kunne ikke beslutte sig. Hun gnubbede sig hidsigt i tindingerne. Hvad laver du også her, din idiot? Du ville alligevel aldrig falde til.  Baskende vinger mod hendes kind. Hun slog ud efter kakerlakken men fik, kun slået den ned på sin hals. Den trillede ned ad brystet på hende, og hun gispede højt. Hun klaskede hånden fladt ned på brystet og mærkede insektet splatte ud i sort slim og billerester. Hun klynkede: en høj skinger lyd. Det klistrede insektblod gjorde det hele så virkeligt. Det var ikke en drøm. Der lå noget og lurede på hende derude, og det var mere virkeligt end skolen, derhjemme, ham. Selvfølgelig var han ikke dukket op. Hvem troede hun i det hele taget, at hun var? En lille dum og ynkelig pige med et stipendium. Han havde brændt hende af, og nu var de efter hende... For kun et døgn siden havde de været sammen, drukket sig fulde i Phnom Pehns gader. Forelsket - havde hun troet - og vildt optagede af deres tur til Siem Reap og Angkor Wat. Hun kunne stadig høre hans høje latter, da de begge to havde heppet på hendes smukke bedsteveninde, der stod og poserede og sang 'It's Raining Men' på en karaokebar. Helt eksatisk af lykke havde hun vendt sig om og ladet sin finger køre langs hans kindben. Og elsket ham...

Hun stivnede. En stemme, klar, tæt på og sulten. En velkendt stemme, men ikke længere venlig. Ingen sang, ingen flirt, ingen sjov kun lyden af en stemme, der krævede hende. Tæt. Så tæt på. Og hun var sikker. Hun kendte den stemme. Hun burde løbe, men hendes blod var frosset til is. Åh nej. Nejnejnej...

Stemmerne og en kølig ånde i hendes øre. "Der fik jeg dig." Og et kort øjeblik, et sindssygt, håbefuldt øjeblik troede hun, at det var okay. At det hele bare var en spøg. En ondskabsfuld spøg. At drille pigen, der aldrig rigtigt ville falde ind. Gudskelov. Hun kunne lugte hud og sved, smage stemningen, der var ladet med spænding og angst. "Det er dig." hviskede hun hæst. Et smil, en hånd, der rakte frem og aede hendes kind. "Ikke helt." Og så kunne hun se dem tydeligt. Hun skreg og tumlede ud af ruinerne og ind i junglen. Hun kunne høre løbende fødder og stønnende, sulten vejrtrækning; hun så en hurtig skygge løbe mellem træerne; hun kunne lugte sin egen angst. Og hun løb. Men hun vidste, at hun aldrig ville være i stand til at løbe hurtigt nok.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...