Spilledåsen

Denne historie handler om: Genoplivelse og halloween og ånder

3Likes
2Kommentarer
797Visninger

1. Spilledåsen

 

Det var halloween aften og jeg var lige flyttet til den nye by.  Flyttet væk fra evige dage med solskin og venner. Flyttet ind i en by med evigt mørke og regn. Det var en kold og blæsende aften. Jeg kiggede mig en sidste gang i spejlet. Mit sorte hår bølgede ned over mine skuldre og mine brune øjne så meget store ud bag den sort make-up, jeg havde også malet læberne ild røde. Jeg havde klædt mig ud som heks. Jeg skulle først starte i skolen om nogle uger. Men jeg ville alligevel ud at rasle, det kunne jo være jeg mødte nogle jeg kunne gå sammen med.

Jeg tog min hekse hat på og gik ned i stuen. Jeg går nu råbte jeg, Okay Tiffany, pas på dig selv sagde mor der sad og læste. Jeg gik ud og tog sko på. Da jeg åbnede døren fik jeg et hårdt vindstød i hoved. Jeg kneb øjnene sammen. Jeg kendte ikke byen så godt, men det skulle nok gå. Jeg gik ned af den lange gade. Jeg mødte nogle få børn, de kiggede bare underligt på mig. Jeg var så optaget af at se slikket vokse i min skål at jeg ikke lagde mærke til hvor jeg endte.

Jeg vendte og drejede mig, men jeg kendte ingen af husene. Der var mørkt, kun nogle få bitre gade lygter der blinkede i takt med en knirken fra gyngerne ovre på en legeplads. Hvad skulle jeg gøre. Jeg kunne vel låne en telefon et sted. Jeg hørte et højt brag og et torden vejr brød løs. Der var kun et hus i denne her del af byen. Det var et meget gammelt hus. Jeg trådte ind i haven og løb op til døren. Det var en gammel stor dør med en gammel ringe klokke. Der var helt mørkt derinde, men de var måske i et andet rum. Jeg trykkede ned på den store ringeklokke. Lyden fra klokken gav genlyd i mit hoved. Ingen åbnede.

Jeg stod i flere minutter, mens regnen langsomt skyllede min make-up ned af mine våde kinder. Jeg kiggede på mit ur 21:45 var klokken. Lige som da jeg skulle til at vende om, lod en langsom spille dåse lignende lyd ud gennem sprækker og huller i væggene. Jeg kendte den lyd. Lyden trak i mit sind. Jeg følte en trang til at gå ind i huset og finde lyden. Jeg lod trangen overtage. Jeg tog hånden op til det gamle håndtag og trykkede ned. Døren åbnede sig langsomt og knirkene op. Der var bælg mørkt derinde. Jeg gik langsomt ind af døren. Der var en sær lugt af mug og fugt. Og Kulden gjorde at mine hænder rystede. Døren lukkede med et brag. Jeg vendte mig forskrækket om. Spilledåsens melodi fyldte rummet. Jeg gik ned af en lang gang, det var som om gangen ingen ende havde. Jeg faldt over et eller andet. Jeg landede med et stort bump.

Da mine øjne havde vænnet sig lidt til mørket så jeg at det jeg var faldet over noget der lignede en gammel kiste. Jeg satte mig foran kisten. Den var låst. Men hvor var nøglen og hvad var der i kisten. Spilledåsen begyndte at spille højere og hurtigere. Trangen til at finde den kom tilbage. Jeg rejste mig automatisk op. Jeg vidste ikke hvor mine ben førte mig hen. Jeg fulgte bare med. Jeg endte i et rum, et stort rum. Spilledåsen spillede højt og kraft fuldt. Da så jeg den. Lige foran mig stod en slidt spilledåse og spillede en smuk melodi. Sådan en der var i et cirkus da min oldefar var barn. Jeg var bange. Hvad var det her for noget. Jeg kunne ikke styre min krop. Uden jeg vidste af det tog jeg fat i spilledåsen og åbnede den. Inden i lå en lille, men gammel nøgle. Jeg kunne ikke styre mig. Jeg var virkelig bange nu. Selvom jeg var bange rakte jeg min arm ud for at tage nøglen. Spilledåsen holdte straks op med at spille. Den lille gyldne nøgle lå i mine hænder. Det måtte være nøglen til kisten. Jeg tog spilledåsen i hånden. Jeg lukkede mine hænder om nøglen. Så lukkede jeg øjnene i. Jeg mærkede et hårdt vind pust i mit hår.

Jeg åbnede mine øjne igen. Hvor var jeg nu? Jeg var tilbage ved kisten. Jeg lagde mit hoved på skrå og kiggede grundigt på den. Havde jeg ikke set den før? Nej, jeg havde jo aldrig været her før. Jeg lagde spilledåsen fra mig og satte nøglen i låsen og drejede rundt. Kisten åbnede sig langsomt. Der kom et skarpt lys ud af kisten som lyste hele rummet op. Det gjorde ondt i mine øjne, jeg havde jo været vandt til mørket.

Da jeg havde fået orienteret mig kiggede jeg op. Der hang et kæmpe maleri på væggen. Det forstillede en pige med sort hår og heksekostume, det har nok været halloween. Nu var der et svagt lys i rummet. Jeg lod mine øjne glide ned i kisten. Der lå et fotoalbum med nogle fotos og postkort. Jeg tog et billede ud af albummet. Det var den samme pige som på maleriet. Hun mindede mig om en. Jeg kiggede lidt i de andre billeder. Langsomt gik det op for mig hvem pigen var, det var MIG.

Jeg mærkede kold sveden ned af min ryg og kinder. Pigen lignede mig på en prik. Men hvorfor var der billeder af mig? Jeg kiggede ekstra godt på et foto, da jeg så noget skrift igennem fotoet. Jeg vendte fotoet og kiggede ned i et af hjørnerne. Der stod: Tiffany 13 aar 12 Maj. 1920. 1920. Det er mindst 90 år siden. Hvad er det her? Det vil sige at jeg er 104 år gammel. Hvor kendte de mit navn fra? Men der var ingen tvivl, det var mig på det foto. Var det her mit hjem? Var det virkelig her jeg boede. Tænk at jeg har boet her. Jeg kiggede i resten af albummet. Nu var jeg ved sidste side, sidste billede. Jeg tog fotoet ud og så på datoen: 31. okt. Tiffany 13 aar, 1920. Det er lige præcist 91 år siden. Jeg vendte billedet om igen. Jeg kiggede på det, det var det samme som oppe på væggen. Nej der var noget der var anderledes.

På det her billede havde jeg noget i hånden Jeg tog billedet helt tæt på mine øjne. Det lignede lidt en kasse af en slags. Det var en spilledåse, det var den spille dåse jeg havde. Jeg var allerede så bange man kunne blive. Det her kan ikke passe. Jeg tog spilledåsen op fra gulvet. Drejede på det lille håndtag, og en melodi bredte sig i rummet. Pludselig kom en stemme ud af spilledåsen. Det var min stemme som sagde: For 91 år siden lige præcis denne dato og denne tid. Var jeg ude og rasle alene, jeg var lige flyttet her til. Jeg fandt spilledåsen ved kirken. Jeg drejede på den og blev udødelig. Jeg bliver født på ny hver gang en anden dør. Det eneste der kan give mig fred er hvis du kaster spilledåsen i den store gamle mose ved siden af kirken. Stemmen døde langsomt hen og alt blev stille.

Nu vidste jeg hvad jeg ville, og hvad jeg ville gøre. Jeg tog hårdt fat i den forbandede spilledåse. Rejste mig fast besluttet. Tog også albummet med. Løb over til døren, som ikke længere var låst. Hev døren op og løb ud i mørket. Det regnede stadig. Så så jeg kirken og mosen. Så stod jeg foran mosen. Kiggede på mit ur klokken var 21:45. Tiden havde været gået i stå mens jeg havde været inde i huset. Jeg kastede først albummet i mosen. Så tog jeg spilledåsen frem. Drejede en sidste gang. En smuk melodi begyndte. Jeg trak min arm langsomt tilbage og kastede den i vandet. Langsomt sank den end mod bunden og med spilledåsen forsvandt min gamle sjæl og den smukke melodi.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...