En narihaner’s øjne.

Jeg står i verdens værste dilemma. Verdens fremtid er i mine hænder, og det er bogstaveligt talt. Jeg står med den lavendel farvet kugle i hånden, men ved ikke om, jeg skal dreje den eller lade være. ”Så vælger jeg at dreje kuglen, vil tiden blive skruet tilbage, og ingen vil nogensinde kunne huske Narihanerne, og deres verden. Heller ikke jeg?” ”Heller ikke du vil kunne huske det, og verden vil blive sig selv igen, men Narihanerne vil forsvinde.” Hvis jeg vælger at gøre det modsatte, vil menneskene udrydde Narihanerne, og Melissa vil dø. Jeg kikker i Melissas øjne og mærker smerten i mit hjerte. Det er som om lynet er slået ned og har revet mit hjerte itu. Melissa hvisker mig i øret – ”Valget er dit”....

1Likes
0Kommentarer
784Visninger
AA

1. Krig eller fred?

Jeg vågner op med et sæt. Jeg vågner op fra et mareridt, en drøm der næsten har skræmt livet af mig. Jeg kikker rundt i mit værelse. Pludselig banker det på mit vindue, jeg gemmer mig under dynen. Jeg kikker op igen, lyden er væk. Jeg er bange og kan ikke sove. ”Jeg vil have min mor!” siger jeg stille. Men lydene er ikke færdig, for nu banker det også på min dør. Jeg er så bange at jeg kan græde, men jeg husker på det min far altid siger. ”En rigtig mand græder ikke.” Men så kan jeg ikke være en rigtig mand, for jeg er næsten altid bange. Jeg er den mindste og den slappeste i min klasse. Alle de store driller mig altid med mine arme. Jeg hader mit liv, jeg hader mig selv, jeg hader alting. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg bare ville dø. Grunden til at jeg stadig er her, er fordi jeg kan lide den her pige. Ikke bare en hvilken som helst pige, nej skolens sødeste og smukkeste. Der er noget mærkeligt og magisk over hende, som om hun bærer på en dyrebar hemmelighed, som ingen andre kender til. Jeg har kunnet lide hende i snart 4 år, men jeg tør ikke sige noget til hende. Hun går altid sammen med sine venner fra 7. klasse, og en taber fra 6. som mig, vil aldrig kunne få en chance hos hende. Håbet om hende, er det eneste der holder mig i live, bogstaveligtalt. Jeg går tit og tænkte på at begå selvmord, men til ingen nytte. Det vil jo kun gavne mig. Men jeg slår tanken væk, når jeg tænker på alle dem, der vil blive så kede af det, når jeg ikke er her mere. Men hvor mange er det? Der bliver igen stille. Jeg er træt og vil bare sove og håber bare på, at jeg igen kan drømme om hende. Jeg lukker øjnene og sover.

Næste morgen da jeg vågner, vil jeg ikke i skole, men det vil jeg jo aldrig. Min mor siger, det er noget pjat, og spørger jeg min far om noget, mens han læser i avisen, kommer der altid mærkelige svar fra ham. I dag er det: ”Jo fisk smager godt.” Men jeg tager i skole alligevel. Jeg tager sko på og går ud ad døren. På vejen ser jeg hende. Går hun alene? Mærkeligt, hun plejer altid at mødes med sine venner. Jeg går efter hende, men hun drejer af stien ca. 400 meter før skolen og går ind på en skovsti. Skal jeg følge efter hende eller ej? Det her er et af mit livs sværeste beslutninger. Jeg tænker i en smule tid, og går så efter hende, men med stor afstand. Jeg stopper op, hvorfor er det, jeg følger efter hende? Så går hun væk fra skovstien og ind i skoven, og sætter sig på en sten med hoved mellem benene. Morgensolens skarpe stråler skær lige igennem træernes blade og lyser skoven op. Jeg går tættere på hende, og da jeg er ca. 10 meter fra hende, kan jeg høre hende græde. Skal jeg spørge hende, hvad der er galt, eller liste væk igen så stille som jeg kom? Jeg vælger at spørge hende, og går tættere på. ”Hvad er der galt?” Spørger jeg, og hun kikker hurtigt op. ”Ikke noget” siger hun stille. ”Det er jo ikke sandt, jeg kan se, du græder.” ”Det er ikke noget, du skal blande dig i” ”Jeg lover ikke at fortælle det, og holde på hemmeligheder, det kan jeg” ”Okay, men du må love mig ikke at fortælle det til nogen.” Solens stråler har svært ved at trænge igennem bøgetræets blade nu. Det er blevet sent, og vi er blevet rigtig gode venner. Vi opdager, at klokken er mange, og hun giver mig et kram og et kys på kinden. ”Kan det så være vores hemmelighed?” spørger hun med et glimt i øjet. ”Ja” siger jeg. Denne dag kan ikke blive bedre. Mit liv er fuldendt, og aldrig har jeg været så glad. Da jeg kommer hjem, er mine forældre bange for, at jeg er blevet syg, fordi jeg for en gangs skyld kommer glad hjem.

Næste dag kommer hun ikke i skole. Der går en dag, så to, så en uge og ingen ved, hvad der er sket. Så kommer vores klasselære ind i klassen med en kuvert i hånden. ”Jeg har dårligt nyt” siger han, ”Melissa er flyttet skole, og ingen ved hvor hen.” ”Men hun efterlod noget til en person her i klassen” fortsætter han. Folk begyndte at mumle og snakke til hinanden, men resten hører jeg ikke, jeg kikker bare ud i luften. ”Hvorfor” tænker jeg, ”hvorfor sker det her altid for mig?” Min klasselære kommer hen og giver mig kuverten. Pludselig stopper alle med at snakke og kikker kun på mig. Jeg lægger kuverten ned i min taske og føler, at alle stirrer på mig med stor opmærksomhed. ”Jeg ved ikke hvorfor, men det er til dig” siger min klasselære. Jeg rejser mig op og pakker mine ting sammen. ”Hvad laver du?” spørger min klasselære. Jeg svarer ikke og løber ud ad døren, ud til skoven, ud til stenen hvor Melissa og jeg snakkede. Jeg sætter mig, åbner kuverten og læser...

”Kære Espen

Det jeg frygtede er sket! Du er nu den eneste der kan hjælpe mig og alle andre af min slags. Et menneske har opdaget min slags eksistens, og vil nu udrydde os. Kun en ting kan redde os nu, og det er dig. Du skal finde en sten der hedder: Narihanernes øje. Knæk denne kode og du vil vide hvor den er gemt. Jeg stoler på dig, og ved du kan klare det.

I et land langt mod nord ligger stenen gemt, under en figur, som er meget kendt. Den ligger under vand, Men over sand. Den mistede livet for at redde sin elskede mand.

Kærlig hilsen Melissa.”

 

Jeg sidder tavs på stenen og tænker på den gåde, Melissa har skrevet. Da jeg kommer hjem, er min mor meget bekymret. ”Hvor har du dog været?” udbryder min mor, ”jeg har kikket efter dig over alt.” ”Bare en tur i skoven” siger jeg. ”Din lærer ringede og sagde, at du var gået fra timen. Hvad er det for noget!?” ”Ikke noget, det var bare blevet for meget” ”Okay, men lad det ikke ske igen og sæt dig så ned. Der er mad.” Jeg sætter mig ned, og min far tænder for tv’et for at se TV avisen. Manden siger: ”En gruppe forskere har fundet en ny gruppe mennesker, der har overnaturlige kræfter. De er meget farlige, og den amerikanske regering og FN, er i fuld gang med at finde tropper til at udrydde bæsterne. De kaldes en Narihaner og hvis du ser en bedes du ringe og melde det til politiet. Den eneste måde du kan genkende dem på er på deres lavendel farvet øjne, for de ligner nemlig helt almindelige mennesker” ”Seneste nyt. Der er stadig diskussion om, hvor vidt den lille havfrue skal til Kina.” ”Der var den!!” udbrød jeg og stormer op på mit værelse. Jeg læser brevet igen. ”Under en kendt figur, under vand, men over sand. Under den lille havfrue.” ”Måske kan jeg smutte og tage den, når jeg skal med skolen ind til København om en uge.” Jeg lægger mig til at sove og er glad over at have knækket koden.

En uge efter er hele klassen i København. Vi tager til Strøget, hvor vi får lov til at løbe rundt. Men jeg løber ikke rundt, jeg tager ned til den lille havfrue for at hente Narihanernes øje. Da jeg kommer ned til din lille havfrue, er der en masse mennesker. Jeg kan ikke bare hente den, for det vil skabe for meget opmærksomhed, så jeg må vente til der næsten ikke er nogen mennesker. Jeg sidder i lang tid på en bænk ved statuen og venter på, at folk vil forsvinde. Ved middagstid er næsten alle gået. Jeg brætter buksebenene op og tager mine sko af. Jeg hopper ud på statuen og kikker rundt omkring nede i vandet. Jeg kan se noget glimter, men jeg ved ikke, hvad der er. Jeg fisker det i land og står med Narihanernes øje i hånden. Den lavendel farvet sten glimter i solens lys, og jeg må tilbage, før de voksne begynder at lede efter mig. Jeg løber så hurtigt jeg kan, og da jeg kommer tilbage, er de voksne sure over, jeg kommer så sent. ”Dit Paphoved, nu når vi ikke toget” siger en af de voksne. ”Jeg var faret vildt” siger jeg. ”Ja ja den er god med dig. Så går vi”

Jeg står udenfor Melissas hoveddør og håber på, at hun er hjemme. I ugens løb er verden forandret, og tusinde af Narihanere er taget til fange og dræbt. Jeg synes det er ligesom jødeforfølgelsen under anden verdenskrig, og jeg håber inderligt, at en af dem ikke er Melissa. Jeg kan se tanks og politi køre rundt på gaden. Det er et stort kaos. Jeg banker på, og da hører jeg Melissas stemme hviske – ”Hvem er det??” ”Det er Espen. Jeg har Narihanernes øje.” Der bliver hurtigt lukket op, og jeg bliver hurtigt gennet ind. ”Hvor er den? Lad mig se den” siger hun. ”Her” siger jeg, og tager stenen frem. Pludselig lyser stenen op og en rille kommer frem i den. ”Drejer du stenen, vil tiden blive spolet tilbage til før, man opdagede os Narihanere, og vi vil forsvinde. Vælger du at lade være, vil det her fortsætte” siger hun og peger ud af vinduet. Jeg står i verdens værste dilemma. Verdens fremtid er i mine hænder, og det er bogstaveligt talt. Jeg står med den lavendel farvet kugle i hånden, men ved ikke om, jeg skal dreje den eller lade være. ”Så vælger jeg at dreje kuglen, vil tiden blive skruet tilbage, og ingen vil nogensinde kunne huske Narihanerne, og deres verden. Heller ikke jeg?” ”Heller ikke du vil kunne huske det, og verden vil blive sig selv igen, men Narihanerne vil forsvinde.” Hvis jeg vælger at gøre det modsatte, vil menneskene udrydde Narihanerne, og Melissa vil dø. Jeg kikker i Melissas øjne og mærker smerten i mit hjerte. Det er som om lynet er slået ned og har revet mit hjerte itu. Melissa hvisker mig i øret – ”Valget er dit”....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...