Sleepless

Et kys. Et enkelt kys. Er nok til at forandre et menneske. Nok til at sætte følelser igang. Nok til at skabe en domino effekt, hvori brikkerne langsomt vælter hinanden, den ene efter den anden lægges ned i et mønster og hvirvler støvet op i ens liv. Så følger et kort øjebliks disorientering, hvor intet er tydeligt længere. Når støvet har lagt sig, hvordan vil billedet se ud?

10Likes
51Kommentarer
2728Visninger
AA

5. Skyskraber

"Det er her." Sagde han tonløst og puffede mig fremad gennem en smal vej, hvor de forbipasserendes antal var tyndet tilstrækkeligt ud til, at jeg følte roen brede sig i mig igen.
Men sådan som jeg stod, med hagen løftet i vejret, så var alt, hvad jeg kunne se et gråt beton højhus, der skød op mod himlen som en pil, omringet af de mange skyskrabere, som var kendetegnende for New Yorks finans distrikt, Lower Manhattan.
Ved nærmere eftertanke, hvordan kunne denne fyr have råd til at bo i et så eftertragtet kvarter som Lower Manhattan? Bygningerne her var af en langt højere prisklasse, end en middelklasses borger nogensinde ville få råd til i sit liv. Ikke medmindre han vandt lotteriet. Ja, Lower Manhattan, New Yorks arbejdsplads var stedet for de rige, der enten var blevet født heldige eller havde arbejdet sig hele vejen op af rangstigen. Med denne fyr, kunne jeg hverken forestille mig det ene eller det andet. Hvis sandheden skulle frem, så havde jeg troet, at han kom fra en lav samfundsklasse.
Fyren puffede mig fremad til vi nærmede os det grå højhus. Han havde stadig hånden under min hage, og det er på trods af den nu var gennemblødte af mit blod. Jeg kunne se en stenbue over en høj svingdør, som fyren puffede mig imod. Idet vi nåede ind på den anden side, gik vi ned af en kort trappe på syv trin, hvorefter vi kom ind til, hvad der så ud til at være lobbyen. Det første, der slog mig var den overdådige udsmykning. Murene, der var hugget i noget guldtonet materiale glitrede glansfuldt, idet de kastede lyset fra lamperne tilbage, så det skabte en varm atmosfære. Der var højt til loftet, som var udsmykket som en kirkes med buer og kupler og dekoreret med bronze. Der var så smukt, at jeg for et kort sekund holdt vejret. Fyren var standset. Han stod og betragtede mig med en tom mine, idet jeg forundret kiggede rundt.
"Mr. Williams?" Kaldte en ung kvindes stemme blidt.
Lyden af høje hæle, der klikkede mod marmorgulvet nærmede sig os. Jeg kunne se, at fyren reagerede på navnet, for han havde vendt ansigtet mod lyden med et lille smil på læberne.
Ude fra stemmen, forestillede jeg mig flygtigt den talende, som en smuk kvinde i starten af tyverne.
"Mr. Williams, må jeg have lov at spørge hvad -"
"Det her?" Afbrød han med undertrykt morskab. "Det er noget, jeg samlede op på gaden i SoHo."
Jeg spærrede øjnene op og mærkede flovheden brede sig over mit ansigt i form af rødme. Mr. Williams, hva'? Den lede satan. Tilsyneladende havde han evnen til altid at pisse mig af, hver gang han åbnede munden. Han var så irriterende, så arrogant, så umoden...
"De ved vel godt, at kæledyr ikke er tilladte på hotellet?" Kvidrede kvinden i spøg.
Hvad?!
Jeg sænkede brat hovedet og betragtede hende med et forundret blik, i et forsøg på at regne ud, hvorfor hun muligvis kunne have sagt noget så uprofessionelt. Hun var en høj og slank kvinde, med et pænt ansigt, langt blondt hår og store lysebrune øjne. Læber, som enhver pige ville misunde. Hun var iført højtaljet nederdel, der omfavnede hendes former og en skræddersyet blazer over en nystrøget lyseblå skjorte. Jeg bed tænderne sammen i erkendelsen om, at jeg måtte ligne en blodigle sammenlignet med hende.
'Williams' lo lavmælt, og jeg kunne se, hvordan receptionisten praktisk taget smeltede på stedet, uden at tage øjnene fra ham. Jeg hævede overrasket øjenbrynet, idet det gik op for mig, hvordan det hang sammen. Jeg havde altid været skarp til at gennemskue andres følelser, men hendes skulle man være blind for at undgå at få øje på. Hvilket betød, at ikke nok med at jeg lige var blevet fornærmet af den idiot, så blev jeg nu også ydmyget af hans beundrer? Nej, det var dråben. Min stolthed fandt sig ikke i mere. Jeg havde ikke brug for hans hjælp.
"Undskyld mig." Mumlede jeg irriteret, stadig uden at fjerne hænderne fra ansigtet og vristede mig selv ud af hans greb.
Jeg drejede resolut om på hælen og satte målrettet kursen mod svingdøren. En hånd blev placeret på min arm og jeg blev hevet tilbage. Jeg vendte mig om for at give ham et irriteret blik, som han til min stigende irritation besvarede med et smørret smil. Underligt nok følte jeg en tilfredsstillelse over at han trak mig tilbage.
Idet vi stod og betragtede hinanden, jeg med et surt blik og han med et roligt et, nærstuderede jeg hans ansigt i et forsøg på at finde ud af, hvad receptionisten havde set i ham. Hvad hun muligvis kunne have set i denne arrogante idiot.
Hans grå øjne funklede med et skær af kulde, som to rå diamanter. Huden var pletfri, nogle ville ligefrem kalde den perfekt. Næsen var lige, og læberne så fristende fyldige ud. Der var et hårdt drag om den markante kæbe, som blødtes op, når han smilte. Et farligt smil, der var som en udfordring til verden om at komme nærmere. Og så var der håret. Det sorte hår, der faldt ned over panden og så ualmindeligt blødt ud, så man nærmest fik lyst til at række ud og...
"Løft hovedet." Sagde Williams og lød som om han morede sig. "Du drypper på gulvet."
Jeg sænkede brat hovedet og så, at han havde haft ret. Der lå fine røde dråber spredt over det rosa og guld marmor gulv. Ud af øjenkrogen kunne jeg se receptionisten betragte mig med spidsede læber og slet skjult foragt, hvilket bevirkede til, at jeg følte mig endnu mere som en blodigle.
"Åh, det er jeg ked af." Mumlede jeg flovt og undgik at møde hendes blik.
Receptionisten åbnede munden for at sige noget, men fyren kom hende i forkøbet.
”Jeg beklager virkelig svineriet, Isabell. Hun kom til skade ude på gaden, så jeg måtte naturligvis hjælpe hende. Jeg håber, at det er okay med dig?” Sagde han og lød undskyldende, selvom jeg kunne spore en undertone i hans stemme, der vidnede om åbenlys morskab. ”Forresten kan du sende nogen op med en pose is? Så er du mig meget behjælpelig.”
”Selvfølgelig.” Isabell smilede nu og gav et hurtigt nik, glad for at kunne hjælpen fyren.
Jeg betragtede hende med åbenlys forundring, ude af stand til at regne ud, hvorfor hun lod ham styre hende på den måde. Og så let. Hun gav ingen modstand. Hun forfulgte ikke engang vreden, der havde været der før over, at jeg var kommet og havde svinet hendes hotels dyrebare marmorgulv til med blod. Hvor i alverden var hendes rygrad henne? Jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke bare ville behage ham som en kunde, men mere som en mand, hun elskede. Det var vel det, der fulgte med forelskelse, men jeg var stadig ude af stand til at regne ud, hvordan hun for alt i verden kunne forelske sig i en sådan...
"Løft hovedet." Vrissede han og tvang mit ansigt op igen med en håndbevægelse. "Hvad er det du ikke forstår? Forsøger du at oversvømme hele bygningen?"
Følelseskold tyran, fortsatte jeg tanken og bed bittert tænderne sammen, idet jeg blev skubbet videre af ham mod elevatoren.

***

Vi trådte ud af elevatoren og ind på 5. sal. Endnu engang blev mit blik mødt af luksus. Gangen strakte sig et stykke forude. Murene og loftet havde en behagelig cremefarvet nuance og gulvet var af karamelfarvet marmor. Med stor mellemrum var der elegante døre på begge sider af gangen, der sikkert førte ind til overdådigt luksuriøse værelser.
”Det er her.” Sagde Williams og puffede mig mod en af dørene.
Vi standsede begge op foran døren, og mit blik faldt på det lille elegante messing skilt, der var sat på døren. Der stod 'B. A. Williams'. Jeg spekulerede for en kort stund over, hvad det kunne stå for, mens jeg betragtede ham. Fyren tørrede hænderne af i bukserne, uden at tænke nærmere over at de havde været blodige. Derefter vendte han opmærksomheden mod låsen, der var et lille nummertastatur, og tastede hurtigt en serie numre ind. Så trykkede han håndtaget på døren ned. Der lød et klik, og fyren svingede døren op, hvorefter han trådte ind. Jeg fulgte lettere kluntet efter med en følelse af befinde mig et sted, hvor jeg var uønsket. Døren gik i bag os og jeg stod tilbage og betragtede hans lejlighed. Der var ingen entré. Døren gik direkte ind til en stor luftig stue med en moderne og blød indretning, der emmede af ro. Gulvet var af blanksleben træ og bar ingen præg af brug. Væggene var hvide, og der var ualmindelig højt til loftet. Møblementet havde hovedsagligt karamel- og cremefarvede nuancer, selvom der også var hvidt hist og her. Indretningen var tydeligvis minimalistisk, og det vidste jeg udelukkende fordi min mor arbejdede som skribent for et blad om indretning. Der var en enkelt sofa og to andre stole, hvoraf den ene var af læder, samlet omkring et lille sofabord. På muren var der en indbygget pejs. Der lå et enkelt gulvtæppe under sofabordet. To mellemstore vaser stod trykket mod den ene mur. Murene i stuen var bare bortset fra enkelte spejle, der var hængt op. Vinduerne var store og vendte ud mod Brooklyn. Jeg havde på fornemmelsen, at fyren ikke på nogen måde havde forsøgt at sætte sit præg på lejligheden. Indretningen var for upersonlig. Det virkede ikke umiddelbart som noget, en fyr på hans alder ville have foretrukket.
"Stå ikke der og glo." Sagde Williams, da jeg efter hans mening havde stået og kigget nok. Han gjorde en bevægelse med hånden og forsvandt ud af mit synsfelt. Jeg fulgte efter ham, og så herfra at stuen og køkkenet var forbundet med hinanden. Til venstre side var der to døre ved siden af hinanden. Fyren stod i den ene, som førte ind til et badeværelse, mens den anden dør, der måtte være hans soveværelse, var lukket.
"Kom."
Jeg fulgte efter ham ind på badeværelset, der også var luksuriøst anrettet med store spejle, jacuzzi og marmor. Idet jeg nåede håndvasken, greb Williams mig om håndledet og trak mig nærmere.
"Du kan godt fjerne hænderne fra ansigtet nu." Sagde han i et mindre bryskt tonefald og fangede kort mit blik. "Vask hænderne først. Dem får du brug for. Derefter ansigtet."
"Jo, tak." Mumlede jeg halvt sarkastisk, halvt taknemmelig.
Jeg trådte længere frem mod håndvasken og bøjede mig frem, således at mit ansigt var lige over håndvasken, så han ikke kunne se, hvordan jeg så ud. Det generede mig, at nogen skulle se mig sådan her. Fyren drejede på håndtaget, så vandet begyndte at løbe. Jeg skyndte mig at stikke hænderne ind under det kolde vand og betragtede dem, mens blodet langsomt blev vasket væk og gjorde vandet lyserødt. Da mine hænder var tilstrækkeligt rene, brugte jeg dem til at skrubbe ansigtet. Det var især hagen, læberne og området omkring munden, der var slemt tilredt. Der var størknede blod plamager over alt. Tænk at jeg virkelig havde blødt så meget. Mine hænder rystede ved tanken.
"Er du okay?"
Jeg nikkede kortvarigt og skrubbede mit ansigt hårdere, nu med flydende sæbe. Til min store glæde, så lod det til at blodet var stoppet med at falde. Det kolde vand havde bestemt hjulpet.
"Var det første gang?"
Jeg stivnede for en kort stund, idet jeg kom i tanke om kysset og langsomt vendte ansigtet mod ham. "At hvad?"
"At du får blodnæse." Svarede han og fastholdt mit blik.
Nå... Jeg følte et kortvarigt stik af skuffelse. Ja, selvfølgelig var det det han snakkede om. Han havde sikkert allerede glemt alt om kysset. Og det kunne man ikke bebrejde ham. Så stort et svin, som han var.
”Mhm, nej.” Svarede jeg og vendte tilbage til ansigtsvasken med fornyet iver. ”Det hænder af og til. Ofte når vejret er varmt.”
En klokkes ding ekkoede gennem lejligheden. Fyren vendte kort ansigtet bort og forlod badeværelset. Jeg kunne høre hans skridt fortone sig. Da jeg var alene, slukkede jeg for vandet og benyttede lejligheden til at kaste et grundigt blik i spejlet. Min hud blussede omkring kinderne og der, hvor jeg ellers havde skrubbet, men ellers så jeg rimelig bleg ud. Det var nok på grund af blodtabet, for det var jo heller ikke så lidt, jeg havde mistet. Øjnene skinnede. Min hvide t-shirt lignede en slagmark. Jeg måtte skære en grimasse ved synet. Håret havde løsnet sig fra knolden og hang i enkelte lokker ned af ryggen og skulderene. Jeg hev irriteret elastikken ud og kørte en hånd gennem håret, eftersom jeg ikke havde noget andet at rede håret med.
”Jeg ...” Fyren der pludselig var kommet ind på badeværelset med en ispose i hånden standsede brat. Han rynkede kort brynene, idet han betragtede mig og smilede kort. Det var ikke engang et smil, men snarere et lille træk på smilebåndet. ”Er kommet med noget is.”
”Blødningen er standset.” Svarede jeg så høfligt som muligt og trak håret sammen, idet jeg endnu engang bandt en knold. ”Men ellers tak.”
Han trak ligegyldigt på skulderene og så væk, stadig med en ispose knuget i hånden. Efter at have kastet et kort blik ned af mig, nikkede han for sig selv og forlod badeværelset endnu engang. Jeg ville følge efter, men tøvede, idet jeg kastede endnu et blik på spejlet, mest af alt for at sikre mig, at jeg ikke lignede noget monster med størknet blod diverse steder. Jeg ville hade, at skulle møde op til en prøve-arbejdsdag og ligne en vampyr. Jeg fik endelig løsrevet mig fra spejlbilledet og satte kursen mod døren.
I døråbning dukkede fyren pludselig op, og jeg måtte standse mig selv brat for ikke at støde ind i hans brystkasse. Han rømmede sig irriteret, sikkert fordi han var ved at være træt af min klodsethed. Jeg var også selv blevet træt af den, så jeg ville ikke bebrejde ham. Jeg vendte ansigtet opad og smilede undskyldende, lettere fåret og trådte et skridt tilbage. Fyrens ansigt var upåvirket.
”Her.” Sagde han kort og rakte en bylt frem mod mig.
Jeg så ned på, hvad der nu viste sig, at være en t-shirt. Med et forvirret udtryk mødte jeg hans blik og hævede et øjenbryn.
”Hvad?” Spurgte jeg uforstående.
”Havde du tænkt dig, at gå rundt i byen iført det der?” Han hævede ligeledes også et øjenbryn og gjorde et nik med hovedet mod min egen blodplettede t-shirt.
”Har du tænkt dig at låne mig din t-shirt?” Spurgte jeg, omend endnu mere forvirret og kastede et blik på bylten, som han endnu holdt fremstrakt mod mig.
”Nej.” Hans stemme havde antaget et lettere utålmodigt tonefald. ”Den er gammel, så du kan smide den ud efter brug. Klæd om på badeværelset.”
Og med disse ord, trykkede han t-shirten i hånden på mig og vendte rundt for at overlade badeværelset til mig.

***

”Tak.” Mumlede jeg oprigtigt taknemmelig.
Vi stod foran hoveddøren, jeg ude på gangen, mens fyren lænede sig op ad dørkarmen. Han lod kort blikket glide over mig iført hans store t-shirt og smilede smørret. Jeg så ilde tilpas nede af mig selv og rynkede nervøst brynene. Jeg måtte ligne en klovn. Det måtte være grunden til hans smørrede grin. Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tørre det af hans ansigt.
”Så lidt.” Sagde han kort for hovedet og lænede sig væk fra dørkarmen, mens han med den ene hånd greb fat i døren.
”Vent!”
Williams standsede i bevægelsen og lagde hovedet på skrå. Han lavede en utålmodig lyd bagerst i struben og lukkede øjnene halvt i, mens han betragtede mig, som om synet kedede ham. Det var som om han med blikket sagde, at jeg hellere måtte have en fandens god grund til, at jeg sådan stjal af hans dyrebare tid.
”Du... Ser bekendt ud.” Sagde jeg eftertænksomt og lagde hovedet på skrå, i et forsøg på at vælge mine ord med omhu. ”Hvor kender du mig fra?”
Han betragtede mig med et forundret ansigtsudtryk for en kort stund. ”Du ved det ikke selv?”
Jeg rystede langsomt på hovedet. Jeg måtte ærligt indrømme, at det var mig en gåde, hvor jeg kunne have set ham fra. Og det tirrede mig til ingen grænse. Jeg var simpelthen ved at gå til af nysgerrighed efter at finde ud af, hvem denne fyr var, og hvor han kendte mig fra.
Et lille fandenivoldsk smil spirrede langsomt på hans fyldige læber og han rystede bestemt på hovedet, mens øjnene spillede som blege krystaller.
”Det vil jeg overlade til dit lille kønne hoved at finde ud af.”
Før jeg end kunne åbne munden for at protestere, så havde B. A. Williams lukket døren, efterladende mig med åben mund, samt en begyndende irritation blandet med en uforklarlig tilfredshed.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...