Sleepless

Et kys. Et enkelt kys. Er nok til at forandre et menneske. Nok til at sætte følelser igang. Nok til at skabe en domino effekt, hvori brikkerne langsomt vælter hinanden, den ene efter den anden lægges ned i et mønster og hvirvler støvet op i ens liv. Så følger et kort øjebliks disorientering, hvor intet er tydeligt længere. Når støvet har lagt sig, hvordan vil billedet se ud?

10Likes
51Kommentarer
2729Visninger
AA

7. Let's Confess

Jeg ringede mor op, mens Dawn bestilte og fortalte, at jeg var taget ned i byen med en veninde, men at jeg ikke ville komme sent hjem. Ikke overraskende blev min mor straks oplivet af idéen og insisterede kraftigt på, at jeg skulle slå mig lidt løs for en gangs skyld.
”Det skal jeg nok, mor.” Svarede jeg fraværende med blikket mod Dawn, der nu var på vej tilbage mod vores bord med to cupcakes i monster størrelse.
”Ring til Jerry, når du skal hjem, okay?” Sagde hun i det sædvanlige overbeskyttende tonefald. ”Gå ikke hjem alene. Du må for guds skyld ikke gå! Jeg ved godt, at du tror du kan klare alt, jeg har selv været en teenager, men gør ikke noget overilet, vel May?”
”Nej, nej.” Svarede jeg overbærende og rømmede mig, som for at gøre mine til at lægge på. Det var pinligt, at Dawn sad overfor mig og så ud til at finde samtalen underholdende. ”Nå, jeg må lægge på. Farvel, mor.”
”Hyg dig nu, Maymay. Kys-kys.” Kvidrede hun, før opkaldet blev afbrudt og der lød en bippen fra den anden ende af linjen.
Jeg lagde på og maste telefonen tilbage i lommen. Derefter så jeg op og mødte Dawns gennemborende blik over bordet. Jeg smilede undskyldende og trak på skulderene.
”Min mor.” Forklarede jeg af mangel på bedre at sige.
”Ja, det kunne jeg godt høre.” Hun smilede skævt og skubbede den ene cupcake frem mod mig. ”Lemon Bomb, som du ønskede dig.”
”Mange tak.” Svarede jeg og slikkede noget gul creme af fingrene efter at have taget forkert fat om cupcaken. Jeg tog den derefter op til ansigtet og begravede munden dybt ned i cremen. En lille stemme i mit hoved skreg ad og kalorier, men jeg overhørte den. De her cupcakes smagte godt.
Jeg så op og greb Dawn i at kigge nysgerrigt på mig med hovedet lagt på skrå. Hun skyndte sig at se ned på sin Velvet cupcake igen, men jeg bemærkede et lille træk ved hendes smilebånd, der sagde mig, at hun morede sig. Over hvad?
”Hvad er der?” Spurgte jeg ilde tilpas og greb en serviet for at tørre mig om munden for at tørre eventuelle rester af cremen væk.
Dawn så op igen, smilede flovt og løftede en finger. Hun så pinligt berørt ud, da hun pegede på min t-shirt og rømmede sig.
”Det er ikke for at være led eller gøre dig ilde tilpas, men...”
”Ja?”
”Du ved vel godt, at det der er en herre t-shirt du har på.” Hun fik et flovt udtryk på ansigtet, men alligevel var det lille smil der. ”Er det en ny trend?”
Pludselig kom jeg i tanke om episoden med Williams og førte ubevidst en hånd op til t-shirten for at stryge stoffet.
”Ja. Det er det. Altså ikke at det er en trend, men at det er en herre t-shirt. Det var jeg godt klar over.” Svarede jeg og kunne ikke lade være med døse væk i tankerne, idet jeg mindedes, hvad der var sket hjemme ved ham. B. A. Williams. Navnet ringede som en alarm klokke i min bevidsthed.
Dawn betragtede mig grundigt for en kort stund og hævede et øjenbryn.
”Hvad smiler du sådan over?” Spurgte hun nysgerrigt.
”Mig?” Jeg spærrede overrasket øjnene op, inden det gik op for mig, at mine læber rigtigt nok var kruset op i et smil.
Jeg havde smilt. Det var sandt, men hvorfor? Jeg havde tænkt på det... Episoden hos Williams. Jeg havde tænkt på mit livs måske mest akavede øjeblik og jeg havde smilt. Uden selv at være klar over det. Kunne det have været på grund af ham? Williams. Kunne jeg have smilt på grund af ham?
Nej, May, nej! Nu må du stoppe. Tanken er for absurd.
”Du har fået den t-shirt af en fyr, har du ikke?” Spurgte Dawn med en morskab i stemmen, som kunne hun se lige igennem mig.
”Hvad!” Jeg hævede stemmen til et flovt tonefald. ”Hvorfor siger du det?”
Dawn lo en lille selvtilfreds latter, så hendes grønne øjne blev knebet helt sammen i tilfredshed over at have gennemskuet mig så let. I dette øjeblik lignede den rødhårede pige et af de små, frække drillealfer, jeg engang havde haft en billedbog om.
”Det er altså tydeligt. Din reaktion siger det hele.” Hun blinkede med det ene øje og gav mig et sigende smil. ”Nå, hvem er han så? Din kæreste? Eller en flirt?”
”Nej, nej.” Sagde jeg smilende og rystede på hovedet, fordi hun havde misforstået det hele. ”Ingen af delene. Det er slet ikke sådan, det hænger sammen.”
”Aha. Så må han være en beundrer!” Dawn så undersøgende på mig. ”Eller endnu værre! En stalker?! Men nej, det ville ikke give meget mening, for så ville du ikke have iført dig hans t-shirt så velvilligt. Det ville være tosset.”
Jeg nød, at det pirrede hendes nysgerrighed, så jeg trak tiden ud, inden jeg med en fnisen rystede på hovedet.
Det var underligt... Hun var oprigtigt interesseret i mig og mit liv. Sådan en interesse havde jeg ikke oplevet i lang tid, så jeg følte mig smigret. Jeg måtte indrømme, at jeg var begyndt at sætte stor pris på Dawns selskab.
Hun betragtede mig i tavshed for derefter at smile skævt. ”Han er garanteret en fyr, der er interesseret i dig, ellers havde han ikke gjort det.”
”Hvorfor tror du, at han skulle være interesseret i mig?” Spurgte jeg så forbavset og rynkede på brynene.
”Han gav dig sin t-shirt!” Sagde hun som var det en selvfølge. ”Når fyre gør sådan noget, så skal du ikke tage det for givet. Det er ikke bare en simpel gestus, som de gør af ren gavmildhed – næ! Når en fyr giver en pige sin t-shirt, så sender han det budskab, at han er interesseret i hende, og det fortæller andre drenge, at der er en konkurrent, der allerede har sat sit præg på pigen, hvor primitivt det end lyder. Fyre elsker når deres udkårne har deres tøj på, for så er de sikre på, at hun har noget, der vil blive ved med at minde hende om dem.”
”Men han sagde, at jeg skulle smide den ud efter brug.” Sagde jeg lavmælt.
Jeg fik kuldegysninger. Jeg ønskede ikke at tro på det Dawn sagde. Tanken foruroligede mig.
Jeg tog en dyb indånding og vendte blikket mod min halvspiste citrongule cupcake. Så trak jeg på skulderene. Og før jeg vidste af det, så forlod ordene mine læber i en strid strøm.
”Jeg ved faktisk ikke, hvem han er. Jeg mødte ham for en uge siden. Faktisk stødte jeg ind i ham ved et tilfælde. Jeg var på vej hjem fra ...”

***

”Interessant.” Sagde Dawn med store øjne, og lød som om hun mente det. ”Gud, hvor lyder han interessant! Og du er helt sikker på, at du ikke kan huske, hvor du har set ham henne?”
Jeg nikkede med stor iver, glad over at jeg ikke længere skulle gå alene med det. Jeg havde fundet en at snakke med. Det var en lettelse at kunne dele det med nogen, efter at have gået rundt i en uge og spekuleret over det for mig selv.
”B. A. Williams.” Sagde hun tænksomt og kløede sig på hagen. ”Hans familie må være stinkende rige, siden han har råd til at leve i den der lejlighed. Kan du huske, hvor den lå?”
”Ja.” Svarede jeg og tog sidste bid af cupcaken. ”Lejligheden ligger i hjertet af Lower Manhattan. Jeg har tjekket placeringen og priserne. Der er lejlighederne yderst eftertragtede, så jeg kom også frem til, at hans forældre måtte være rige.”
”Har du prøvet at google hans efternavn?” Spurgte Dawn og lagde hovedet på skrå. ”Lad os sige at familien Williams er rige. I New York er rigdom lig med stor omdømme, så der må være mindst en artikel eller to om dem på nettet. Og hvis du søger på B. A. Williams, så må der også komme noget specifikt op.”
”Dawn, jeg er ikke en stalker.” Sagde jeg og smilede halvhjertet.
”Sandt nok, men vil du ikke gerne vide, hvor du har set ham henne?” Spurgte hun med et snedigt glimt i blikket.
Hendes spørgsmål ramte mig med et slag af nysgerrighed. Det krævede egentlig ikke meget tænkning. Svaret var simpelt. Det lå lige på tungen, så jeg end ikke nåede at tænke mig om.
”Jo.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...